Læsetid: 5 min.

Storpolitisk krise ulmer i Baluchistan

Offensiven i Baluchistan kan føre til yderligere deling af Pakistan
13. januar 2006

TOKYO - Baluchistan, Pakistans største og fattigste provins - der deler grænse med Iran mod Vest og med Afghanistan mod Nord - fortsætter med jævne mellemrum med at dukke op på kortet over konfliktzoner.

For fjerde gang siden 1947 er det nu igen tid. Verden har pludselig fået en ny krisesituation med storpolitiske dimensioner at bekymre sig om - en rullende snebold, som truer med at destabilisere hele det sydlige og centrale Asien.

I et CNN-interview i mandags anklagede Pakistans præsident, Pervez Musharraf, ærkefjenden Indien for at finansiere og bevæbne oprørsbevægelsen i provinsen og dermed sætte den fredsproces på spil, som blev indledt for to år siden.

Andre udenlandske aktører på scenen er Kina, USA, Rusland og Iran - alle med forskellige interesser i en feudal region, hvor en skyggeagtig guerillabevægelse stiller krav om den selvstændighed, som briterne udlovede dem længe før deres retræte i 1947.

Skæbneåret 1971, da Pakistan mistede sin østlige del, som blev til Bangladesh, kaster stadig dystre skygger og får mange til at se nye spøgelser.

"Militæret har intet lært af tragedien," skriver kommentatoren Sarmad Bashir i avisen The Nation.

Uroen er blevet yderligere næret af, at den tidligere chef for den indiske sikkerhedstjeneste har forfægtet det synspunkt, at selvstændighed for Baluchistan fortsat er del af Indiens "ikke færdiggjorte del af dagsordenen for delingen".

Indien bør, hævder han, give moralsk støtte til nationalisterne, som opfordres til at alliere sig med ligesindede i Sindh, med shiamuslimer i Gilgit og med indbyggerne i Azad Kashmir for at stå op imod Islamabad.

Et andet råd er at hente inspiration fra frihedskampen i Bangladesh...

Kamp om olie og gas

Svigt, udbytning og undertrykkelse har længe været de baluchiske stammefolks skæbne, og i det senere år er det kun blevet værre. Nu handler det også om store gas- og olieforekomster og om dybdehavnen i Gwadar, som kineserne bygger og om en stadig vigtigere geostrategisk position. Og om indtrængere - punjaber, som overtager jordområder, og hæren, som vil oprette tre ny militærbaser for at øge sin troppeudstationering.

Derimod er konflikten helt fri fra religiøse aspekter. Baluchistan har en lang historie. I 1893 tilfaldt betydelige dele af området Persien og Afghanistan. Da kolonivældet under briterne ophørte i 1947, valgte flertallet af stammefolket at støtte Mahatma Gandhis anstrengelser for at holde sammen på Indien og modsatte sig oprettelsen af Pakistan.

Denne fejlsatsning førte til en første 'straffeaktion' i 1948 og kan også delvis forklare den diskrimination, som har skabt massiv mistro imod alle civile og militære regimer, den pakistanske nation har haft. Den fjerde aktion i 1973 var mere end et oprørsforsøg. Balucherne kæmpede for en selvstændig stat. Drømmen blev brutalt knust af den folkevalgte ministerpræsident Ali Bhutto, som søgte at statuere et eksempel efter fiaskoen i Dhaka, da 90.000 pakistanske soldater blev taget som krigsfanger af den indiske hær.

5.300 dræbt

Bhutto fik god hjælp af shahen af Iran, som bidrog med kamphelikoptere, og general Tikka Khan fik efter blodige kampe endelig sin revanche. 5.300 baluchere, mange af dem kvinder og børn, blev dræbt ligesom 3.000 soldater - dobbelt så mange, som er faldet i nogen af Pakistans krige imod Indien.

Tusindvis af baluchere flygtede til Afghanistan, hvor mange af dem endnu lever i eksil.

Situationen i dag er langt mere kompliceret. Diskriminerende særlove gælder i stammefolkets område. Olie og gas er blevet opdaget, men det skulle vare 10 år, før en rørledning blev bygget til provinshovedstaden Quetta. Islamabad regerer efter del og hersk-princippet, og eliten fra Punjab dominerer totalt bureaukratiet, som i grunden er kolonialistisk, og hæren. Det er et megaprojekt, opførelsen af dybdehavnen i Gwadar, bygget og finansieret af kinesere, som har forvandlet det fattige Baluchistan til en geopolitisk krudttønde.

Indien oppe mod Kina

Alle stormagterne fra USA til Kina, Indien, Rusland og Iran er med eller lurepasser i nabolandene, og det vrimler med konspirationsteorier. Hvem vil have et selvstændigt Baluchistan, hvem står til at vinde og hvem til at tabe på konflikten kaldet Baluchistans anden frihedskrig'?

Når Gwadar bliver indviet - sandsynligvis i slutningen af 2006 - har Pakistan omsider en korridor til hele Centralasien og kan regne med transitindtægter fra olierørledninger, øget handel og investeringer. En genistreg mener mange.

Men det er Kinas nærvær, som provokerer. Beijing menes trods dets venskab med Pakistan at have sin helt egen dagsorden og bliver pludselig en magtspiller også i Det Arabiske Hav og Det Indiske Ocean.

Bekymringen er stor. Indien føler sig udfordret, og det gør USA givetvis også. Og allerede i Lenins tid drømte Moskva om at etablere en sådan havn i Sydasien.

I Islamabad vokser mistroen over for den anden store allierede, USA. Fra et selvstændigt Balochistan ville Pentagon kunne udøve samme kontrol, som det gør over Centralasien og Afghanistan fra Kabul. USA ville også kunne stoppe den gasledning, som Iran, Pakistan og Indien vil bygge gennem Baluchistan. Dette får adskillige pakistanske generaler til at nære mistanke til, at USA prøver at puste til konflikten i Baluchistan.

Men hvad så med Indien? Med sit økonomiske boom har Indien brug for al den energi, det kan få fat på. Alligevel lyder der derfra kritiske røster mod den iranske gasledning, eftersom Pakistan menes at kunne lukke for passagen, når det vil. I Islamabad vurderer mange, at Indien nu vil sikre sig med olieudvinding i Centralasien og udskibning via iranske havne.

Volden er blevet optrappet i takt med, at byggearbejdet i Gwadars dybe havn er skredet frem. Men at Indien skulle finansiere og bevæbne guerillaen i Baluchistan er lidet sandsynligt. Og Musharrafs anklager er snarere et tilbagefald til begge parters vane med at skyde skylden for alt på mordpartens efterretningstjeneste.

Den ubehagelige sandhed for Pakistan er, at 1971 kan gentage sig. Præsident Musharraf selv er også del af problemet. Arrogant og magtfuldkomment har han truet oprørsmagerne med udslettelse. Den militære aktion i Østpakistan i marts for 34 år siden medførte tabet af det, der blev til Bangladesh. Den nu indledte offensiv i Baluchistan kan føre til yderligere decimering af den pakistanske nation.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu