Læsetid: 3 min.

Stuurt stuurt nummer

11. maj 1998

"Konkurrencen i den globale landsby er som en stormflod - ingen kan undgå den."
Daværende direktør i Daimler-Benz, Edzard Reuter, juni 1993

MILLIARDÆREN Kirk Kerkorian tjente 658 millioner dollar i onsdags. Ti gange så meget som Nyrup-regeringen samme dag gav de danske børnefamilier i form af to ekstra - skatteyderfinansierede - omsorgsdage. I modsætning til de danske børnefamilier måtte Mr. Kerkorian ikke ud i arbejdskamp for at øge sin indkomst. Den amerikanske investor ejer 14 procent af aktierne i automobilproducenten Chrysler, og de 658 mio. dollar tjente han - siddende på sin bagdel - da værdien af aktierne med ét slag steg som markedets reaktion på den historiske fusion mellem Chrysler og den tyske Mercedes-producent Daimler-Benz. Fusionen, der kaldes den største sammenlægning af to industrivirksomheder nogensinde, giver det ny selskab - DaimlerChrysler - et årligt salg på 131 milliarder dollar, stort set svarende til Danmarks bruttonationalprodukt. 421.000 mennesker vil være ansat hos selskabet, der ventes at sælge fire millioner biler årligt.
Fusionen er den logiske konsekvens af globaliseringen. Selv om der i år vil blive tilføjet 36 millioner nye køretøjer til den globale bilpark, er bilindustrien trængt. De 18 store bilproducenter verden over har en voldsom overkapacitet og kan kun udnytte 60-70 procent af deres samlede produktionsformåen.
"Presset på bilindustrien er intenst. Der er et enormt behov for at reducere omkostningerne," siger J.T. Battenberg, præsident for verdens største bilkomponentvirksomhed Delphi, der kontrolleres af General Motors.
Overkapaciteten gør, at producenterne hver især er nødt til at sikre sig hele verden som afsætningsmarked, og bestyrelsesformanden for Volkswagen, Ferdinand Piech, forudsiger, at der om ti år kun vil være omkring ti store bilproducenter tilbage i verden. Den store udskilning vil komme med næste lavkonjunktur, og det er i et forsøg på at handle proaktivt, at Chrysler og Daimler-Benz nu har fusioneret.
Andre selskaber har igennem flere år taget tilsvarende - omend mere beskedne - skridt. General Motors - stadig verdens største bilproducent - ejer halvdelen af svenske Saab. Ford har sikret sig kontrol med japanske Mazda og opkøbt britiske Jaguar, mens tyske BMW har købt Rover. Volkswagen har taget kontrollen over østeuropæiske Skoda og spanske Seat, og Fiat har slugt Lancia og Ferrari. Den 4. juni afgøres det, om det bliver BMW eller Volkswagen, der køber Rolls Royce, og der spekuleres over, om DaimlerChrysler nu går
efter japanske Mitsubishi for at sikre sig en asiatisk platform.
I forvejen er alle selskaberne vævet ind i hinanden i et ugennemskueligt net af aktieposter, joint ventures, licensaftaler og underleverancer, der f.eks. gør, at Mitsubitshi laver Chryslers små biler i Thailand, Volvo kører med dieselmotorer fra Audi, Mercedes får fremstillet nogle af sine motorer hos Volkswagen, General Motors bruger underleverandører i ni lande til at fremstille en Pontiac Le Mans etc., etc.

FUSIONER OG overtagelser i bilbranchen har gennem en årrække ført til tab af arbejdspladser. I Tyskland forsvandt f.eks. 300.000 arbejdspladser i branchen i perioden 1991-95, uden at antallet af producerede biler gik mærkbart ned. Topcheferne hos DaimlerChrysler fastholder dog, at den aktuelle fusion ikke vil føre til massenedlæggelse af arbejdspladser på fabriksgulvet, eftersom de to oprindelige virksomheder har fremstillet vidt forskellige biltyper og derfor ikke kan slå produktionsapparaterne sammen.
Perspektivet i denne historiske fusion er derfor nok så meget dens signal om forstærket kapital- og magtkoncentration i global skala. Samme signal som sendes via den tilsvarende fusionsbølge, der har taget fart i den internationale bankverden og blandt telekommunikationsselskaber. En fusionsbølge båret af det skærpede konkurrencepres, der bl.a. følger med liberaliseringen af de pågældende sektorer i kombination med den hastige teknologiudvikling.
Ifølge ugeskriftet The Economist blev der for 15 år siden lavet fusioner til en værdi af 200 milliarder dollar på verdensplan. For fem år siden fusionerede selskaberne for ca. 500 milliarder dollar. I dag er værdien af de årlige fusioner omkring 1.700 milliarder dollar.
Ingen undgår globaliseringens stormflod. Nogle drukner, andre sejler flot på bølgen. Som Kirk Kerkorian. Eller som hans overmand Sanford I Weill, topchef i den amerikanske Travelers Group, der i sidste måned fusionerede med USA's største bank Citicorp og dannede verdens største finansvirksomhed. På Mr. Weills lønseddel står der i følge Business Week en årsindtægt på godt 230 mio. dollar. Nok til et par selvfinansierede omsorgsdage, skulle man mene. jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her