Læsetid: 3 min.

Stramt nok

30. november 2001

Det er ikke kommet bag på nogen, der har med byer og boliger at gøre, at By-og boligministeriet er nedlagt. Og det er vist tørre tårer, der grædes i
byggeri- og anlægssektoren, som fremover vil høre under Erhvervs- og økonomiministeriet. Det nye initiativ er en klar opstramning. Her vil der være mere fokus på industriens og de store entreprenørvirksomheders interesser på bekostning af ’bløde’ værdier som boligkvalitet og liv mellem husene. Denne udvikling var allerede iværksat af den afgåede regering, der valgte at se Sverige som et forbillede for byggeriets genindustrialisering: Her sidder de tre største entreprenørfirmaer på 45 procent af byggeri og anlæg. I Tyskland er det tilsvarende tal tre procent. Til gengæld er byggeriets kvalitet også skandaløst ringe i Sverige.
I det hele taget er den nye regerings boligpolitik ikke til at skelne fra den gamles: flere ungdomsboliger, almennyttige boliger i områder med bolignød, flere private udlejningsboliger, flere ejerformer ind i områder med mange lejeboliger. Nybyggeri opmuntres med lempeligere beskatninger til pensionskasser. Byggeriet skal gøres billigere ved at skrue op for industrialiseringen. Også på dette område er fornyelserne svære at få øje på.
Tværtimod peger opskæringen af By- og boligministeriet på en tankegang, der var tidssvarende (og socialdemokratisk) omkring 1960. Det ser ud til i det hele taget at være regeringens projekt: At vende tilbage til tiden, før verden gik af lave, før EU, før IT, før Berlinmurens fald, før indvandrerne. Velstand kan bedst opnåes ved rationalisering og kassetænkning. Opgaver kan deles op i overskuelige, mindre opgaver og uddelegeres. Og bypolitikken har noget med integration at gøre, så den skal til Flygtninge-, indvandrer- og integrationsministeriet.
Men her strammer de den lige en tand for hårdt.

Boligministeriet blev omdøbt til By- og boligministeriet, fordi man ville flytte fokus i velfærdspolitikken fra boligen til byen. Fra enkeltheden til helheden. En helhed, hvor integration indgik, men hvor fokus var på samfundets sammenhængskraft og demokratiske udvikling fremfor på ’de fremmede’.
Bypolitik er nok lidt for svært for den nye regering. For bypolitikken handler om at se og acceptere mange forskellige ting på en gang, om at se samfundet som en kompleks helhed fremfor som en sum af mange enkeltdele. For byen er for os alle sammen, som det siges på side 4 i dagens avis. Udfordringerne i dag handler om Bottom-up Planning, som det hedder på engelsk, bunden-i-vejret-byudvikling, fordi det gælder om at få det hele med ved at planlægge nedefra og op i stedet for den gammeldags og bedrevidende, overordnede planlægning. Det er en byudvikling, der respekterer nutidens højtuddannede og selvstændige borgere som individer og undgår k(l)asse-tænkning. Og det virker.

Bypolitikken handler om kvartersløft, men den handler også om fornyelse af parcelhusområder, om tilgængelighed for alle, om landsbyudvikling og om integration af erhverv i boligområder. Bypolitikken bygger på den indsigt, at byen, stor eller lillebitte, flad eller høj, er grundlaget for det fællesskab, der igen er grundlag for det politiske liv. Byen er et indviklet rum, hvor der sker mange forskellige ting samtidigt. Og de sidste 30 år har planlæggere vidst, at det ikke nytter at forenkle byen for at få styr på problemerne. Nærmest tværtimod. Jo mindre der foregår – kulturelt, formmæssigt og erhvervsmæssigt i en by, jo mere fattig og farlig er den.
Sikke noget føleri, vil mange teknokrater sige, både i den nuværende og i den afgåede regering. Integration er ikke noget med formgivning eller tilgængelighed eller teknologi. Det er ganske enkelt noget med at perkerne skal lære at tale dansk...
Fredericia og Avedøre Stationsby i Hvidovre er forbilleder for den socialdemokratiske bypolitik som By- og boligministeriet praktiserede, og hvor en integreret byudvikling omfattede alle borgere. En sådan helhedsorienteret planlægning kan ikke gennemføres af en indvandrer-, flygtninge- og integrationsminister,
som vil have blikket rettet mod specifikke problem-
områder. Med den nye regerings politik virker det som om, vi befandt os i en privat landhusholdning i 1950’erne. Og ikke i et mangfoldigt samfund i hastig bevægelse, i mange retninger på en gang. I stedet for en opstramning af bypolitikken, er det en udfoldning, vi virkelig har brug for.

mam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her