Læsetid: 4 min.

Studio Camre

12. september 1998

I et mere florissant end just overbevisende debatindlæg i gårsdagens avis forsikrer Filmhusets presse- og kommunikationschef, Agnete Dorph Stjernfelt, at der ikke er grund til bekymring for dansk film. Tværtimod, bedyrer Stjernfelt, vil dén procedureændring for støtte til filmen, som Filmhusets bestyrelse netop har vedtaget, sikre kvaliteten af produktionerne - også de smalle - i betydelig højere grad end før. Bedyrer Stjernfelt. Som bekendt har kulturministeriet bevilget føleligt flere midler til filmproduktion her i landet, og som bekendt kan man ikke lave film her i landet uden statsmidler. Mange. Over disse, som førhen ikke var mange, men til gengæld få, disponerede hidtil det såkaldte konsulentsystem. Ingen over, men gerne i branchen ved siden af konsulenten, var motto og praksis. Man kan sige at latent pengemangel altid stod over konsulenterne, men i kunstnerisk forstand, hvor beslutning om manuskript eller afslag, film eller ikke film skulle træffes, var konsulenterne enerådende. Projekterne præsenteredes for det daværende Filminstituts bestyrelse, der som absolut hovedregel vedtog det forelagte. Grundidéen var konsulentens åremålsbestemte, men suveræne kunstneriske kompetance.
Så langt så godt hældede konsulenten herefter sit hoved til Filminstituttets sagkundskab: direktør med bagland. Helt naturligt stod konsulenten også i denne proces principielt på kunstnerens side. Filminstituttet var med andre ord serviceorgan for konsulenten, som på sin side var kunstnerisk advokat for instruktøren med final cut og det dyre.
Denne indretning er med en vis ret kaldt verdens bedste filmordning og ville for så vidt også have været det, såfremt den havde fået chance som fortjent. Men evig pengemangel betød som antydet at systemet kun periodisk levede op til sit formål. Kassen var tom, når det for alvor skulle bestå sin prøve.

Men med ét blev virkeligheden tilnærmet idealet: kulturministeren skaffede takket være kvalitetsboom i branchen penge til Filmhuset. Dansk film skulle styrkes, succeserne følges op. Næste levende billede!
Fortrædeligheden i den forbindelse er blot at hin økonomiske saltvandsindsprøjtning falder sammen med det klassiske konsulentsystems demontering. Filmhusets øverste ledelse, bestyrelsen, har afskrevet sig magten til at vedtage projekterne, forelagt af konsulenterne. Disse skal i fremtiden have forslag behandlet af Filmhusets udviklingsafdeling til godkendelse i direktionen, der næppe går imod sin egen udviklingsafdeling eller omvendt. Det vil sige at et uigennemtrængeligt, uafsætteligt embedsværk overtager det fremtidige ansvar for udvælgelse og udbud af dansk film. Filmhuset bedyrer det modsatte. Den nye struktur er tværtimod ifølge sure kritikeres løftede pegefingre ensbetydende med kvalitetsforbedring. I samme åndedrag nedskriver udviklingsgafdelingschefen de smalle filmprojekter. Udtalelsen dementeres af Filmhusets direktør, men dyret er sluppet ud, og kønt er det ej at skue. Den freudianske fortalelse bliver hængende i den stillestående luft, hvori dette nystrukturerede miljø allerede befinder sig. Hvor, i den indretning der nu er cementeret, ligger den reelle garanti mod et centralistisk filmbyrokrati, vi hidtil ikke har kendt? Ikke i pressemedarbejderens parfumerede managementsprog. Ikke i Filmhusets direktion, inklusive udviklingsafdelingens ledelse, som i al respekt for deres faglige kompetencer - de er mange - ikke umiddelbart forveksles med ydmyge kunstneriske temperamenter. Med djævelens advokat må man konstatere at personsammensætningen - igen med respekt for direktørens hidtidige bedrifter - mere end antyder viljen til magt. Givetvis, thi livet er jo ikke sort/ hvidt(!): også viljen til flere og bedre film. Helledusseda!

Men spørgsmålet melder sig igen med styrke: mon en svækket uafhængig konsulentordning, mere eller mindre erstattet med en centralistisk udviklingsafdeling, kan være ønskemålet for en statsstøttet filmkunst, der i sit ideale udgangspunkt har kunsten i højsædet? Det afhænger selvfølgelig af folkene i udviklingsafdelingen, som altså under direktionen - som er samme fedt - i sidste ende bestemmer. Men hvem siger at udviklingsafdelingen er svaret på filmfolkets bønner? Hvem siger at alle filmfolk altid vil have noget udviklet dér, og hvem siger at udviklingsfolkene godtager afslag? Og hvem siger at konsulenten kan stille noget op i den konflikt? Konsulenten på mere eller mindre gennemrejse - med direkte ansvar over for direktionen og ansat af den og bestyrelsen - kan ikke stille noget op mod dette apparat, som med en tam metafor ligner en kinesisk æske, med en mindre tam henleder tanken på Kreml i gamle dage: Såfremt De har indvendinger mod dommen, hr., kan de klage til dommeren, der også bestemmer retsplejen og selv trykker på knappen til faldlemmen. Appel kendes ikke. Det står allerede i loven. Såfremt sammenligningen med Kreml falder nogen for brystet, kan man roligt henvise til amerikansk filmindustri.
Filmhuset har lige så stille omdannet sig til en kopi af et studio over there - i åbenbar forglemmelse af sin status som statsligt kunststøtteorgan under Kulturministeriet. Denne indretning lader ministeren også til at have overset. Pressemedarbejderen, Filmhusets taletragt og hendes puttenuttede afrettersprog, tyder i samme retning som ovenstående fornemmelse: Denne institutionelle sorgløshed, der vifter indvendinger til side som døgnfluer, skønt kritikere med erfaring i branchen velargumenteret påpeger en udvikling, som er problematisk for den kunstneriske og uafhængige filmproduktion i Danmark.
Ministeren må indse konsulentsystemets suveræne betydning for en suveræn filmkunst - og for publikum her og hisset.mtz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu