Læsetid: 2 min.

Stormesterligt brøler

Aronian lavede fæl begynderfejl i Tal Memorial
14. november 2006

Levin Aronian er en verdens skarpeste stormestre og førstemand på det armenske hold, der overraskende vandt guld ved skak-OL i Torino tidligere på året. Han er normalt ikke en mand, der sidder og sjasker med brikkerne. Hans partianlæg er præget af lange og dybe beregninger, og han er ekstremt fokuseret. Men se nu blot, hvilken uhyrlig brøler han begik som hvid mod Peter Svidler i tredje runde af den igangværende superturnering Tal Memorial i Moskva:

1.d4 Sf6 2.c4 g6 3.Sc3 d5 4.Lg5 Se4 5.Lh4 Sxc3 6.bxc3 dxc4 7.e3 Le6 8.Db1 Dd5 9.Sf3 Sd7 10.Le2 Lf5 11.Db2 Lg7 12.0-0 Sb6 13.a4 a5 14.Sd2 Ld3 15.Lxd3 cxd3 16.Tfb1 Dc6 17.Da3 0-0 18.c4 Sxc4 19.Sxc4 Dxc4 20.Lxe7 Tfe8 21.Td1 Tac8 22.Lg5 c5 23.Dxd3 cxd4 ...

Nu giver en fortsættelse som 24.Dxc4 Txc4 25.exd4 Lxd4 26.Ta2 f6 sort en meget fordelagtig stilling, hvid måske kunne kæmpe videre fra. Men Aronian jokker i spinaten med et gevaldigt skvulp:

24.exd4??

Se diagrammet.

Som Poul Reumert udtrykte det i gamle dage: "Kan alle se mig? Kan alle høre mig?" Peter Svidler var ikke længe om at få rettet opmærksomheden mod sig:

24. - Te1!

Ja, selvfølgelig. Russeren har simpelthen trukket tæppet væk under den hvide dronning. Armeneren opgav naturligvis på stedet.

Trods nederlaget til Svidler ligger Aronian på en delt førsteplads, idet han har vundet over Shirov, Morozevich og senest Magnus Carlsen, der med sit ratingtal på 2698 er eneste stormester under 2700-grænsen i det skræmmende stærke felt. Magnus tabte også i første runde - til Boris Gelfand - men har ellers spillet fire seje remiser. Han behøver bestemt ikke skamme sig over sin præstation. Magnus er endnu ikke fyldt seksten år og lærer givetvis meget af at møde de rigtigt hårde drenge.

Stillingen efter seks af de i alt ni runder: 1.-3. Aronian, Armenien, Lekó, Ungarn, og Ponomariov, Ukraine, alle 4 points. 4.-6. Svidler, Rusland, Mamedyarov, Aserbajdsjan, og Gelfand, Israel, alle 3 points 7.-8. Shirov, Spanien, og Grisjuk, Rusland, begge 2,5 points 9.-10. Carlsen, Norge, og Morozevich, Rusland, begge 2 points.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her