Læsetid: 2 min.

Storinkvisitoren

Nøden kan gøre enhver mand til journalist, men ikke enhver kvinde til luder, skrev samfunds-satirikeren Karl Kraus
Operation X-s studievært, Morten Spiegelhauer.

Operation X-s studievært, Morten Spiegelhauer.

21. juni 2007

I mandags blev Danmarks mest forhadte mand endelig stillet for en rigtig dommer og dømt. Han fik 30 dage på vand og brød for at have sendt et nøgenbillede og seks saftige videoklip af en yngre wannabe med våde model-drømme til en fordækt journalist fra TV 2, som derfor er sigtet som medskyldig i den forbrydelse, som optog hele landet en uge i september 2006.

TV 2 piskede en folkestemning op, som fik 140.000 til at skrive under på et ønske om, at chatkonsulenten Rudy Frederiksen måtte blive dømt med piber og trommer. Dommeren måtte derfor ledsage den faktiske frifindelse med den bemærkning, at der er forskel på amoralske handlinger og strafbare handlinger.

Bemærkningen skulle ikke bare dæmpe den tilstedeværende hobs lynchstemning. Den var også møntet på TV 2. Ikke bare optrådte TV 2 ved ovennævnte lejlighed både som agent provocateur og veritabel standret og folkedomstol. TV 2's journalister har også deres helt egen opfattelse af, hvad der er gældende lov i Danmark. "Sex med piger under 18 er ulovligt," gentog journalisten Morten Spiegelhauer, da han blev interviewet af TV 2 efter dommen.

Spiegelhauers fortjeneste

Nok er Morten Spiegelhauer ikke den skarpeste kniv i skuffen, men loven om den seksuelle lavalder (15) skulle da være til at forstå. Jeg mener sågar, at han i nævnte interview også betegnede Rudy Frederiksen som pædofil. Hvis jeg hørte rigtigt, bør Spiegelhauer måske selv for en dommer.

Jeg skriver MÅSKE, for det er faktisk sådan i dag, at jeg er pædofil, hvis jeg ser på et nøgenfoto af en pige på 17, mens jeg bare er en gammel gris, hvis jeg går i seng med hende. I 2003 blev loven om børneporno strammet, så et ungt menneske bliver til et barn, hvis det fotograferes. Strafferetseksperter advarede dengang mod dette vanvittige udslag af nypuritanismen. Men de voksne er ikke til at stoppe, når der skal kompenseres for de tabte idealer og den flossede moral med vindmøller, kildevand og børnepornolove.

TV 2 var i øvrigt ikke spor interesseret i de unge pigers skæbne, for så havde journalisterne nok meldt manden til politiet under optagelserne. Det gjorde man ikke, for TV 2 ville selv have fornøjelsen af at knuse ham for åben skærm en måned senere. TV 2 ser altså passivt til, mens der begås en forbrydelse, den selv opfatter som så alvorlig, at man er villig til at bryde næsten alle presseetiske regler for at få manden stoppet. Så dobbeltmoralsk handler journalister, der er lige så liderlige efter høje seertal som Rudy Frederiksen var liderlig efter unge piger. "Nøden kan gøre enhver mand til journalist, men ikke enhver kvinde til luder," skrev samfundssatirikeren Karl Kraus.

Den enes død, den andens brød. "TV 2 har taget mit liv," siger Rudy Frederiksen. I dag rejser Spiegelhauer landet tyndt med foredrag for TV 2's Bookingbureau, og har på TV 2's Forlag udsendt en bestseller om de personlige omkostninger ved at sætte småforbrydere i gabestok.

Nu venter vi bare på, at en undercover-journalist en dag afslører, hvor meget Spiegelhauer og TV2 har tjent på at ødelægge en mand og hans familie. "Det var vores fortjeneste, at manden blev stoppet," udtaler journalisterne bag det langtrukne og pseudodramatiske tv-program Operation X. Nu forstår jeg, hvad de mener.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu