Læsetid: 4 min.

Den store vægring

27. marts 2000

"Den eneste måde, man overlever det kapitalistiske samfund, er ved at udnytte samfundets overskud til at lave nogle celler, hvor man kan lave sine egne regler."
"Når vi laver kunst, har det også en politisk overbygning. Med musikken leder vi efter hullerne og kanalerne i det homogene forbrugssamfund. Den elektroniske musik er meget bevidst om, at den er esoterisk og rettet mod sig selv."
"Man kan ikke lave om på samfundet. Det er massivt, og det kører i sig selv."

Elektromusikeren Anders Remmer
til Information i lørdags

NU TAGER Information så konsekvensen af gymnasielærer og elektromusiker Anders Remmers konstateringer og udgiver hermed sit sidste nummer!
For "kunsten i dag er at holde sig væk fra centrum, fra medierne, fra masseforbruget. Det er den måde, man kender kvalitet på," som Anders Remmer siger.
"Alle er tilsyneladende enige om, at hvis noget forbruges af mange, så er det også godt. Derfor bliver man nødt til at isolere sig, hvis man vil tænke på kunst på en anden måde. Så er man nødt til at definere sine egne regler og sit eget rum."
Den er Information med på. Vi har aldrig villet være, som alle er, men altid villet være - modstands-avis. Skal vi øve modstand mod det kapitalistiske forbrugssamfund i dag, må vi ifølge Anders Remmer rette os mod os selv, definere vores egne regler og vort eget rum. Vi helliger os derfor alene virksomhedens interne avis (på papir og elektronik) og kalder den fra dags dato Esoterisk Tidende eller Den store Vægring.
Så slipper Anders Remmer i hvert fald for fristelsen til at komme i en udadvendt avis, der ikke alene kritiserer det kapitalistiske, homogene forbrugssamfund - men oven i købet vil ændre det!

ELLER ER dét tværtimod den virkeligt esoteriske position i dag: vedholdende at rette samfundskritikken udad i håb om forbedringer?
Det mener en anden kunstner, forfatteren Suzanne Brøgger. I sit bidrag til Teknologirådets nyligt udsendte Årsberetning 1999 skriver hun:
"Vi er trådt ud af kritikkens tidsalder. Samfundskritik opfattes efterhånden som ligefrem 'sårende'. Kritik af det bestående, af samfundsforholdene, er ikke længere ønskelig. Kritik betragtes ikke mere som et værdifuldt udtryk for engagement, eller en nødvendig forudsætning for demokrati. Tværtimod opfattes kritik snarere som et fortidigt levn fra en totalitær tid, en negativ ånd, der overhovedet ikke er brug for i verden, herefter kaldet www - for nemheds skyld. Og hvis man skulle betvivle den fornemmelse, kan man nøjes med at tænke over, hvordan massemediernes debatskabende fora gradvist er omdannet til tv-konkurrencer for succes, rigdom og skønhed."
Det sidste er Anders Remmer enig i - og også nærværende lederskribent. Men Suzanne Brøgger vil ikke uden videre erklære kritik for et fortidigt levn fra en totalitær tid, som www overhovedet ikke har brug for.
"Mit spørgsmål er snarere: Hvordan kan det være, at en bestemt måde at tænke på - den problematiske kritiktradition, der i over 200 år har holdt Europa intellektuelt til ilden, pludselig ikke længere kan bruges til noget?"
Hendes svar kredser om sammenhængen mellem kritik og utopi. "Så længe man lever på en utopi, er kritik af det bestående altid en udfordring, sågar en pligt, brænde på bålet for at det gamle kan brænde ned til fordel for det ny, der skal opstå." Men "alle de store utopier er endt mere eller mindre tragisk." Fordi de viste sig at være forbundet med noget totalitært.
Suzanne Brøgger rejser to foruroligende spørgsmål og peger på en ikke mindre foruroligende kendsgerning: Skal udsmidningen af det snavsede - totalitære - utopi-badevand også lukke barnet - samfundssystemets evne til at sætte spørgsmålstegn ved sig selv - ud i kloakken?
Er det nuværende www-samfund uden evne til selvkritik ikke selv ved at udvikle sig endimensionalt og totalitært? Netop af mangel på en utopi eller naiv drøm, der kan holde kritikken levende?
Kendsgerningen er i hvert fald, at mange mennesker nu udstødes af samfundet både nationalt og globalt.
Hun kunne have taget naturgrundlaget med blandt de udstødte.

IAGTTAGELSEN af det moderne, undskyld post-moderne, undskyld post-post-moderne, undskyld kommunikations- og videnssamfund som i virkeligheden endimensionalt og trods al sin påståede liberalitet dybt totalitært, forener Remmer og Brøgger - og dem igen med 1968-oprørets 'profet' Herbert Marcuse.
Som allerede i sin bog Det éndimensionale menneske fra 1964 påviste - endimensionaliteten og totalitarismen i det kapitalistiske forbrugssamfunds tv-konkurrencer for succes, rigdom og skønhed. Og prægede udtrykket 'Den store Vægring'.
Suzanne Brøgger argumenterer smukt for, at den vægring, som fastholder eller snarere genopliver samfundskritikken i håb om samfundsændringer, i dag er større end Anders Remmers udsigelse af enhver forbindelse til "det hysteriske samfund."
Opgaven må være at udvikle en ikke totalitær utopi.
Så Information udkommer alligevel i morgen. el

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her