Læsetid: 4 min.

Den stumme film har ikke tabt mælet

Gribes man af mismod over vor tids uopfindsomme instruktører, kan det anbefales for en stund at vende tilbage til de store stumme klassikere fra filmkunstens barndom. Med tiden har de gamle strimler fået noget nyt at fortælle om filmmediet og den tid, de blev til i
28. april 2006

Gradvis - i al fald over de seneste 10 år - er stumfilm begyndt atter at komme til hæder og ære. Der findes nu filmfestivaler som f. eks. den i Pordeone i Italien, der har taget den fortjenstfulde opgave på sig at vise nyrestaurerede stumfilm som fast indslag. I USA har kabelkanalen Turner Classic Movies reserveret sin programflade hver søndag aften til nogle af stumfilmgenrens ypperligste mesterværker i den bedst opdrivelige kopi og afspillet i det helt rette tempo. Der har også kunnet iagttages en markant og stigende interesse for at skrive ny musik, hvad der ikke mindst har resulteret i nogle fremragende fine og nyfortolkende bidrag inden for orkestral kompositionsmusik. I Storbritannien har det nationale filmmuseum, National Film Theatre, sat stumfilm på programmet for hele indeværende sæson, ligesom BBC4 i næste måned agter at vise en helt ny dokumentarfilm om britisk stumfilms historie, Matthew Sweet og David Thompsons Silent Britain.

Utilsigtet realisme

Det er interessant af fundere over, hvorfor alt dette sker lige nu. En første grund kan være, at alle, som blev født i det år, da lydfilmen kom til verden - 1927 - i dag er tæt på de 80.

Det betyder, at der efterhånden kun er ganske få mennesker tilbage, der kan huske, hvordan det var at vokse op på en jævnlig kur af stumfilm eller bare, hvordan verden så ud og føltes før 1925. Hermed ikke sagt, at stumfilm generelt leverer et 'realistisk' virkelighedsbillede eller troværdig reportage, skønt der også var nyhedsrevyer og mange naive dokumentarforsøg på at vise publikum, hvordan verden så ud i fjerne egne.

Filmfortællingerne var alt for ofte klægt romantiske eller vildt melodramaske. Ingen i midt-1920'erne følte sig i stand til at kaste et så ætsende gennemlysende blik med kameraet på den sociale virkelighed som i tiden store litterære værker, f.eks. Scott Fitgerald med Den store Gatsby eller Virginia Wolf med Mrs. Dalloway.

Men der er mange historiske spørgsmål og forskningsfelter, der kan beriges ved studiet af de film, der blev til i stumfilmsæraen. Undertiden får man f. eks. et godt billede af, hvordan storbyerne så ud dengang, og hvor tæt fodgængertrafikken var.

Man kan se, hvordan kvinderne klædte sig i bestemte dragter og med bestemte hatte. I alle film optaget i Los Angeles-området kan man f. eks. se de mange orangelunde og jordlodder, der endnu skilte blokke af bebyggelse. Den baggrund blev der ikke manipuleret med. Den var ikke stadset op eller modificeret - den var der bare.

Skælvet fastholdt

Jeg bor for tiden i San Franscisco, hvor i vi sidste uge kunne mindes 100-året for det store jordskælv i 1906, der siges at have ligget på 7,8 på Richter-skalaen. Fastbrændt i filmrullerne fra datidens nyhedsrevyer kan vi se, hvorledes vidstrakte kvarterer i den største by i Californien (det var den dengang) er lagt i ruiner. Vi kan se folk i lange kjoler eller bowlerhatte, som kommer ud på gaden for at betragte ødelæggelserne.

Og vi kan på en eller anden måde se uskylden og vantroen hos alle. USA havde aldrig haft et jordskælv før, og det forekommer, som om borgerne ser til i sikker forvisning om, at den by skal de nok klare at genopbygge. Tilskuerne virker ikke modløse. De står her og er parate til at begynde forfra igen. For de fleste af dem var det netop, hvad Amerika gav løfte om: muligheden for at begynde forfra igen.

Vi, som i 2006 ser på disse stumme optagelser fra 1906, føler os mindre sikre. Et 7,8-skælv i dag kunne fremkalde så voldsom ravage, at mange mennesker vil vælge at forlade San Francisco på samme måde, som mange har opgivet New Orleans.

Den historiske afstand

Læren after Katrina, indtil videre, er, at vi ikke bare kan begynde igen - i al fald ikke før vi bryder op til et nyt sted. Amerika er i dag et så langt mere dystert og deprimt samfund, end det var for 100 år siden.

Okay, man kan mene, at det er lige lovligt spekulativ tolkning at bygge på nogle få filmoptagelser, men faktum er ikke desto mindre, at stumfilm har tillagt sig et nyt forunderligt aspekt: den stigende historiske afstands prægning.

Ydermere vil mange filmentuasiaster også kunne værdsætte, hvorledes skønhed, originalitet og simpel eksperimentel glæde på henrivende vis kan lyse igennem 1910'erne og 20'ernes stumfilm som afspejling af, hvor dugfrisk og revolutionerende ny en kunst, filmen endnu var i hine dage.

Vis dem for børn

På min side vil jeg Jeronimus-agtigt tilslutte mig dem, der som den engelske filminstruktør Peter Greenaway (et synspunkt, han udfolder i en artikel af nyeste udgave af det danske tidskrift Lettre International, red.) mener, at filmkunstens sidste storhedstid stod i 1970'erne.

Men heldigvis kan vi altid gå tilbage til stumfilmens store øjeblikke og lade os bevæge af ærefrygten hos epokens instruktører - tænk at noget kunne være så magtfuldt!

Prøv engang at vise fem stumfilm for dine børn og se, hvad der sker. Hvilke fem? Personligt vil jeg anbefale Buster Keatons Generalen (1927), Dziga Vertovs Manden med kameraet (1929), Carl Th. Dreyers Jeanne d'Arcs lidelse og død (1928), F. W. Murnaus Solopgang (1927) og Fritz Langs Metropolis (1927).

Skulle de være uegnede for børn? Nej da, slet ikke - i den grad stråler de af den rørende skønhed, som var særegen for filmens barndom.

film@informatoin.dk

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu