Læsetid: 7 min.

Den strategiske hemmelighed

Hemmeligheden kan være et kraftcenter i en selvbiografi. Selvbiografien kan dyrke hemmeligheden som pirrende og ofte amoralsk inspirationskilde. På baggrund af Günter Grass' afsløring af SS-fortid i sin nye selvbiografi har vi bedt en række eksperter i selvbiografien om deres bud på forholdet mellem hemmeligheder og selvbiografien som form
31. august 2006

August Strindberg skrev i en af sine erindringsromaner om, hvordan hans kone revnede sit mellemkød ved en fødsel, og hvordan det aldrig groede ordentligt sammen igen. Han væmmedes. Oplysningerne fra dette meget private rum vakte stor opsigt i samtiden. Mere nutidigt blev Jørgen Leth meldt til politiet, da han i sin selvbiografi Det uperfekte menneske, løftede sløret for et, hvad der blev kaldt, politisk ukorrekt seksuelt forhold.

I begge tilfælde blev det hidtil skjulte bragt frem i offentlighedens lys, og forargelsen var stor.

Samfundsdebattøren og forfatteren, Günter Grass, har netop afsløret sin hemmelighed, og pakket den ind i et løg. Selvbiografien, Når løget skrælles, er ifølge ham selv en historie om tavshed.

På baggrund af hans lange fortielse kunne man spørge, om hemmeligheden fungerer som selvbiografiens højre hånd?

I alle tre selvbiografiske værker fremkommer forfatteren med noget, der før lå hen i det skjulte. Han blotter sig selv - og andre.

"Der er en lang tradition for bekendelser i den selv-biografiske litteratur, hvor forfatteren skriver noget, som han ellers har fortiet offentligt. Det er en genre, hvor der har været publiceret ærlige bekendelser i massevis," fortæller lektor ved Århus Universitet, Institut for nordisk sprog og litteratur, Per Stounbjerg, og han fortsætter:

"Men det er klart, at en selvbiografi samtidig er en fremstilling, hvor forfatteren præsenterer sig selv for offentligheden. En vinklet virkelighed," siger han.

Det skjulte har således altid haft en central rolle i den selvbiografiske genre, og den har været brugt til mangt og meget fra forfatterens side. Tilstå, bekende, legitimere, reflektere, forherlige. Men også lyve.

"Faderen til den moderne spionroman, engelske Eric Ambler, skrev i 1981 sine erindringer. Selvbiografien fik titlen Here Lies Eric Ambler. På den ene side peger titlen i retning af gravskriftens korte opsummering af et liv, og på den anden side ironiserer han over selvbiografiens klassiske projekt: at opsummere og konstruere et liv," fortæller lektor i dansk ved Roskilde Universitets Center, Charlotte Engberg.

Skal læses af andre

Ifølge hende skal man nemlig ikke glemme, at teksten har en modtager, en læser, som forfatteren har i tankerne fra starten.

"Man skal gøre sig det klart, at en selvbiografi altid bliver skrevet med en læser for øje. Den er jo i sin form tænkt som noget, der skal læses af andre, og det er forfatteren fuldt ud bevidst om. Det er derfor vanskeligt at skille selvbiografien fra selvfremstilling og selviscenesættelse. Man definerer ofte selvbiografien ved at sige, at den er fortællingen om det egne liv, men denne fortælling er ikke nødvendigvis mere sand end den fortælling, vi kan læse i en roman - den påstår bare at være det," siger Charlotte Engberg.

Den selvbiografiske fortælling skæres til efter æstetiske kriterier, lånt fra romanen, og bliver udstyret med et forløb og retning, som livet ikke nødvendigvis har i sig selv.

Tilbage til Grass. Han har fortiet noget i årevis, og først nu, da han nærmer sig sit firsenstyvende år, går han til bekendelse.

"Grass kunne sagtens have fortalt det her i en artikel langt tidligere, men han gemmer det, fordi han skal bruge det til at skabe et nyt kunstværk. Selvbiografien er et æstetisk værk, og forfatteren er en kunstner. Kunstnere kan være inspireret af noget amoralsk, som ligger i det skjulte, og det er der, jeg mener, at hemmeligheden forløser Grass kunstnerisk," forklarer tidligere lektor i norsk og forfatter til biografier om Knut Hamsun og Martin Andersen Nexø, Jørgen Haugan.

$SUBT_ON$Hævede sig over moralen

Hamsun, den store norske forfatter, stod efter Anden Verdenskrig over for et retsopgør på grund af sit nazistiske virke. Han overlod hele denne moralske del af sagen til sin sagfører, fordi han mente, at sagen var noget pjat. Hamsuns kunstneriske åre var nemlig begyndt at dryppe igen, og han kunne derfor ikke bekymre sig om noget så banalt. Så han lod retssag være retssag.

"Hamsun gik ind i kunsten igen, og tænkte, at hvis han selv kunne fortælle om sin side af sagen, og om sin deltagelse i nazismen, så ville det rent retslige opgør være ligegyldigt," fortæller Jørgen Haugan.

Hamsun hævede sig derved som kunstner over moralen. Den var han ligeglad med, men havde alligevel behov for at fortælle sin egen historie om nazismen.

"Det handler om, hvordan kunsten bliver brugt til at præsentere noget stof på en måde, som passer kunstneren bedst. Selvom det forarger samfundet," siger han.

Også lektor ved danskstudiet ved Syddansk Universitet, Jon Helt Haarder, fortæller om hemmeligheden som et stærkt kraftcenter i en selvbiografi.

"Det fortiede eller hemmeligheden, er et æstetisk virkemiddel, der er helt uovertruffent i effekt. I tilfældet med Grass flytter han på denne måde ind i sit forfatterskab. I stedet for at være dets herre bliver han på en måde dets hovedperson. Litterært bliver det langt mere interessant når han har fortiet så længe. Dermed ikke sagt, at alt ved en sådan afsløring er effekt," siger han.

Men det er ikke kun i afsløringen, at det skjulte har en effekt. Hamsun skrev i 1890 sin store roman Sult, hvori han beskriver, hvordan en inspiration pludselig kan komme til forfatteren.

"Hamsun har her et pirrende møde med en kvinde og vågner pludselig midt om natten, fordi han mærker, at ordene strømmer til ham i sætninger, han end ikke havde tænkt på. Det er en anden bevidsthed, der taler til ham, og han griber blyanten. Jeg mener, det er det samme med Grass. Han skriver ikke sit kunstværk som et moralsk menneske, fordi det er andre energier, der er på spil for ham. Skjultheden er pirrende, og den kan få ordene til at strømme," siger Jørgen Haugan.

$SUBT_ON$Al magt til kunstneren

Den selvbiografiske genre er en ærkelitterær genre, men en genre, hvor læseren med en vis ret kan forvente, at det han eller hun læser er så tæt på sandheden, som forfatteren selv kan komme. Men især retten til at styre sandheden er vigtig.

"Det er et spørgsmål om magt, og hvem der skal forvalte sandheden. Når en forfatter så vælger at afsløre sin hemmelighed selv, kan vedkommende jo bevare fortolkningsmonopolet og magten over fortiden," siger Jon Helt Haarder.

Der har dog været mange grænsetilfælde, hvor der er tvivl om, hvad der er hemmelighed, hvad der er fiktion, og hvad der er tilnærmet sandhed. Hvor forfatteren helt bevidst spiller på fiktionens virkemidler og rummet med det skjulte. Her skal nævnes Ib Michael og Suzanne Brøgger. Begge forfattere har skrevet værker med klare biografiske træk, men pakket ind i romanens klædedragt. Det skjulte ser måske dagens lys for øjnene af læseren, men ingen kan rigtig vide det. Med Grass er sagen lidt anderledes på den måde, at der, genren til trods, fra forfatterens side er lagt op til en ærlig bekendelse - en bekendelse, som kunstneren alligevel styrer med hård hånd.

"Når en forfatter, som her eksempelvis Grass, får sat sin afsløring ind i den sammenhæng, som han gør, betyder det, at det ikke bliver en undskyldning fra et menneske, der har dummet sig, men hemmeligheden bliver en del at et kunstnerisk forløb. Det løfter ham ud af den moralske sfære og ind i den mere farlige æstetiske," siger Jørgen Haugan.

Grass' hemmelighed er spektakulær i den sammenhæng, at den er sat ind i den tyske offentlighed, men ifølge Charlotte Engberg er hemmeligheden en uddøende race.

"Der er næsten ingen hemmeligheder tilbage. Folk siger og gør hvad som helst i offentligheden, og hemmeligheden er derfor blevet en meget eksklusiv størrelse og i virkeligheden noget meget litterært. Netop fordi kunsten altid har været og stadig er meget optaget af grænsen mellem det kendte og det skjulte, bliver hemmeligheden en størrelse, der konstrueres i litteraturen og i selvbiografien," siger Charlotte Engberg.

$SUBT_ON$Skygger for noget andet

Men en hemmelighed er ikke bare en hemmelighed.

"En hemmelighed kan i virkeligheden komme til at dække over noget andet. En spektakulær hemmelighed som Grass' kan komme til at skygge for noget andet, nemlig den nok så interessante 'hemmelighed' om, hvorfor han ikke har kunnet eller villet fortælle om sit medlemskab af Waffen-SS før nu. Altså en hemmelighed i hemmeligheden," siger hun.

Jon Helt Haarder bakker op om, at grænsen mellem det private og det offentlige er så udvisket, at det kan være svært at få øje på de store afsløringer. Samtidig er det nødvendigt at se selvbiografien som en del af et voksende område.

"De litterære selvbiografier i vore dage er en del af et større felt, hvor det biografiske fænomen er meget omfattende. Vi støder på det selv-biografiske på mange måder. I realityshows og performancekunsten, hvor man hiver noget, der før var skjult, frem, og bruger den effekt, der er i det. Man kan sige, at for at man i dag skal kunne skabe interesse i offentligheden, så skal man have noget at erkende. Men for at hemmeligheder for alvor skal blive vigtige, skal de jo også komme for en dag før eller siden," siger Jon Helt Haarder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu