Læsetid: 6 min.

Et stort behov for selvkritik

25. august 2006

I det nordlige Honduras i Mellemamerika lever godt 500 familier af at producere og sælge møbler af bæredygtigt træ til det danske marked. Det gør de fordi, der er indgået en aftale mellem en dansk finansieret bistandsprojekt og så bøndernes eget kooperativ. Et projekt, der samtidig har betydet, at bønderne i dag kun producerer bæredygtigt træ.

Projektet administreres af en mindre dansk organisation, Nepenthes, der har specialiseret sig i netop at kombinere hensynet til miljø og økonomisk indtjening for Mellemamerikas befolkninger.

Hensyn, der i planlægning og udførelse involverer markedet. Det fortæller projektets danske leder, Lasse Juul-Olsen:

"Sådanne projekter kan ikke lade sig gøre, hvis ikke firmaer i eksempelvis Danmark er med på ideen. Fordi der er naturligvis en udgift forbundet med at starte en produktion op på steder, hvor folk ikke er vant til at producere efter vores høje standarder."

Den 33-årrige danske projektleder ved, hvad han taler om. Han har de sidste fem år arbejdet for at fremme fair trade til fordel for fattige bønder i Mellemamerika. Et arbejde, der både involverer, at man har en finger på pulsen i forhold de hjemlige markeder - men som også betyder, at man skal tage kampene i felten i en bistandsverden, der til tider er for lukket i forhold til nye tendenser:

"Jeg tror, at man til tider er bange for at gøre op med det eksisterende af frygt for at miste. Derfor er der en form for konsensus om, at det er i orden, at ikke alt lykkedes. Men vi fejler naturligvis, fordi vi arbejder i samfund, der stort set ikke fungerer. Det skal man turde. Og af samme grund giver arbejdet mening."

Udvikling er fælles ansvar

Og resultaterne viser sig. I dag sælger træproducenterne i Honduras til det danske marked, fordi Coop Danmark fra starten indvilligede i at aftage produkterne. Også selvom begyndelsen var præget af en læreproces, der ikke altid betød, at alle aftaler blev overholdt, eller at profitten beløb sig til det sædvanlige. Men det er et spørgsmål om at acceptere, at man fælles tager et ansvar. Noget, som vi måske er villige til at betale for, men ikke altid gør.

"Der er jo mange aktører på markedet. Problemet er som sådan ikke, at markedet ikke er lydhørt. Det er mere et spørgsmål om, at folk er uoplyste. Derfor er vores rolle at indgå som aktør, der både påvirker udbuddet og efterspørgslen," forklarer Lasse Juul-Olsen.

Det indebærer at lave kampagner i Danmark, så danskerne forstår, at man vælger mere end et produkt, når man eksempelvis køber havemøbler af tropisk træ. Og det indebærer, at man arbejder målrettet med firmaerne, der i sidste ende er afgørende for udbudet.

"Jeg mener, at firmaerne med deres magt som hovedaktører i markedsøkonomien bør tage den del af ansvaret, der hedder, at opdrage forbrugerne. Altså udbyde produkter og samtidig fortælle, hvorfor det er bedre. Det var eksempelvis Coop Danmark villige til. I dag tjener de jo på produkterne. Det kræver bare lidt mere langsigtet tænkning," siger Lasse Juul-Olsen.

Fair trade og projekter, der tager hensyn til både markedets betingelser og de fattiges behov, er et stigende fænomen i både dansk og international udviklingsbistand. Og der kan efterhånden tælles en del succeshistorier. Men for den mildest talt brogede bistandsverden bestående af tusinder af mindre private bistandsorganisationer, de såkaldte NGO'er, er det langt fra altid tilfældet, at projekter ender i succes. En rundtur i området omkring det danske projekt taler sit eget sprog.

Skiltejunglen

Kører man ud af ad de små grusveje, der fører ind til de landsbyer, hvor projektets målgrupper bor, passerer man et virvar af skilte. For hver landsby, der ligger tilstrækkeligt tilgængeligt, hører også en håndfuld af de såkaldte NGO'er. Det kan man læse på skiltene, der sirligt indikerer, hvem der betaler for hvad.

De mange tilstedeværende private organisationer giver også problemer. De nærmest træder hinanden over tæerne i iveren efter at yde netop deres bistand - og de har mange forskellige formål. Alt fra religiøse missionærer, der bygger huse for de heldigt udpegede, til forskellige former for landbrugsprojekter, kvindeprojekter, børneprojekter - og så det danske projekt.

Derfor er koordinering nødvendig, så de mange donorer kan samarbejde om at yde den bedst tænkelige indsats. Det er bare ikke altid muligt. Og det er et af bistandens kerneproblemer. Den manglende koordinering og de mange gentagelser:

"Alle taler om bedre koordinering for at undgå spild, kopiprojekter og for at styrke den fælles læring. Men for mange er det hverken ønsket eller praktisk muligt," siger Lasse Juul-Olsen.

På mange projekter er den finansielle styring meget rigid. Det betyder, at når pengene en gang er bevilliget - så er det meget vanskeligt at tage øremærkede midler fra en aktivitet og anvende på en anden. Også selv om behovet nemt opstår - særligt i den underskov af organisationer, der typisk arbejder inden for samme områder. Her mener Lasse Juul-Olsen, at den måde, den danske bistand administreres på, er ret enestående i forhold til de fleste andre statslige bistandsprogrammer:

"Der er for modtagere - altså os som NGO'er - en utrolig høj grad af frihed. Det giver mulighed for hele tiden at tilpasse de enkelte indsatser en meget omskiftelig virkelighed."

Men det er ikke reglen. Derfor ser man de mange enslydende projekter, hvor organisationerne nærmest kæmper om de fattiges gunst for netop deres projekt, forklarer Lasse Juul-Olsen:

"Det har jo samtidig den negative konsekvens, at den dybe tallerken så at sige skal opfindes igen og igen. Der er alt for lidt kommunikation og erfaringsudveksling."

$SUBT_ON$Debat efterlyses

En af årsagerne til, at man i bistandsmiljøet holder kortene for tæt til kroppen, er ifølge Lasse Juul-Olsen, at man frygter for at blotte sig.

"Der er blandt mange NGO'er en angst for at tale om de fejl, der begås. Det hænger nok sammen med, at pressen har en stærk tendens til netop at gå efter de historier og fremstiller dem i et stærkt forsimplet lys. Derfor er det ikke et miljø, der forherliger den kritiske tilgang til at analysere problemer."

Den danske projektleder mener, at en uheldig konsekvens af den udbredte tavshed er, at den manglende selvkritik går ud over erfaringsopsamling og vidensdeling.

Lasse Juul-Olsen har tidligere lavet et studie af NGO-miljøet i Chile. Her var en af konklusionerne, at der af frygt for skandale er en tendens til at dække over problemerne i stedet for at søge til bunds i dem:.

"Det kan sammenlignes med dele af den yderste venstrefløj, der ikke ville anerkende, at der var fejl i den måde, som deres ideologi blev praktiseret. Derfor købte de i stedet hele pakken. Sådan er det også lidt med bistanden: Man ved godt, at der begås fejl, men man lærer at leve med dem. Der skal man være langt bedre til at tage de kritiske briller på og sørge for, at fejlene ikke gentager sig. Der skal mere erfaringsudveksling til. For bistanden er jo domineret af ildsjæle, der både er fagligt kompetente, og som gerne vil gøre deres bedste. Der er bare nogle svagheder indbygget i systemet."

"Men jeg mener overhovedet ikke, at der kan stilles spørgsmålstegn ved u-landsbistanden overordnet set. Man kan stille spørgsmål ved detaljerne - og det gøres der også. Men så længe, at vi ikke har en åben frihandel, og så længe folk ikke fødes ind i en tilværelse, der automatisk tilbyder muligheder, så er bistanden for rigtig mange mennesker deres eneste mulighed."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu