Læsetid: 3 min.

De styrer din fritidsinteresse

Får du ikke nok ud af de arbejdsfri timer, så var det måske noget med lidt fritidsmanagement. På Syddansk Universitet i Esbjerg har de folk til den slags
6. juni 2007

Du ved det måske ikke selv, men ovre i Esbjerg uddanner de virksomme unge mennesker, der måske er årsagen til, at du går til golf, keramik eller på museum i din fritid.

For fritiden er fremtidens guldgrube, understreger Bodil Stilling Blichfeldt, der underviser på cand. negot.-uddannelsen i international turisme og fritidsmanagement.

- Hvad er fritidsmanagement?

"Der er et sammenfald mellem, hvad man laver som turist, og hvad du laver i din fritid. Når man er turist, så er det jo bare en slags store klumper af fritid, men det er ikke to adskilte begreber. Typisk vil kundemassen på for eksempel et hotel både bestå af lokale beboere, der spiser på restauranten og turister på besøg. Omvendt så påvirker dine fritidsinteresser dit valg af turistdestination. Golf er et godt eksempel," siger Bodil Blichfeldt.

- Hvordan styrer man, hvad folk laver i deres fritid?

"Vi prøver at forstå, hvorfor vi vælger, som vi gør. På basis af den viden, prøver vi at levere de varer eller produkter til turisterne eller fritidsfolket, som de gerne vil have."

- Kan du nævne nogle eksempler på 'varer'?

"På Fanø, som er en af de ældste turistattraktioner i Danmark, fandt vi for eksempel ud af, at de fleste mennesker kom igen og igen for at finde ro og fordybelse, så derfor var det måske ikke det bedste sted at bygge et larmende legeland eller satse på adventure sport."

- På en måde er I altså med til at designe en turistattraktion?

"Det kan man godt sige, men management-begrebet er helt anderledes i et turistområde, end hvis du for eksempel skal lave management for en, der producerer ispinde. Der er langt flere forskellige aktører, du skal tage i betragtning, fordi alt fra hoteller, butikker til kulturinstitutioner spiller sammen. Og som turistdestination, så kan du ikke favne det hele. Derfor prøver vi at give byer, turistområder eller enkelte virksomheder indblik, hvad der er værd at satse på, så man kan lede turismen i den rigtige retning," siger Bodil Blichfeldt.

- Kan I styre folks fritid?

"Nej, men vi kan tilbyde nogle af de oplevelsesprodukter, som folk gerne vil have. I dag er der mange flere penge i vores fritid end i deciderede varer. En stor del af vores identitet er opbygget omkring vores fritid, hvor vi før i tiden var vores arbejde, så handler vores identitet i dag også i høj grad om, hvad vi bruger vores fritid på."

- Hvad er den nye tendens inden for fritid?

"Vi skal på kreativ ferie, og det område sidder højskolerne godt på. Her kan vi lære at puste glas eller fordybe os i litteratur og historie, før vi tager ud og ser en turistattraktion."

At fritiden er tæt knyttet til turismen, hænger også sammen med, at dem, der bor i turistområder, skal kunne holde ud at være der, når de har fri. Og netop bæredygtighed eller i hvert fald hensynet til lokalbefolkningen, er en vigtig del af uddannelsen i turisme og fritidsmanagement.

"Der er kommet langt større fokus på, at vi som turister belaster miljøet, fordi det med masseturismen er blevet synligt, hvilke omkostninger vores rejser har. Lokalbefolkningen skal ikke bare leve af turismen, men med den, så den ikke bliver en trussel mod den lokale kultur, men et værdifuldt bidrag også for dem, der bor i et turistområde," siger Bodil Blichfeldt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu