Læsetid: 4 min.

Stram styring af dansk kultur

Der sættes i disse år nye politiske rammer for de danske kulturinstitutioner, der går i retning af øget politisk styring af de statslige midler. Oppositionen kalder det anti-liberal politik, der giver mere bureaukrati og mindre kunst
29. juni 2006

Den nuværende regering ønsker at få mere hånd i hanke med de offentlige tilskudsmidler til dansk kultur. Derfor skal stadig flere støttekroner til dansk kulturliv en tur rundt om Finansministeriet og efterfølgende fordeles via mindre puljer og særlige støtteordninger.

Kulturpolitisk ordfører for Det Radikale Venstre, Elsebeth Gerner Nielsen, kalder det en "en meget anti-liberal politisk styring af dansk kultur," som betyder, at man fratager de danske kulturinstitutioner deres autonomi. Det udvander den kunstneriske diversitet til fordel for en mere økonomisk baseret oplevelseskultur.

Lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet, Peter Duelund, er enig i, at "det helt klart giver mulighed for større politisk detailstyring," hvilket han mener, går ud over princippet om at holde armslængde i forholdet mellem kunst og politik. Han forklarer samtidig, at det at skulle ansøge midler i stedet for at have et fast driftstilskud betyder, at der skal bruge flere og flere ressourcer på alene at sikre den nødvendige finansiering:

"Det er omkostningstungt og sker på bekostning af det faglige personale. Samtidig flytter det jo fokus fra det faglige indhold til økonomistyring."

Den øgede statsstyring mærkes allerede på de danske museer, der oplever, at en stadig større del af deres samlede budgetter skal indhentes via særlige puljer under kulturministeriet.

Formand for Organisationen af Danske Museer og leder af Holbæk Museum, Lene Floris, siger til den øgede puljestyring, at faren ligger i, at særligt de mindre museer ikke har overskud til konstant at skulle søge mindre portioner af midler: "Går der for meget energi med at skulle søger puljer, så går det jo ud over det daglige arbejde. Dermed ender man med, at puljemidlerne næsten æder sig selv op."

Hun fortæller, at man på de danske museer derfor ikke er glade for "for meget projekthopperi." Lene Floris påpeger dog samtidig det positive i at have puljer til specifikke formål, da det giver muligheder for satsninger ud over det sædvanlige, hvilket museerne naturligvis også lever af. Men der ligger en indbygget risiko:

"Det man kan frygte er, at beslutningerne om, hvad midlerne skal bruges til i for høj grad defineres på forhånd - altså inden midlerne er delt ud. Den følelse kan vi godt komme til at side med," siger Lene Floris.

Kort 'armslængde'

Den mekanisme, som man fra regeringens side benytter, er, at man fastfryser museernes driftstilskud, som er de midler, der udgør grundstammen i de danske museers økonomi.

Det sker ved, at regeringen ikke justerer tilskuddene i forhold til den almindelige prisregulering, der årligt udgør to-tre procent. Pengene, der dermed spares, flyttes derefter over i en række puljer, som de enkelte museer så kan søge. Det er dét, der giver den mere direkte detailstyring af kulturmidlerne.

Udover at der er betænkeligt, at afstanden mellem politikere og kunstmidler bliver kortere, så forklarer Lene Floris, at "med flere og flere midler i forskellige puljer, så risikerer man jo, at de ikke øremærkes til det, som der er behov for."

Kulturpolisk ordfører for Socialdemokraterne, Mogens Jensen, er også skarp kritiker af den statslige styring. Blandt andet fordi, at man fra regeringens side forsyner alle midler med resultatkontrakter. Han mener, at "finansministeriet er alt for langt nede i udformningen af mål og resultater for landets kulturinstitutioner."

Lene Floris tror, at en del af forklaringen på både metoden for uddeling af midler og det store fokus på konkrete resultater hænger sammen med politikernes behov for at udvise effektivitet:

"Fra politisk side vil man jo gerne kunne fremvise resultater. Det kan man, når man afsætter midler til klart definerede mål, som er nemme at profilere ud ad til."

Fra oplysning til oplevelse

En tilsvarende proces omkring øget resultatstyring er blevet iværksat i Norge, hvor en undersøgelser publiceret i Nordisk Administrativ Tidsskrift i 2004 viser, at et stigende brug af kontrakter til at måle og veje institutionernes resultater, skaber mere bureaukrati, ensretning og markedsorientering.

"Hvis indholdet på landets kulturinstitutioner i højere grad skal styres af økonomisk vækst og resultater, så er det en negativ udvikling. Det er den her oplevelsesøkonomi, der er tidens store mantra, hvor alt skal kunne vejes og måles i forhold til økonomiske præstationer," siger Peter Duelund.

Han understreger, at det ikke kun er en dansk idé, men en generel tendens i Europa. Problemet er blot, at vi endnu ikke ved, hvad det betyder for fremtidens kulturudbud. Derfor bør man, i følge Peter Duelund, fokusere på den debat, før man omlægger hele det kulturpolitiske tilskudssystem.

Lene Floris ser samme fare i, at man fra politisk side overser, hvad der er museernes rolle:

"Vi er ikke forretninger, men vidensbanker, der varetager andre interesser for samfundets bedste - og det er oplysning. Derfor skal man passe på, at balancen mellem oplevelse og oplysning ikke rykkes for meget i oplevelsesøkonomiens favør. Med andre ord, vi skal ikke kun måles på vores økonomiske evner, for vi har altså også en lang række andre udgiftstunge forpligtigelser. "

Derfor er det for museerne vigtigt, at de offentlige tilskud er på plads, "og det er de ikke i øjeblikket," siger Lene Floris.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu