Læsetid: 3 min.

Strambuks-diplomati

2. februar 2006

Pynteligt er det ikke altid, diplomati og storpolitik. Mange vil nødig vide i detaljer, hvad den vesttyske kansler Willy Brandt sagde til DDR's partisekretær Walter Ulbricht, når de to mødtes under Den kolde Krig, eller hvor meget vand, diplomater ved skærpede lejligheder hælder ud af ørerne.

Bagefter, når en politisk konflikt lykkeligvis løste sig ublodigt, kan det nemlig være svært at gense eller -høre de udgydelser, der banede vejen for en mindelig løsning. Var det virkelig nødvendigt at sige det og det? Skal man ikke stå fast på, hvad der er ret og rimeligt?

Svaret på begge spørgsmål er ja. Her ligger statsministerens dilemma i disse dage, hvor de politiske konsekvenser af Muhammedtegningerne udvikler sig time for time. Selv om man må gå ud fra, at diplomatiets indre linjer gløder, er Jyllands-Postens afprøvning af ytringsfrihedens grænser over for islam blevet storpolitik, og lille Danmark er på kollisionskurs med en millard muslimer.

Anders Fogh ser da også anspændt ud for tiden. Ikke så sært, hvis han for sit indre blik frygter det ultimative skrækscenario, et terrorangreb f.eks. på Nørreport Station. På pressemødet i tirsdags gav han for første gang, siden Muhammedtegningerne blev trykt, udtryk for personlig - men ikke politisk - afstandtagen fra dem og understregede desuden, at dialog mellem kulturer og religioner bygger på gensidig forståelse.

Problemet er, at den slags smørelse næppe er nok nu. Tolerance, diplomati og smukke ord virker bedst, når den talende ikke er under åbenlyst pres. Velvilje og imødekommenhed fra et underskud kan vække mistanke om, at velviljen kan blive trukket tilbage igen, når presset letter.

Foghs kursskifte bliver yderligere utroværdigt, fordi han og regeringen i øvrigt har været stærkt optaget af at demonstrere åbenlyst mandsmod og strambuks-diplomati, bla. ved historisk at lægge afstand til både Besættelsestidens samarbejdspolitik og til Den kolde Krigs omgang med diktatorer. Danmarks deltagelse i Irak-krigen beseglede endeligt dette udenrigspolitiske paradigmeskift.

Men en tydelig politik risikerer også at begå tydelige fejl, og her bliver det et handicap for statsministeren, at han tilsyneladende ikke er verdensmester i at håndtere kritik. Hans reaktion i Muhammed-sagen har nemlig været fuldstændig parallel til tacklingen af kritikken af Danmarks deltagelse i Irak-krigen.

Selv om det i dag står klart, at den danske krigsdeltagelse var baseret på en løgn, har han ikke en eneste gang sagt undskyld for at have bildt danskerne ind, at Irak støttede international terror, at Irak havde masseødelæggelsesvåben og var ved at udvikle atomvåben. I sommeren 2003, da debatten bølgede efter selve krigen, holdt Anders Fogh Rasmussen sig væk fra mediernes søgelys på en lang sommer-ferie i Frankrig.

Tilsvarende afviste han i efteråret at mødes med en række muslimske landes ambassadører. Protokolmæssigt helt efter bogen. Men Fogh kunne ud fra sin egen dagsorden fint have inviteret dem på te og småkager på Marienborg, og som illustration af ytringsfriheden endda vist, hvad han selv må finde sig i fra f.eks. Roald Als' hånd.

At sende tydelige signaler om respekt og imødekommenhed over for muslimske borgere i Danmark, og over for den muslimske verden, burde Fogh have set som en klar regeringsopgave. Uden at han reelt havde givet køb på den mindste stump af ytrings-frihedens princip.

Som den svenske forfatter og debattør Jan Guillou netop har udtalt i et interview med svensk fjernsyns nyhedsprogram Rapporten: "Ind med de arabiske ambassadører på ministerkontoret, og så skulle (Fogh) have sagt: 'Vi har ytrings- og pressefriheden af følgende grunde'. Og så skulle han have forklaret det. 'Og når det gælder disse smagløse, racistiske tegninger, så tager jeg afstand fra dem. Men de er alligevel tilladt'. Voila! I stedet vifter han dem nærmest bort, fordi han hellere vil stryge racistiske vælgere med hårene".

At Jyllands-Posten også nu pukker på sin ytringsfrihed, kan man til nød forstå. Muhammed-tegningerne ligger i forlængelse af dansk satirisk tradition, og netop satire demonstrerer ofte et samfunds overskud til at rumme forskellige holdninger.

Men hele tonen i avisens halvbagte 'undskyldning' til de arabiske medier virker selvretfærdig og respektløs, især når man samtidig fastholder, at tegningerne var 'sobre'.

På den anden side hænger det fint sammen med JP-chefredaktør Carsten Justes klage i gårsdagens Berlingske Tidende: 'De har vundet. Det er det uhyggelige ved det. Jeg gætter på, at ingen vil tegne profeten Muhammed i Danmark i den næste generation.' Her ligger en forældet tankegang om, at der i enhver konflikt kun er én vinder. Diplomatiet har i mange år vidst bedre. Det har statsministeren forhåbentlig også lært.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu