Læsetid: 7 min.

Vi stråler - fordi de hader os

2. september 2005

Han er blevet kaldt den klogeste mand i popmusikken i dag og han er blevet udråbt som Guds gave til hiphoppen. Kanye West er en ny stjerne med en anderledes besked, som man ikke kan lade være med at synge med på

Man kan i en ny video se rapperen 50 cent sidde bag rattet i en bil og synge om, hvor forbandet en gangster han er. Og hvor forbandet liderlig han bliver, når han tænker på, hvor vilde kvinderne er med ham. Det rimer ikke rigtigt, når han synger, men det går rent igennem alligevel. Det kan næsten ikke oversættes:

Shorty so seductive dancin' on me/The way that she move is making me horny. Det kan banalt oversættes til et udsagn om, at den måde en bestemt kvinde danser på, gør ham liderlig. Og så oplyser han, at han vil gøre det med hende igen, hvis hun er der næste morgen. Og bekræfter alle fordomme om, at rappere bare er muskeldyr fra storbyjunglen, der betragter kvinder som instrumenter til seksuel afbenyttelse og håndvåben som oplysningsprojektets kulmination. Det kunne se ud, som om de dyrker stammefællesskaber og voldsromantik. Indimellem råber de noget om racisme.

Men så går det alligevel, som det gik til MTV Awards i Miami i sidste weekend: Det skulle have været alle tiders mest fantastiske opvisning i amerikansk berømthedslykke, mennesker med for mange smykker og musikere med så meget succes, at enhver, der har spildt tid på at tage en collegeuddannelse, måtte føle sig som en konventionel sinke i slæbesporet. Hvorfor i alverden opføre sig pænt, holde op med at bande og overtage de andres moral, når man kan få så mange smykker om halser ved at rappe om sine egne smykker og sine egne våben?

Men lørdag inden den store fest søndag blev Marion Knight, kendt som "Suge", skudt i benet til en lille begivenhed for berømtheder. De store vindere lignede igen tabere. "Suge" kørte bilen, da rapperen Tupac Shakur blev skudt og dræbt på passagersædet i 1996. "Suge" førte dengang an i en legenrarisk rapfejde mellem østkystrappere som B.I.G, og Tupac fra Californien. Et par måneder senere blev også B.I.G. skudt. Lørdag nat overlevede "Suge", men gerningsmanden forsvandt. Bagefter udtalte redaktøren for hip hopmagasinet XXL Elliott Wilson:

"Man stoler i hiphopmiljøet ikke nok på politiet til at vidne, og politiet har ikke gjort noget for at få os til at føle, at vores sikkerhed betyder noget som helst for dem. Det er en ond cirkel."

Det måske mest overraskende var, at skyderiet fandt sted ved en fest arrangeret af den nye superstjerne Kanye West. For Kanye West er netop blevet ikonet på den nye rapper, der kan bryde den onde cirkel. Og West har selv indtaget den position med udtalelser som:

"Det er ikke op mig til at sige, hvad der mangler i hip hoppen. Det er min opgave at levere det, der mangler."

Han er velekviperet, han kan bære forsiden på herremodemagasiner, og han har opfordret hele hiphopscenen til at holde op med at bruge "bøsse" som skældsord. Homofobi er dårligt for hip hop. Kanye West romantiserer ikke våben og tatoveringer. Som en anden stjernerapper Jay-Z har sagt:

"De fleste af os har klaret os ved at kæmpe for vores overlevelse på gaden, men mig bekendt har Kanye West ikke kæmpet på gaden en eneste dag i sit liv."

Kanye Wests far var aktiv Sort Panter, men er i dag ægteskabskonsulent, han reparerer ødelagte familier, mens moren var professor på Chicago University i engelsk litteratur. Nu analyserer hun i pressen sin søns tekster og orienterer journalister om, at Kanye West mest af alt minder om den amerikanske digter Walt Whitman. Selv synger West på sit første album The college dropout, at han bøjer sig for sine forfædre for at rejse sig mod alle dem, der holde de sorte nede. Han knæler for sin tradition og står op imod alle dem, der misbruger traditionen:

"Jeg bøjer mig for min bedstefar som tog min mor/og fik hende til at sidde der, hvor de hvide ikke ville lade os sidde/Da hun var hun seks år, blev hun arresteret for den sit-in/ Med det i blodet er det klart, at jeg måtte blive anderledes."

Han går fremad ved at følge dem, der kom før ham. Han skriver sange til sin mor, han rapper henover gamle hits af afroamerikanske popmusikere som Chaka khan og britiske Shirley Bassey, og han henviser stolt til borgerrettighedsbevægelserne i 60'erne. Han cirkulerer konspiratoriske fortællinger om, at Ronald Reagan som præsident skabte narkotikummet crack for at smadre den sorte befolkning. Og ved den globalt tv-transmitterede live8 koncert i Philadephia, hvor musikerne ellers havde lovet at afstå fra decideret 'politiske udtalelser', brød den moderigtige afroamerikanske rollemodel Kanye West kodeks og fortalte hele verden, at aids var en menneskeskabt sygdom udbredt af den amerikanske regering med det formål at ødelægge Afrika. Han sætter på sit aktuelle album Late registration, der udkom onsdag i denne uge, sin egen harmløse Jesus op imod den Jesus, som bliver brugt til at legitimere vestlige overgreb i Afrika.

Det er bestemt hverken originale argumenter eller overbevisende politiske indsigter, der gør Kanye West til en nu så interessent stjerne i populærmusikken, at han var på coveret af sidste uges udgave af magasinet Time. Det interessante og anderledes ved Kanye West er, at han komponerer en komplet, moderne mytologi. De sidste 30- 40 års afroamerikanske politiske, kulturelle, spirituelle og livstilsmæssige projekter sættes sammen til et univers. Det er ikke en definition af en voldelig modkultur, det er heller ikke en gentagelse af gamle stereotypier om de sorte outlaws. Det er tværtimod en inkluderende gestus, der viser et fællesskab frem som en åbning. Kanye West bruger ikke hip hoppen til at rappe henover almindelige rytmer, men til at sætte gospelkor sammen med popmusik, til at sætte gamle klassikere ind i en nye sange. Han sviner ikke sine kolleger til, han prøver at forklare, hvordan gangsterattituden virker destruktivt:

"De pæneste mennesker gør de grimmeste ting, vi stråler, fordi de hader os." De træder i karakter som mainstreamkulturens foretrukne fjendebilleder. De bekræfter de andres fordomme om, hvordan de er. De er præcis, som de hvide gerne vil have dem til at være.

Hip hoppen er blevet en sociokulturel faktor i det amerikanske samfund. Stjernerne normerer adfærd, de sælger tøj, og de bliver brugt i annoncer for alle mulige produkter til optimering af det gode liv. Undersøgelser viser, at 70 procent af hip hopalbums købes af hvide unge. Det betyder, at de afroamerikanske hiphoppere sender signaler ind i den hvide middelklasse. Men det betyder også, at en minoritetskultur bliver til en populærkulturel dominanskultur. De har en chance for at sige noget og vise noget frem. Det amerikanske samfund har i de sidste par årtier været præget af en fornemmelse af tab af fællesskaber. Det er af både venstreorienterede og højreorienterede iagttagere blevet beklaget, at man savner de lokale fællesskaber, som står mellem det enkelte individ og staten. To så forskellige præsidenter som Ronald Reagan og Bill Clinton efterlyste "community" og med det, der lignede reaktionære tilbøjeligheder, forsøgte de at appellere til familien som rammen om det individuelle liv. Den så populære kommunitarisme er en anden reaktion på den samme erkendelse af, at den for isolerende individualisme skærer betydningsbærende livsverdener væk.

Kanye West balancerer på en problematik; han bruger de kristne sangtraditioner og de sorte succeser til at antyde et community, et specifikt fællesskab, som forkert fortolket risikerer at forfalde til et gammeldags stammefællesskab. Indimellem forfalder han selv til platte ordspil over sin egen storhed: I'm not a businessman, I'm a business man.

Og selv om han undskylder det som anledninger til at nå frem til sit publikum, har også han rappet om kvinder som ludere og pralet med sine penge som eksistentiel triumf. Men så kommer der alligevel bagefter modsigelser og indsigelser og udfald mod forbrugersamfundet og erkendelser af hans egen splittethed: Han prøver at rette sine fejl, men det er fejlene, han skriver sine sange på:

"I'm trying to write my wrongs, but it's funny the same wrongs help me write my songs."

I lange passager tror han ikke rigtig på Gud, og så kommer der alligevel en linje, hvor Jesus forklarer ham fejlene, som det, der gør ham til menneske. Når det bliver ekistentialkitsch, og det gør det regelmæssigt, så slår han selv ud mod sig selv som et pattebarn:

"Min mor sagde altid, at kun Jesus kan redde os/Jamen mor, jeg ved jeg opførte mig åndssvagt, men jeg pakker sammen og rejser væk til november - håber jeg."

Citatet kommer fra sangen "Jesus walks", der som musikvideo modtog prisen for årets overall video ved årets MTV Awards søndag. Den kom fra albummet College dropout, som har solgt i mere end tre millioner eksemplarer og vandt tre grammies. Allerede inden dette album fra 2004 var han kendt som producer for blandt andre Jay-Z og Alicia Keys. Men så trådte han selv frem som rapper og leverede noget helt nyt. Onsdag kom så det længe ventede album Late registration. Den engelske avis the Guardian skrev i anmeldelse: "Kanye West tror selv, han er Guds gave til hiphop. Det nye album viser, at han måske har ret." Kanye er swahili og betyder 'den eneste ene'. Time Magazine kaldte ham den klogeste mand i popmusikken i dag. Det kan alt sammen være for meget og forkert, men han stråler, fordi han skinner henover sine modstandere og indover sine brødre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu