Læsetid: 4 min.

Stueren 'bekymring'

12. september 1997

"Menneskeheden har først og fremmest overlevet ved at bekæmpe den naturlige, morderiske tendens i sig selv."
Antropologen Inge Damm i et interview
med Information.
AT VÆRE POLITISK ukorrekt er blevet mistænkeligt trendy. Alle holdninger synes efterhånden at være lige gode, så spørgsmålet er, om der egentlig er noget nyt i den frygt for De Nye Danskere - indvandrere og flygtninge - som nu luftes i en analyse fra Institut for Konjunkturanalyse (IFKA). Eftersom en undersøgelse omtalt i Weekendavisen for bare nogle måneder siden fastslog, at danskerne nu havde forsonet sig med de fremmede, kunne man få den tanke, at det bare i den mellemliggende tid er blevet stuerent at "være bekymret" for dem.
Eller rettere: Meget bekymret. Meget bekymret er - ifølge analysen, offentliggjort i Aktuelt - hvad mere end hver tredje dansker er i dag. Mere præcist 35 procent - det højeste antal i fire år og en fordobling af tallet fra forrige sommer. Analyser fra det samme institut, der har samlet svarene om fremmedangsten ind blandt en række andre samfundsrelevante spørgsmål til 600 repræsentativt udvalgte danskere, viser ikke uinteressant, at befolkningens "bekymring" for flygtninge og indvandrere toppede i december 1992 og september 1993, hvor procenterne var helt oppe på henholdsvis 43 og 36 procent "bekymrede." Siden faldt "bekymringen" faktisk støt, indtil den altså igen steg - til 19 procent i juni 1996. Analyseinstituttet gør opmærksom på, at analysen ikke siger noget om, hvorvidt bekymringen går på de fremmedes tilstedeværelse iblandt os eller om den er rettet mod de vilkår, vi byder dem.
DET KAN VI kun gisne om. Hvad vi nu også er herligt fri for er, at spilde tankevirksomhed på spørgsmålet om Ekstra Bladets underlag for sin hede, hadske fremmed-kampagne hen over sommeren: Hvis analysen fra IFKA holder, så holder også Ekstra Bladets hadekampagne, hvis sigtet altså er at give læserne, hvad læserne vil have. Hele 52 procent af dem, der køber Ekstra Bladet om søndagen, er nemlig ifølge IFKA-analysen "bekymrede." Mens det omvendt eksempelvis kun gælder 25 procent af Politikens læsere. Hvilket formentlig kan kædes direkte sammen med læsernes uddannelsesmæssige baggrund. Den samme IFKA-analyse dokumenterer, at de ringest uddannede er de mest "bekymrede". Kun hver sjette dansker er slet ikke bekymret. Det viser sig at være de mest velbjærgede og højest uddannde, hvoraf en del bor i Nordsjælland. Procenten mellem de to grupper er virkelig markant: Fra 43 procent uuddannede "bekymrede" til kun 27 uddannede "bekymrede." De allermest "bekymrede" bor i øvrigt i Østjylland.
Det er oplagt at give medierne skylden for det voksende fremmed-ubehag. Man behøver da heller ikke at have studeret statistik for at kunne se en sammenhæng mellem "bekymrings"-procenten og eksempelvis urolighederne på Blågårds Plads i sommer. Medierne opfinder ikke begivenhederne. Men stimulerer en afstandstagen i befolkningen ved i den grad at fokusere på og dramatisere problemer og konflikter, som indvandrere og flygtninge er involveret i. Medieforskeren Stig Hjarvard fra Københavns Universitet siger, at medierne især påvirker folks holdninger på områder, de ikke selv har erfaringer fra. Det forklarer måske, hvorfor de højtuddanede og sandsynligvis mest rejsende er mindst bange.
BANGE ER VI - ikke desto mindre - formentlig allesammen. Inderst inde. En angst, der forekommer flere gange mere interessant end mediepåvirkningen. Siden Herodots tid har det fremmede virket skræmmende. Altid har mennesker tilsyneladende ment, at jo længere væk fra ens egne cirkler, man kom, jo mere forkert blev alting. Som antropologen Inge Damm siger: "Ethvert menneske er inderst inde etnocentrisk." Man kan pumpe sig op til at være modsat - som vi forsøgte i 60'erne og 70'erne af idealistiske årsager - men inderst inde vil vi helst have det, som vores egen kultur udfolder. De fleste af os er bange for at miste privilegier. Og kan tage os selv i at være irriterede ved konfrontation med fremmede, som eksempelvis forekommer arbejdssky. Når vi nu selv knokler fra morgen til aften for at holde den hjemlige menage nogenlunde på sporet og pantelåneren og skattevæsenet fra døren.
Man afslører måske sig selv midt i en ubevidst refleksion over, hvordan de fremmede ville modtage os i deres kulturer, hvis vi af en eller anden, måske miljømæssig årsag skulle være tvunget til at slå os ned under sydens sol. Ville vi så få lov at dyrke vores religion for slet ikke at tale om at promenere bare lår? Nej, vel...
Ét er at gøre forsøg på at forstå det uforståelige - et andet helhjertet at praktisere sin idealisme. Det kan i denne som andre af livets mere indviklede sager anbefales at kontakte sin hjerne for ved hjælp af den at tildele sin indre svinehund et slag over snuden.
Man må nødvendigvis - som Inge Damm også siger - gå op imod den i øvrigt naturlige tankegang, fordi alt andet er uværdigt og umenneskeligt. Som hun siger: "Jeg mener ikke, man skal underkende den rygmarvsrefleks, de fleste af os har i retning af angst for at miste privilegier, men menneskeheden er jo først og fremmest overlevet som art, fordi vi har været nødt til at fremme fred og samarbejde for ikke at udrydde hinanden. Vi er med andre ord overlevet ved at undertrykke vore naturlige, morderiske tendenser."
Altså må man erkende sin refleks, glæde sig selv med, at man ikke hedder Ulrik Høy, slå tænkeren til og lade civilisationen sejre. Overvej et kys til din grønthandler og tag så i øvrigt noget smertestillende, når valgkampen snart går i gang. Man ser den - oh, skræk - for sig med det vælgerunderlag.dam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her