Læsetid: 4 min.

Styr på miljøet

4. marts 2002

FOR FULD FART kommer en bil kørende ud ad motorvejen. Vejen drejer. Føreren har nu to muligheder: At dreje på rattet. Eller at fortsætte ligeud indtil autoværnet korrigerer kursen. De fleste bruger ratmetoden. En cost-benefit-analyse viser, at det bedst kan betale sig. Det er dyrt at få forskærmen repareret.
En risikoanalyse giver samme resultat: Autoværnsmetoden er ikke særlig sikker.
En følsomhedsanalyse ændrer ikke konklusionen. Selv om man regner med ratslør og seriøse synsforstyrrelser, kan det alligevel bedst betale sig at styre bilen. Men alt det tænker bilisterne ikke på. De fleste af dem har ikke engang afprøvet autoværnsmetoden. De drejer bare fordi det forekommer dem at være en indlysende og selvfølgelig metode.
En del bilister benytter endda forsigtighedsprincippet. De reagerer, når der er tegn på fare. Hvis de ikke rigtig ved, om det er nødvendigt at sætte farten ned, så gør de det – for en sikkerheds skyld.

I DANSK miljøpolitik er det nu helt anderledes. Her kan man ikke ændre kurs uden rådgivning på højt internationalt niveau fra Bjørn Lomborgs nye Institut for Miljøvurdering, mener regeringen. Hidtil har eksperterne i de bekymrede råd sagt, at vi skal styre uden om forhindringerne for en sikkerheds skyld. Nu skal det undersøges, om vi i virkeligheden kan komme billigere frem ved at brase ind i autoværnet og se, hvad der sker.
Det er måske fordi de fortrukne modeller for økonomisk vækst og udvikling – i modsætning til biler – bliver markedsført med stærkt begrænset manøvremulighed. I gamle dage sagde man om udviklingen, at den gik på skinner (eller også gik den i stå). Nu går den bare derudad. Det kan være dyrt at installere styretøj, især når det skal gøres, mens hjulene ruller videre. Opbremsninger kan der naturligvis ikke være tale om. Man kunne jo risikere at blive overhalet.
For øvrigt kan det jo være, at vejen slet ikke drejer. Hvis den går lige ud til verdens ende, så er styretøj da det rene spild af skatteydernes penge.

SET FRA EN bækørreds synspunkt, i Voel Bæk mellem Silkeborg og Århus, er det ikke lovende udsigter. Selvfølgelig skal man prioritere og bruge sine penge med omtanke. Det kan selv den mindste fisk forstå. Men i miljøpolitik har man pr. definition at gøre med det ukendte, det usikre, det uvisse. I de fleste tilfælde skal man træffe sine valg uden klart udsyn gennem forruden. Hensyn til gammelkendte goder skal afvejes mod hensyn til nye, måske ukendte, ulykker.
Når fisk af hankøn i Århus Amt får æg i testiklerne, er det et tegn. Tegn skal tydes.
Ved at bruge den almindelige fornuft, vi mennesker er udstyret med, vil de fleste tyde det som et tegn på fare. Vi er i færd med at pille ved noget helt grundlæggende – selve forplantningsevnen. Det er på tide at sænke farten og ændre kurs. Eller standse op og tænke sig om. Måske vælge en anden vej.
Den økonomiske fornuft ser anderledes på det. Hvor meget er sådan en kønsforstyrret skalle eller bækørred egentlig værd – i kroner og ører? Hvad vil befolkningen betale for at undgå vandløb med tvekønnede fisk?
Men det bliver værre endnu. For der er også en tredje metode ved siden af styring og kollisionskurs. Den består i at lukke øjnene og håbe, at det hele er gået over, når man åbner dem igen.
Denne slumremetode er flittigt blevet anvendt, også af den tidligere regering.

KØNSFORSTYRREDE dyr – og mennesker – er ikke noget helt nyt miljøproblem. Men det er helt anderledes end de gammelkendte, og vi ved meget lidt om det. Da problemet for alvor blev erkendt i Danmark for nogle år siden, gav regeringen da også nogle penge til at se på sagen, både i professor Skakkebæks og hans kollegers forskning i kønsforstyrrede drengefostre, nedsat sædkvalitet og den mulige sammenhæng med testikelkræft og brystkræft – og til et center for forskning i østrogenlignende stoffer under ledelse af professor Poul Bjerregaard på Syddansk Universitet i Odense.
Men da pengene var brugt, blev der ikke fundet nye. Nu står vi med uvidenhedens smerte. Ingen aner, om fiskenes kønsforstyrrelser er udbredt i resten af landet. Ingen har undersøgt hormonerne i gylle. Selve de grundlæggende mekanismer mangler vi stadig en masse viden om. For slet ikke at tale om de rette midler til at styre uden om problemerne.
Til gengæld ved vi i dag, at stoffer som DDT og PCB ikke alene er giftige, men også ødelægger formeringsevnen. I sin tid var anvendelsen af dem i USA og Europa ikke blevet standset, hvis man havde anlagt en cost-benefit-betragtning.
Hvis anvendelsen af miljøfremmede stoffer i fremtiden skal styres af cost-benefit-analyser, må vi indstille os på en farefuld færd. Risikoen er, at livets naturlige videreførelse går i fisk. Ikke kun for fiskene.

es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu