Læsetid: 3 min.

Alt bliver stuetemperatur...

- på tv. Selv brændende bygninger og sociopater med febersyner
15. september 2006

Det er alt sammen bare noget, der foregår derinde bag skærmens glas. Det ved vi jo godt. Selvfølgelig er Clement Kjersgaards læber ikke virkelige. Naturligvis har alle ikke ret til et fedt køkken. Og selvfølgelig er 11. september bare en rablende katastrofefilm med manus af Dick Cheney og instruktion af Mel Gibson. I hovedrollen: to bygninger i King Kong-størrelse, som æder eget afkom, da de bliver forgiftet af fundamentalistiske pile fra himlen. En blockbuster, som vi ser på repeat, indtil den ikke længere foruroliger, men bare er verdens bedste underholdning. Det ved du og jeg, fordi vi gennemskuer fjernsynets simulakrum.

Men det ved Earl ikke. Han er selvfølgelig også på morfin. Og hans anden undskyldning er, at han er en slacker-røv af en sociopat. Men sin egen sitcom skal han da have. Earl blev kørt ned og mistede derved sit skrabelod, som netop havde vist sig at være 100.000 dollar værd. Nu ligger han i gips og stener tv, nærmere bestemt Carson Daly Show, hvor værten leverer livsfilosofi: "What goes around, comes around () It's Karma." Eller som Earl formulerer det: "The secret of life coming straight from Carson Daly's lips to my morphine laced ears." Så han beslutter sig for at gøre sine onde gerninger - mobning, røveri etc. - gode igen for at sikre sig et bedre liv. Med alt hvad det medfører af billige eller let nedsatte grin for seerne.

Earl er en smaller-than-life-figur, som de nu er flest på tv, og hans ledsagere er om muligt endnu fladere stereotyper. Og dermed er My Name Is Earl den indholdsmæssige ækvivalent til Simpsons' formelt todimensionale figurer. Homer Simpson er så også nært beslægtet med Earl, når det kommer til blind accept af tossekassens falske autoritet. "TV said that?!" kan det for eksempel lyde med resignation i hans stemme, hvis denne dunderklump fra USA's slagside rent faktisk må se sig modsagt af familieklenodiet. Og så kollapser hans forsvarsværker.

Uden videre mening

Men vi ved bedre, du og jeg, kære oplyste læser. Tv har ikke en disse med fakta og faktisk liv at gøre. Så da DR2 mandag viser effektiv britisk drama-doku om det, de kalder 11. september, så ved vi, at det svarer til de der middelmådige film-om-filmen, der er ekstramateriale på enhver dvd.

Derfor er det selvfølgelig ren mockumentary, da de interviewer folk, der rent faktisk skulle have været inde i skyskraberne, da de blev ramt af giftpile fra himlen. Det er jo blot dramatisk papmache. Det ved du og jeg. Mens Earl og Homer sikkert ville vride sig i rædsel over, hvad de så på skærmen og straks kræve muslimske hoveder kappet og Mellemøsten invaderet uden smålig skelen til humanistisk pladder såsom national suverænitet.

Men ikke os. I tv bliver alt til stuetemperatur, har vi bemærket, trygt, lunt, en strøm af informationer uden videre mening, en stadig lettere gennemskuelig illusion. Tag bare den første Golfkrig, der tydeligvis var et computerspil. Eller værre endnu: Den anden Golfkrig, som manuskriptforfatterne må været blevet fyret fra for at skaffe penge til de bombastiske special effects. Hvordan ellers forklare den sølle og langtrukne slutning?

Så vi bevarer overblikket, føler os trygge med tv, ja, har overskud til at indleve os i de mest gribende fiktioner - endda knibe en tåre. Det er der jo alligevel ikke nogen virkelige mennesker, der kan se os inde bag skærmens glas.

nMy Name is Earl, TV3, lørdag

nSimpsons, TV3+, tit og ofte

n11. september 2001, DR2, mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu