Læsetid: 4 min.

Strengjomfruen & urkrukken...

...i én og samme person: Joanna Newsom. Harpebetvinger, sangerinde, komponist og en af tidens vigtigste folkemusik-udbyggere overhovedet. Live i Vega, såvel som på plade
25. april 2007

Hun glider på scenen velfriseret og i en ternet kjole i et snit, der ikke signalerer sjoskende bondekone, men heller ikke ligefrem galoperende postmodernitet. Som hende selv med en slags landlig appel til et urbant publikum. En stærk appel. For vi sidder jo bænket, nogle limet, andre lidt mere urolige på sæderne (det vender vi tilbage til) i Store Vega, for at høre en californisk dame, der har taget folkemusikken og strukket den, som var den lavet af sej gummi, ud i nye egne.

Det sker på hendes seneste, andet album Ys, og det sker også denne mandag aften. Ikke mindst takket være hendes medbragte band: En meddigtende violinist, en lavmælt trommeslager med kun en gulvtam og en stortromme, en usentimental strengespiller på skiftevis banjo og mandolin - og så frk. Newsom selv ved en mere end to meter høj harpe.

En akustisk firenighed som stemmer i med Newsoms sange med en stille dynamik og en sprød detaljerigdom. En skrøbelighed tilmed transmitteret ved lav volumen, som bliver stærkt udfordret fra koncertens begyndelse, hvor pressefotografernes kameraer bliver en uvelkommen ingrediens. Sværmerisk teknologi og kras medieopmærksomhed, der flakser klodset om den blændende, men sarte ynde på scenen - og understreger Newsoms position som en populær antitese til populismen. Ingen radiohits, intet showmanship. Blot fire musikere fordybet i dæmpet samtale et sted ude på de folkloristiske fælleder, og hertil et godt hærdet alternativt rockpublikum (for det er i høj grad dem, Newsom appellerer til), der må strække ører og spænde opmærksomhed for at følge med. Men det lykkes også.

Forbandet fremragende

Den førnævnte urolighed på sæderne blandt nogle individer i Vegas sal skyldes højest sandsynligt Joanna Newsoms fremtoning og ikke mindst hendes stemme. Lad os bare kalde hende pussenusset, lad os kalde hende en naturlig pige, lad os bare kalde røsten kær, og lad os endelig slå fast, at Newsom ikke skal regne med at blive et queer-ikon, et moderne sexsymbol eller en dominatrix i s/m-kælderen. Hun har noget genert kysk, noget piget indyndende over sig, noget Guds ord fra landet, måske noget sukret, der hviner i nogens tænder. Og hvis ikke hun var så forbandet fremragende en kunstner, så ville hun være den stille mus ovre i hjørnet, glemt af alle til afdansningsballet.

Men hun er en forbandet fremragende kunstner, og et moderne publikum tvinges til at forstå, at der findes andre måder at udtrykke feminitet og humanitet på, at der findes andre tilsyneladende bagstræberiske former for selviscenesættelse. Newsom dedikerer sig til mere mytologiske og naturbundne størrelser både tekstligt og visuelt, hun er så at sige på et fjernere plan.

Men hun er her også. Med sin harpe, hvis strenge plukkes med stram hånd og stryges med oceaniske brus. Med sin trods alt yndefulde stemme, der formår at hæve så meget skønhed fra en kort vibrato, så skælmsk ild fra et enkelt falsethvin, så betroende et fløjl i mellemtonen og så megen sødme i sin smukke melodiske hækling. Krukket? Ja da. Men det er ikke et krukkeri af lånt ler.

Pastoral pingpong

På albummet Ys eksploderede Newsom sidste år sin freefolk-skabelon fra debutalbummet The Milk-Eyed Mender (2004) med fem lange, storladent arrangerede, episk tænkte sange, som jeg stadig kan falde helt ind i.

"I dreamed you were skipping little stones/Across the surface of the water/Frowning at the angle where they were lost/And slipped under forever," lyder det på åbningsnummeret "Emily", der til koncerten er omplantet fra de orkestrale vidder til kvartettens intime nyttehave. Og hvilken omplantning. Hvad der på albummet er sært mixede, ambitiøst arrangerede (af Van Dyke Parks) og voluminøst producerede rejser, bliver her til dynamisk tætknyttede dialoger. Mens trommerne nænsomt dunker underliv i sangene, og violinen stryger harmoniske lag på, så skærer mandolinen og banjoen sig ind i sangene med skarpe hooks, hurtige løb, knitrende strenge, metalliske infights med Newsoms bløde harpespil.

Disse arrangementer kan også nydes på den nye fremragende EP Joanna Newsom & The Ys Street Band E.P., der er tættere på denne aftens fortolkning af hendes musik.

Livsaligt, pletvist næsten lystig pastoral pingpong sammenlignet med Ys' ambitiøse mysticisme. Men i begge garderober er det musik, der trækker på irsk og amerikansk folkemusik, men også afrikanske og arabiske mønstre.

Guldaldermalerier

Strengjomfruen og urkrukken Joanna Newsom demonstrerer (hvis det ord ikke er for voldsomt) denne mandag aften slidstyrken og de mange mulige perspektiver i sine episke digte; beviser, at hendes kunstneriske vokseværk også kan vokse ud over scenekanten. Men også kun lige akkurat.

Man sidder lidt med fornemmelsen af, at det er en bedre koncert oppe på scenen end nede i salen. Måske fordi man er blevet blasert af så mange års blændværk. Men også fordi der er lidt for anonyme passager, hvor man finder ud af, at man balancerer på en knivsæg mellem diskret passion og pyntelig kedsomhed. Hvor man opdager, at der lynsnart kan rejse sig et fint hæklet, nærmest kysk slør af distance mellem musikerne og os.

Når sløret er nede, er det til gengæld udsøgt, helt udsøgt. Noget nær ekvilibristisk musik, som får en til at tænke i guldaldermalerier, fordi man selv er en omvandrende urban kliche - men også fordi Joanna Newsom rammer noget fælles på tværs af traditionen og tiden, der er gået, siden størstedelen af den vestlige verden blev døbt i neon.

Og om natten kan man så drømme om "hoppende harer og dansende alfer", som en af mine medpassagerer under koncerten betroede mig dagen derpå.

Joanna Newsom med band. Store Vega, Kbh., mandag.

Joanna Newsom: 'Ys' (Drag City/VME).

Joanna Newsom & The Ys Street Band: 'Joanna Newsom & The Ys Street Band E.P.' (Drag City/VME)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her