Læsetid: 4 min.

Stormagtspil om EU

27. marts 1999

Minus, minus, minus. Poul Nyrup Rasmussen fik ikke ret meget med hjem fra EU-topmødet i Berlin. Der var nul dansk indflydelse på valget som formand for EU-Kommissionen, Frankrigs Jacques Chirac fik udvandet EU's landbrugsreform til stort set ingen ting og Danmark kom til at betale mere til EU, uden at de ekstra danske kroner gør det lettere for de østeuropæiske lande at blive medlem.
Statsministeren beklagede selv det dårlige resultat, men det var, hvad de femten regeringsledere kunne blive enige om. Der er intet af udsætte på Poul Nyrup Rasmussens indsats under forhandlingerne i Berlin. Resultatet var bare, at Danmark fik lige nøjagtig så meget indflydelse som et meget lille EU-land med fem millioner indbyggere kan forvente, når de store EU-lande for alvor spænder musklerne.
Desværre anvendte særligt Frankrig og Storbritannien deres mange muskler til at sikre nationale særinteresser, præget af øjeblikkets hensyn. Jacques Chirac havde på forhånd lagt op til et hårdt forsvar for milliardstøtten fra EU til fransk landbrug. Storbritanniens Tony Blair tog på samme måde til Berlin for at forsvare landets milliardrabat på kontingentet til EU-medlemskabet.
Da de nationale særinteresser kom i første række, så forbereder topmøde-reformerne kun delvist EU på optagelsen af de østeuropæiske lande og slet ikke på de kommende liberaliseringer af verdenshandelen i WTO.

Berliner-topmødet rører ikke ved støtteopkøbene af kød og korn, Europas skatteborgere kommer også fremover til betale landbrugets kød- og kornbjerge. Et tydeligt tegn på, at topmødets udvandede reform af landbruget først og fremmest sparer penge ved at udskyde principielle, men kostbare forandringer. Derfor kommer EU i klemme, når WTO-forhandlingerne starter en gang i efteråret, fordi EU på forhånd har forpligtet sig til yderligere liberaliseringer af landbrugspolitikken. Alt tyder på et skarpt opgør mellem EU og særligt USA, der vil holde EU-landene fast på løftet om at fortsætte liberaliseringerne.
Ærgerligt nok kommer EU-landene til at kæmpe den forkerte kamp i WTO. De femten EU-lande skal forsvare støtten til landbruget, selv om alle ved, støtten vil blive aftrappet. Den mere afgørende kamp for retten
til at stille etiske og miljøpolitiske krav til landbrugets produktion kommer i anden række.
Her kunne EU kræve retten til at sige nej til hormoner i kød og retten til at sige nej til gensplejset soya, selv om USA helst vil blæse på de europæiske bekymringer og presse fri handel igennem uden nogen som betingelser.

Der er to forklaringer på, at særligt Frankrig og Storbritannien kunne præge topmødet.
Selv om Jacques Santer som formand for EU-Kommissionen sad med ved forhandlingsbordet, kunne den skamskudte kommissionsformand ikke holde fast i de perspektiver, der prægede Agenda 2000, EU-Kommissionens eget ambitiøse udspil til de to reformer.
Berliner-topmødet viser, at en svag EU-Kommission hverken kan holde de store EU-lande eller de store perspektiver på plads.
Netop den hurtige udpegning af italieneren Romano Prodi som ny formand for EU-Kommissionen blev det første bevis på, at topmødet i Berlin kom til at stå i stormagternes tegn. Da topmødet officielt startede onsdag morgen, var de fire store EU-lande, Frankrig, Italien, Storbritannien og Tyskland allerede blevet enige om, at Romano Prodi skulle være den ny formand. Derfor blev forhandlingerne på selve topmødet en formsag. Poul Nyrup Rasmussen var koblet helt ud af den beslutning.
De store viste for første gang muskler.
Samtidig overskyggede NATO-angrebene i Serbien og Kosovo reformdiskussionerne i Berlin. Forsvars- og sikkerhedspolitikken kom til at stå i centrum i Berlin. I de to helt afgørende spørgsmål tier eller tilpasser de små lande sig, når de store taler.
Gerhard Schröder, Jacques Chirac og Tony Blair talte alle i telefon med den russiske ministerpræsident Jevgenij Primakov under pauser i topmødeforhandlingerne. Når bomberne detonerer over Beograd er der kun store spillere på scenen. De små er henvist til kulisserne. Her stod Poul Nyrup Rasmussen onsdag aften og fik først at vide, at angrebene var gået i gang, da en journalist fra TV 2 fortalte ham det. Jacques Chirac og Tony Blair var orienteret om angrebene på det tidspunkt.

I andre pauser under forhandlingerne i Berlin fik de store spillere også ringet til Romano Prodi for at snakke en reform af EU-Kommissionen igennem. Det er forståeligt nok, for der er et skrigende behov for at åbne kommissionens lukkede forvaltningskultur. Det vil bare være meget ubehageligt, hvis de fire store lande gentager kunststykket fra Berlin, når de femten regeringsledere mødes lige efter påske. Her skal de ifølge dagsordenen udforme hovedkravene til en reform af EU-Kommissionen. Det vil være meget ubehageligt, hvis de fire store fremlægger et færdigt forslag til reformer, som de andre lande så bliver nød til at acceptere.
Resultatet kan så blive reformer, der svækker EU-Kommissionen over for Det Europæiske Råd. Det vil give Tony Blair og Jacques Chirac mere indflydelse.
I Berlin brugte de den til at sikre nationale særinteresser.
Berliner-topmødet kan være det første skridt på vejen til en renationalisering af Europa-politikken, der vil give plads for traditionel og nationalistisk stormagtspolitik fra de store lande. Så vil Danmark og Poul Nyrup Rasmussen for alvor blive placeret i kulissen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her