Læsetid: 3 min.

Stressede radikale

4. januar 1997

FØRSTE ADVARSEL om de radikales mulige udtræden af regeringen faldt i TV 2's morgenprogram i går. Partiets retspolitiske ordfører Bjørn Elmquist skulle forklare mulige følger af den nu offentlige strid om voldsbekæmpelsens midler mellem regeringspartiernes ledere, statsminister Poul Nyrup Rasmussen fra Socialdemokratiet og økonomiminister Marianne Jelved fra Det Radikale Venstre. "Er regeringen stadig i arbejdstøjet og går efter opnåelige resultater, deltager vi gerne i regeringsarbejdet", sagde Elmquist. "Men er Socialdemokratiet hoppet på VK-partiernes vogn siden Rushdie-sagen, så der fra nu af skal føres uafbrudt valgkamp, har Det Radikale Venstre ingen grund til at sidde i regeringen".
Da var Information allerede udkommet med forsidehistorien om, at Jelved undsiger sin statsministers erklæring om "reformpause", hvad grundlæggende velfærdsforanstaltninger angår. Skønt Nyrup i sin nytårstale udtrykkeligt fremhævede efterlønnen som et af de elementer, der er råd til fastholde, håber Jelved lige så udtrykkeligt på, at der allerede "kan gennemføres en reform af efterlønnen til efteråret".
Med de barske udtalelser Elisabeth Arnold og Jørgen Estrup fra den radikale folketingsgruppe citeres for i dagens avis står det lynende klart, at forholdet mellem de to regeringpartier er blevet anspændt. Siden den socialdemokratiske finansminister Mogens Lykketoft sent på efteråret fejlede sine finanslovsforhandlinger med den konservative leder Hans Engell, siden Nyrup Rasmussen fejlede sin håndtering af Rushdie-sagen, og navnlig siden CD kort før jul trak sig ud af regeringen og den efterfølgende regeringsomdannelse mellem jul og nytår ikke tydede på overvældende socialdemokratisk fornyelses- og handlekraft, slår de radikale for deres egen overlevelses skyld nu fra sig.
Til begge sider i dansk politik! Sådan som de radikale har tradition for, når de føler sig trængte...

YDERST SPIDST betroede Marianne Jelved i går den socialdemokratiske og LO-finansierede avis Det fri Aktuelt, at "jeg er forundret over, at der kommer en melding om hårdere straffe for voldsforbrydere, uden at de radikale som regeringspartnere er blevet spurgt. Forslaget er ikke handlet af mellem Nyrup og mig".
Ikke mindre spidst sluttede samme Marianne Jelved sine udtalelser til Information i går med følgende hilsen til de borgerlige i almindelighed og de konservative i særdeleshed: "I regeringen er vi udsat for propaganda fra Venstre og konservative, der ikke vil noget. Det er ikke socialdemokraterne, der blokerer for reformer af velfærdssamfundet, men de to borgerlige partier. Hvis de konservative ikke vil være med til en reform af boligstøtten og boligydelsen (allerede til foråret), så demonstrerer de deres hykleriske adfærd".
Konklusionen kan blive, at de radikale op til og efter næste valg - hvornår det så end må komme - foretrækker at stå uden for en hvilken som helst regeringskonstallation. Hvad enten den ledes af Poul Nyrup eller Hans Engell/Uffe Ellemann. Tilsvarende har de radikale gjort før, og har de fortsat og under valgkampen udsigt til at blive den parlamentariske tunge på vægten, kan de sikre sig stor mediebevågenhed om de politiske mål og prioriteringer, der efter deres opfattelse skal afgøre, hvem den kommende statsminister bør være.
Udadtil vil det radikale lederskab nok erklære denne konklusion alt for forhastet. Efter alt at dømme er det dog den position, de radikale manøvrerer efter at opnå. Deres egne opinionstal er bestemt ikke noget at prale af, selv om de ikke lige frem udviser drønende tilbagegang som de socialdemokratiske. Også de radikale trænger til øget mediebevågenhed. Som CD nu søger at sikre sig ved at stå uden for regeringen.
Og som Socialdemokratiet prøver at opnå ved sit 'borgelige' udspil til bekæmpelse af volden.

RIGTIG PARLAMENTARISK indviklet bliver det når formaden for den socialdemokrtatiske folketingsgruppe, Pia Gjellerup, understreger sit partis behov for markeringer på det retspolitiske område. Det sker selv om Gjellerup kender de hårde radikale reaktioner over Frank Jensens forslag og selv om de radikale i forvejen blev hårdt presset af indgrebet over for rockerne.
Meget tyder derfor på, at Nyrup og Socialdemokratiet går efter et valg til maj i erkendelse af, at den nuværende regerings parlamentariske grundlag, SF og Enhedslisten, ikke rækker til den politik, Nyrup vil gennemføre. Finansminister Mogens Lykketoft bebudede i går i dagbladet Børsen således, at SF og Enhedslisten ikke er til noget "omkring f. eks. den nye bistandslov".
I dag indleder de radikale to-dages diskussioner om "Den stressede velfærdsstat" på Nyborg Strand. Selv er partiet også stresset.

el (Ejvind Larsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her