"Åh, hvilken strålende ny verden, med så mange vidunderlige mennesker i den".
Miranda i Shakespeares "Stormen"
- gengivet af P.Nyrup Rasmussen
STATSMINISTEREN havde søgt til den politiske analyses store mester før gårsdagens præsentation af den renoverede regering. Med en moderne udgave af den berømte replik om "fagre ny verden", søgte han at forklare, hvordan regeringen nu vil se fremad, og lægge fax-kævl og anden smålighed bag sig.
Men hvad har landsfaderen mon tænkt, mens han læste "Stormen". I dette sidste af Shakespeares store stykker - skrevet i 1611 - øser den store mester af hele sin livsvisdom. Hovedpersonen Prospero, hertug af Milano, har (også) sine store politiske problemer. Han tvinges fra posten af en nedrig magtintrige - og flugten sender ham til havs i en lille plimsoller. Intet mindre end en tryllestav skal der til, før Prospero ad åre kan slå igen over for sine modstandere.
TRYLLERIET var ikke at øjne i den rokade, Nyrup i går indviede offentligheden i. At ingen på forhånd havde gættet hele den nye konstellation er heller intet under. Dertil var valgene for sælsomme.
Og ikke et eneste nyt talent havde Socialdemokratiet fået udviklet til opgaven på ministertaburetterne. I sig selv en udstilling af partiets kolossale generationsproblem. At den kun 25-årige Pernille Blach Hansen bringes ind på den meget krævende post som politisk ordfører, understreger næsten pointen.
Ritt Bjerregaards comeback er et udspil, der bekræfter, at Nyrup er så hårdt presset, at han er rede til at spille politisk hasard. Statsministeren har før fået barske lektioner i, hvordan hans nye fødevareminister kan følge egne dagsordener og spille en destruktiv rolle.
AT SÆTTE Karen Jespersen til venligt smilende at varetage stramninger på udlændingeområdet, er der godt nok taktiske argumenter for. Men mening giver det først, hvis hun står fast på, at en lang række af de problemer, der i den offentlige debat omtales som indvandrerproblemer, i virkeligheden er gedigne sociale problemer. Og derfor også kan løses som sådanne.
Når Henrik Dam Kristensen så afløser Karen Jespersen som socialminister har det den enkle fordel, at salmonella-planer og sociale forsikringer nu kan søges gensolgt med den nye chance, som et nyt hoved dog altid giver.
Og statsministeren kan selvfølgelig drømme om, at et samspil mellem de to ministre kan være en af de tryghedsskabende foranstaltninger, som hans regering har så hårdt brug for at levere.
Nogen større tryghed ligger der næppe i at sende Sonja Mikkelsen ud i en ny ministerkarriere - og at der ikke blev plads til en saglig fornyelse som Carsten Koch, er svært at se som et sundhedstegn.
ROKADEN er ingen reel fornyelse - men giver dog Ministeriet Nyrup mere patina. Tilbage står en regering i politisk krise. Med en regeringsleder der i mange sager er sin egen værste fjende - og med en dagsorden som den har svært ved at overbevise befolkningen om.
Der er ligefrem små tilløb til befriende ærlighed herom i det debatudspil om "Det holdbare samfund", som også kom på bordet under onsdagens tumult. Mellem linjerne i oplægget står der reelt: Vi ved godt, at vi skal finde en ny formel for velfærdssamfundet og redefinere grundlaget for sammenholdet. Men rent faktisk ved vi ikke, hvordan vi skal gøre det. Kan vi ikke tale om det?
Selvom planen til fire "folkehøringer" ikke lever op til betegnelsen, ligner øvelsen dog et tilløb til en erkendelse.
PROSPERO når også mange erkendelser under de politiske storme, han gennemlever. Først fordrevet af et usselt spil - senere styrket af overnaturlige kræfter. Og til sidst drevet af ny eksistentiel tvivl. Mange har prøvet at uddrage magtspillets hemmelighed af denne dramatiske fortælling om den gamle fyrste og den store storm.
Hvad Nyrup kan lære skal være usagt. Men Prosperos hudløse erkendelse af magtens utilstrækkelighed og begrænsning var måske et bedre bud end drømmen om hans tryllestav. mol
