Læsetid: 7 min.

Han vil stryge markedet mod hårene

24. februar 2006

Få økonomer har faglig pondus, der kan stå mål med Joseph Stiglitz, og få leverer en så sønderlemmende kritik af manglerne i bekæmpelsen af den globale fattigdom eller anviser så lovende nye udveje

Af ydre ligner Joseph Stiglitz ikke just prototypen på den uforsonlige kritiker af den neoliberale kapitalismes dogmer, han har fået ry for at være. Han er en korpulent og distingveret herre i velsiddende, elegant jakkesæt under hvilket han bærer røde seler, og fremtræder for så vidt som legemliggørelsen af den klassiske karikatur af Wall Street-bankieren. Dog antyder hans grå fuldskæg en personlighed af en anden karat. Det får ham til se ud som en profet fra Det Gamle Testamente, hvad han - i en vis forstand - også kan siges at være.

Skønt de virkede for næsten 3.000 år siden, tordnede de jødiske profeter i vidt omfang imod samme dårligdomme, som forarger Joseph Stiglitz ved vor tids globaliserede verden: høje skatter for de fattige; handelsregler, der manipuleres med henblik på at begunstige de rige; unfair og ubærlige gældsbyrder og lovgivning, der diskriminerer imod de fattige.

Det er Stiglitz' yndlingstemaer. Til disse føjer sig desuden, hvad han ser som hykleri fra ledere, der hævder at have ædle hensigter, men holder sig til bogstav frem for til ånd, når det gælder om at indfri løfter og foregiver en fairness over verdens fattige, som de ikke praktiserer.

Men Joseph Stiglitz er ikke en frelst venstrefløjsprædikant, der er skyllet i land som vraggods fra forgangne årtiers klassekamp. Han er tidligere cheføkonom i Verdensbanken og tidligere økonomisk chefrådgiver for Clinton-regeringen.

I 2001 blev han tildelt Nobelprisen for banebrydende studier af, hvordan markedsmekanismerne påvirkes af ulige adgang til informationer blandt markedets spillere.

Fra denne måned er hans arbejdsplads henlagt til University of Manchester, hvor han skal være forskningsleder på Brooks Worlds Poverty Institute, der undersøger, hvordan akademiske økonomers nytænkning kan influere på praktisk økonomisk politik.

Sidste år bragte store fremskridt. Live8-koncerterne og den massive internationale kampagne imod fattigdom førte til øget bevidsthed om de globale ulighedsproblemer. Og G8-landene fordoblede deres årlige globale bistand og indgik aftaler om multilateral gældslettelse - begge dele markante gennembrud, "men kun hvis de rige lande holder, hvad de har lovet," pointerer Stiglitz.

Men hvad angår det mest afgørende spørgsmål af alle - handelspolitikken - "står det i dag klart, at de løfter, der blev givet på WTO's handelsrundetopmøde i Doha i 2001 (om at rette på ubalancen fra tidligere handelsrunder, red.) er misligholdt.

"Under store fanfarer bebudede vi, at vi ville åbne vores markeder for udviklingslande for 97 procent af alle produkter. Men tilbuddet var komplet værdiløst. Hvad nytter det, at vi tillader lande som Bangladesh at eksportere jetmotorer, flydele og lignende ting, som de ikke producerer, når vi insisterer på at holde de ting, de kan fremstille - tekstiler f. eks. - ude fra vores markeder?"

Urugay-runden, som gik forud for Doha, præsterede imidlertid et resultat for de fattige nationer. Uruguay gav WTO magt til at afgøre, hvorvidt bestemte handelspraksisser var lovlige eller ej. Og i årene siden da WTO da også kendt flere handelspraksisser ulovlige - både amerikanske og europæiske. Samme WTO-procedurer, mener Stiglitz, vil også kunne bruges til at tvinge USA til at agere i forhold til et andet problem, han anser for at være af samme størrelsesorden som global fattigdom - de verdensomspændende klimaændringer.

For 10 år siden var Stiglitz medlem af Det Mellemstatslige Panel for Klimaforandringer. I dag har hans bange anelser fra dengang fundet hurtigere bekræftelse, end han havde troet.

"For 10 år siden var teorien om klimaforandringer velunderbygget og den øgede koncentration af drivhusgasser i atmosfæren en fastslået kendsgerning. Men ingen forudsagde, at klimaforandringerne ville manifestere sig så hurtigt og dramatisk, som vi ser i dag."

USA's høje niveau i CO2-udledning er, siger Stiglitz, som en klodset elefant i klimaforandringernes porcelænsbutik.

"Bush gør intet. Han sætter al sin lid til, at nye og mere miljørigtige teknologier med tiden kan løse problemet. Dette må virkelig bekymre. Vi har manøvreret os ind i en blindgyde, og problemet er så dødsensalvorligt, at det bliver fatalt for os at ignorere det."

Joseph Stiglitz ser to løsningsmodeller for sig: Den første består i at skabe stærkere incitamenter for u-landene til at involvere sig i udledningsreduktioner. Handel med CO2-kvoter er et rosværdigt initiativ, der udnytter markedsmekanismerne, men mere bør gøres.

"Kyoto-protokollen tilbyder tredjeverdens-lande økonomisk belønning for at udplante nye skove, men ikke for at bevare de eksisterende skove. Det betyder, at f. eks. Papua Ny Guinea kan få penge ud af at hugge sine skove om og genplante dem, men ikke hvis det udplanter helt nye. En helt tåbelig ordning!"

Hans anden idé er mere kontroversiel. Den går ud på, at USA ved hjælp af internationale handelsregler skal tvinges til at skride ind imod klimaforandringer. Dette vil indebære, forklarer Stiglitz, at EU skal søge at få WTO's ord for, at USA's udmelden sig af alle internationale bestræbelser på at reducere CO2-udledning de facto svarer til at statssubsidiere amerikansk industri. Og dette er ifølge WTO's handelsregler ulovligt.

Amerikaneren Stiglitz er i det hele taget kritisk over for USA over en bred front. Det gælder også det amerikanske engagement i Irak, som - ifølge et konservativt skøn - nu har kostet USA over 2.000 milliarder dollar. 10 gange mere end forventet, siger Stiglitz.

"Bush-regeringens misregimente i Irak har skabt en nedadgående spiral. Den mislykkede udbedring af mangler i infrastrukturen, der i dag er ringere forfatning end før krigen, har ført til mangel på økonomisk vækst og mangel på job. Manglen på job og den utilfredshed, der følger heraf, skaber et stærkt rekrutteringsgrundlag for oprørsstyrkerne. Vi har altså en ond cirkel: Det er vanskeligt at opbygge infrastrukturen på grund af oprøret. Det er vanskeligt at bekæmpe oprøret på grund af mangel på job. Og det er vanskeligt at skabe job på grund den mangelfulde infrastruktur," siger Stiglitz

"Vi, som advarede imod dette hængedynd, fik endnu mere ret, end vi troede. Manglen på ordentlige analyser og forberedelse i Bushs regering - og her kan vi også inddrage Blairs - er chokerende. Især i lyset af, at det er en krig, USA og Storbritannien selv valgte. Denne alvorlige forsømmelse er for mig at se en enorm belastning for de to ledere. En lignende ond cirkel er på færde i Afghanistan, men her vil en betydelig forøgelse af den økonomiske bistand formentlig kunne gøre en forskel."

Stiglitz advarer om at begå samme fejl i De Palæstinesiske Selvstyreområder, hvor Israel og Vesten truer med at afbryde bistanden til Hamas-regeringen, hvis den ikke opgiver sit dogme om ikke at ville anerkende Israels eksistensret. "Det vil være en katastrofe at afbryde pengestrømmen. I stedet burde det have højeste prioritet at forbedre levestandarden. En forbedret økonomi med flere job til palæstinenserne er vigtigste forhåndsbetingelse for. Øget velstand skaber incitament for stabilitet. At lukke for pengene vil kun gøre alt værre."

Stiglitz udtrykker en sær blanding af pessimisme og optimisme. Men den udspringer af pragmatisme snarere end af ideologi.

"Al erfaring viser, at det er vanskeligt at købe fattige lande til god opførsel ved at belønne dem med økonomiske fordele eller straffe dem med sanktioner. På den anden side giver selektive hensyn en vis mening. At give mange penge til lande med høj korruption er ikke fornuftigt." Stiglitz var modstander af udnævnelsen af Paul Wolfowitz til ny chef for Verdensbanken, men støtter hans beslutning om at stoppe yderligere långivning til Kenya.

Faktisk er han mere positiv over for den neokonservative Wolfowitz, end man måske skulle vente. "Wolfowitz' udmeldinger har i store træk været fornuftige i gælds- og handelsspørgsmål. De positioner, han har indtaget, afviger da også fra USA's officielle. Han står fast på centrale handelspolitiske principper, og har været positiv over for, at banken yder bistand til mellemindkomstlande, selv om han dermed lægger sig ud med vide kredse i den amerikanske højrefløj."

Forholdene er blevet værre i Afrika de seneste 40 år, men de er til gengæld blevet meget bedre i Asien, som engang befandt sig på samme niveau som Afrika. "Dette viser omfanget af Afrikas tragedie, men også at det ikke er en naturlov i, at tragedien skal fortsætte. Vi har i de senere år lært meget om, hvad der virker, og hvad der ikke virker - så vi er i en bedre position for at skabe fremskridt end længe."

Vil der ske fremskridt? Igen blander optimisten og pessimisten sig.

"Der har været meget ond tro og dobbeltspil fra flere parter, især i handelsforhandlingerne. Alligevel er jeg optimist, fordi vi tydeligvis bevæger mod en ny form for konsensus. Politikere som Tony Blair og Gordon Brown har haft held til at gøre den globale fattigdom til en højt prioriteret problemstilling, som der fastholdes et stort internationalt fokus på."

I stedet for at overlade problemet til handelspolitiske teknokrater, "har vi fået premierministre og finansministre, der insisterer på, at en forbedring af udviklingslandenes situation er en afgørende forudsætning for at få hele det globale økonomiske system til at virke mere hensigtsmæssigt."

Heri, spår Stiglitz, ligger et grundlag for ægte fremskridt.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her