Læsetid: 7 min.

Hvis vi for en stund ser bort fra girafeffekten...

Det er tid til at sætte sig hjem. Og læse og lytte. I stilhed. Til det mod, årets bøder er udtryk for. På bogmessen drukner det hele i larm, iltmangel og dalende litterær modtagelighed
18. november 2005

I grunden er det da ufatteligt, at tusinder af mennesker hvert år kommer strømmende til bogmessen i Forum. Larmen er hartad ulidelig, luftforsyningen sparsom, litteraturen kvæles i lutter hurlumhej og højtråbende skiltning.

Amerikanske undersøgelser har påvist, at den skønlitterære tilegnelsesprocent falder til lidt under 40, når der er over 500 personer til stede, og til under 20, såfremt der på én gang foregår flere oplæsninger, præsentationer og interviews i det samme lokale. Ny dansk forskning kan endvidere dokumentere, at vi ved såvel skøn- som faglitteraturen ryger ned på en opfattelsesbrøk på en tiendedel, hvis der oven i trængsel og støj lægges lugten af røde pølser og duften af bajersk øl.

Kort sagt, det eneste fornuftige er at sætte sig derhjemme med en bog.

Når vi alligevel render til messe, skyldes det naturligvis den gode gamle girafeffekt. Udtrykket, "at se giraffen" går i dansk efter sigende tilbage til Scala-Revyen 1922, hvori Hans W. Petersen var en lille flabet unge, der skreg: "Jeg vil se Giraffen!" Der var nemlig blandt publikum mange, der kunne huske dengang (i 1902), da man skulle erlægge 10 øre i ekstra entré for at komme ind og se giraffen Mimi.

Litterære giraffer

Taler man på fransk om at se giraffen, tænker man på 'Zarafa', som i 1827 blev skænket til kongen og transporteret hele vejen op gennem landet, indtil den nåede Paris. Det huskede Balzac, Flaubert, Stendhal.

Nutidens litterære giraffer kan i Forum beglos mod erlæggelse af entré eller aflevering af tilsendte adgangskort. Og hvis det går, som det plejer, så møder man en masse, man kender, men får kun hørt et minimum af, hvad forfatterne siger. Til gengæld kan man så kigge på dem og glæde sig over det mod, de har vist. For mon ikke mod og nysgerrighed og lysten til at forsøge sig bedst kendetegner dette års boghøst? Hør bare en stribe eksempler:

Jørgen Leth, der i Det uperfekte menneske havde mod til at skildre sit liv, herunder sine mere eller mindre udlevede erotiske og koloniale og kriminelle fantasier uden selvdistancerende gåseøjne, og som derfor måtte tage skade for hjemgæld, da han kom for at lade sig fejre, men så sig konfronteret med et hylekor af hellig forargelse og dobbeltmoralsk bornerthed. Henrik Nordbrandt, der i sine 31 essays om Dumhedens løvefødder havde mod til at trykke, dels sine drømme, der viste sig at være præcis så trivielle som andres, dels et bredt udvalg af sine fobier - imod kød og kødspisere, jazz og jazzentusiaster, fodbolden og dens tifosi, monarkiet, kristendommen, kirken. Eller Inge Eriksen, der i romanen En kvinde med hat modigt laver reklame for Seniorer uden grænser og (endnu en gang!) skildrer en kvinde, der bryder ud af sin puppe, smøger pufærmerne op og prøver på at ændre, bare en lille smule, på verdens skæve gang.

Mod og mandshjerte må vist også være forklaringen på, at det er lykkedes Morten Ramsland at få sat så nogenlunde skik på Hundehoved, sit monstrum af en fabulerende slægtsfortælling, befolket af et broget galleri af vildtvoksende mandsskikkelser: eksistentielle flygtninge, hulemænd, skvatmikler, stædige forførere, drukmåse, svindlertyper, søfarere, drømmere og potente slagsbrødre, for nu med kollegial respekt at citere Signe Lindskov Hansens anmeldelse her i avisen, hvor inspirationen med rette føres tilbage til forbilledet Aksel Sandemose.

Sprøde stemmer

Der er langt, meget endda, fra denne bogs bredpenslede panorama til dén sprøde stemme, der lyder i Dorrit Willumsens noveller Den dag jeg blev Honey Hotwing. Her falder man pladask for den tyste, renfærdige skildring af rengøringspigen, der fejer sandet op fra børnehavens gulve og drømmer om engang at rejse ud i det blå. Dagen inden sin afrejse vil hun så tage en saks og klippe alle sine lange caraibiske krøller af helt nede ved roden. "Nogen kunne forelske sig i dem, og det skal ikke hindre mig i at se verden." Til sidst i historien får læseren hele to mulige udgange på den:

"Et sted mellem nat og morgen er der en sortklædt pige med en lang kost. Hun fejer sand op fra gulvet på en grøn fejebakke. Da hun er færdig, tager hun så meget, som hun kan have mellem tre fingre, og drysser det ned i en dåse med kaffe, mens hun smiler et lille ondskabsfuldt smil.

Et sted i en stor, varm by, måske Bombay, går en meget korthåret pige. Hun bærer sine penge i en lille skindpose, der klaprer mod hendes hjerte. Passet har hun stukket ind i en sok, som hun har fæstnet inderst i sine trusser. Sokken kradser lidt, når hun bevæger sig. Hun har tre bananer og giver den ene til en abe og den anden til et barn. Hendes sorte T-shirt er så gennemsvedt, at saltet har dannet en hvid skjold på ryggen. Hendes løse bukser er krøllede og beskidte.

Jeg er der ikke."

Omvendt offer

Denne sidste sætning har der vist skullet mod til at skrive. Og nu, hvor Dorrit Willumsen er nævnt, vælder de bare frem, de kvindelige forfattere, som i år har prøvet noget svært: Astrid Saalbach, der med romanen Fingeren i flammen skildrer sexchikane på en måde, så læseren bliver sundt forvirret og ikke kan finde ud af, hvad der "egentlig" skete den dag mellem violineleven og violinvirtuosen, men henvises til at fægte sig frem mellem skiftende fortællesynsvinkler, der afdækker en hel urskov af menneskelige motiver. Eller Ida Jessen, der nok skriver firkantet, bombastisk, men jo immervæk har mod til i ABC at vende den alt for ofte fortalte kvinden-som-offer-historie om og følge en mand på hans vej helt ned imod bunden som følge af en kvindes manipulerende lusk. Tidligere på året har vi haft lejlighed til at glæde os over det fandenivoldske mod hos Pia Juul, dels som novelleforfatter i samlingen Dengang med hunden, dels som poet med Helt i skoven. Og nok var Helle Helles noget farveløse hverdagsrealisme i Rødby-Puttgarden skuffende for den, der af hendes (enestående) talent havde forventet nye mirakler, men hold da op, hvor den er blevet hængende, stemningen i den bog - om to søstre, der lige så stille gentager den døen i levende live, som de har lært af deres moder, som igen har lært den af sin!

En rastløs bevidsthed

Årets nyeste modige bog af en kvindelig digter er Lone Hørslevs charmerende første roman Fjerne galakser er kedelige, hvis formelle princip består i at sætte inkompatible tilværelseselementer på én og samme model, gennem en sideordnende, associativt koblende teknik. Sådan ser bevidstheden ud, når den bare arbejder, rastløst. Det er på én gang æstetisk raffineret og hudløst hyperrealistisk. Man kan springe ind hvor som helst:

"Hvad er der mere at sige? Jo, jeg har vist altid haft en RASTLØS natur. Da jeg kunne køre gratis med toget, gjorde jeg det konstant, udelukkende med det formål at forlade et sted og bevæge mig hen til et andet. Jeg satte mig bare ned og kørte, Sønderborg, Struer, Esbjerg, Ålborg, det var følelsen af at være på vej, jeg godt kunne lide, at se ud ad vinduet uden at se noget som helst, at sidde uforstyrret og læse i en bog, at sidde uforstyrret i timevis, ja, sådan var det, før jeg fik børn. Barn."

Trang til fjas

Kursiverne ved konstant og på vej og de store bogstaver i RASTLØS bevirker, at beskrivelsen selv bliver urolig. Hertil kommer en særlig rytme i diktionen, som de anførte bynavne indbyder én til at kalde typisk jysk. Eller holstebrosk? I hvert fald går der en lige linje fra Lone Hørslevs despekt for "traditionelle" episke former og til den trang til fjas og forsøg, som vi ser hos så mange af disse års unge og yngre kvindelige digtere, eksempelvis Ursula Andkjær Olsen, hvis tredje og hidtil største bog Ægteskabet mellem vejen og udvejen cementerer hendes status som en konstant overraskende, dybt original poet. Hør her hendes hengivelse:

Som fedme og lethed er

ensomhedens

saks således. Er din tunges

skarphed. Mit Bæltested! Min

tårnensomheds nådestød!

Som den indtrængende er

enden på skovens

kedsomhed. Således er du

min Milepæl! Enden

på mit sangskjul.

Som blødgørelsen af mine

gemytter er branddørens

opløsning. Således Flodseng!

Er du.

Over alle bredder!

Det er Højsangens tone. Men det er samtidig Ursula Andkjærs facon, med de overrumplende knæk i brugen af punktum, udråbstegn, store typer, linjebrud, disse manøvrer frem og tilbage mellem, hvad man netop nu læser, og det, der skal komme lige om lidt.

Tale til død

Man tager næppe ganske fejl, hvis man hos denne digter med flere sporer fandenivoldsk inspiration fra Forfatterskolens afgåede rektor, lyrikeren Niels Frank. Hans fortjeneste har nemlig bl.a. været at føre impulser fra international litteratur ind i de danske miljøer og lade dem fusionere med mod hos en lang række unge forfattere.

Selv havde Frank courage til i sin nye bog Én vej at vende tilbage til det ellers så forkætrede, med et græsseligt udtryk, centrallyriske digt og afprøve noget så enkelt og alment som lykken og sorgen - sorgen over adskillige døde, og måske specielt over én:

Sandhed: først døde han i

kulørte febersyner

og så døde hun uden mindste

varsel

som blev hun i al hast

evakueret fra livet.

Så døde en helt tredje i en alt

for ung alder

og til allersidst døde du.

Vi slukkede for musikken i

bilen.

Kan man tale til død? Det har digterne altid gjort. Nu har Niels Frank også gjort det. Hans linjer kan vi her passende tilegne: Thorkild Bjørnvig, Ole Wivel, Morti Vizki, Klavs Bondebjerg, Per Højholt og Bodil Nielsen, der alle døde i fjor. Men de fire sidstnævnte kan man selv levendegøre ved at læse deres ord i henholdsvis Almanak, Søndag efter midnat, Samlede digte og Rabarberspring eller Fru Nielsen går i barndom, der alle er kommet i år. Man kan nok købe det hele på messen i Forum. Og sætte sig hjem. Og læse og lytte. I stilhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu