Læsetid: 3 min.

For styret kulturarv

31. maj 2002

Den nye Kulturarvsstyrelse har været en hastig kendsgerning siden årsskiftet. Forberedt gennem udvalgsarbejde i forrige regerings tid, men sat i værk af den nye uden forudgående offentlig diskussion. 90 medarbejdere er siden marts flyttet fra kontorer i Miljøministeriet og Kulturminsteriet til nye lokaler i Slotsholmsgade, med den tidligere Nationalmuseumsdirektør og Rigsarkivar Steen Hvass som nyslået Kulturarvsdirektør fra februar.
Den nuværende regering har generelt profileret sig med gymnastiske øvelser i arbejdstiden. Lægge sammen og trække fra – kaldes en af disciplinerne.
Udvide og indskrænke hedder en anden. Udvide billedkunstneres mulighed for at sælge til erhvervslivet, men samtidig indskrænke muligheden for eksperimenter med statslig støtte. Udvide TV2’s mulige reklameindtægter, men i samme hug indskrænke DR1’s politiske råderum. Lægge nævn og udvalg sammen i rationaliseringsøjemed, men i samme bevægelse trække netværk op med rode, som ikke uden videre overlever.
Nogle af øvelserne ligner ideologisk skyggeboksning. Andre skal man kikke længe på, før man begriber det bagvedliggende mønster.

I et interview her i avisen onsdag forklarede Steen Hvass de erklærede hensigter med den nye administration og fordelene ved centraliseringen.
Tilbage står, om Kulturarvsdirektøren – uden kulturelt at gøre sig det klart – fungerer i højere magters politiske hænder.
Eller sagt på anden vis: Om den forøgede administrative interesse for det åbne lands kulturværdier også skal ses i lyset af regeringens annoncerede lempelser for ny og planløs bebyggelse i det samme åbne land. Dét åbne land, der ifølge rådende kommuneplaner ligger uden for byområderne, og som nu skal kunne belastes af både nye storcentre, øget trafik, aftægtsboliger med senere salg for øje, og af butikker, der hurtigt kan vise sig at sælge andre produktionsresultater end æg og ærter og derved være med til at sløre forskellen på erhvervsområder og landbrugsjord.
Man kan tilsvarende spørge sig selv, om overflytningen af bygningsbevaringsområdet fra Miljøministeriet til den nye Kulturarvsstyrelse kan forstås som alibi for regeringens liberale holdning til nye store butiksarealer i købstæderne – med parkeringsudhulninger og øget trafikpres på bykernen og disrespekt for de bymæssige helheder, som er lokalitetens egentlige
attraktion og publikumsværdi.

Tidligere lÅ kontoret for registrering af værdifulde bymæssige træk i samme departement som kommuneplaner, regionplaner og sågar landsplanovervejelser – under Miljøministeriet.
Det muliggjorde en administrativ vekselvirkning mellem stort og småt, gammelt og nyt.
Er kulturarvsbegrebet, som det nu skal forvaltes, en regeringsanvist politur, som skal blanke ukultiveret fremfærd på andre områder? Angiveligt fremtvunget af internationale konventioner om heritage og patrimoine eller hvad de såkaldte smagsdommere nu bruger for fritstående baslemaner, når de er ude i det blå med kulturel attachetaske.
Endnu er Ringkøbing ikke fredet som folkedanserby eller Skawboerne tvunget til daglig sydvest for bedre at kunne fiske i rørt vande efter europæiske turistkvoter. Den slags skal man længere ud i UNESCO-overdrevet for at finde bestræbelser på.
Og med omlægningen af det tidligere Museumsnævn til en del af den nye styrelse er også armslængdeprincippet truet. Hidtil har kunst- og kulturmuseerne måttet afklare den økonomiske fordeling indbyrdes gennem eget nævn. (Undtagen Statens Museum i Sølvgade, der ligesom Nationalmuseet har central særstatus. Det er nok derfor, begge i flere år har opført sig så ringe.)

Museernes selvforvaltning er med andre ord beskåret under den nye Kulturarvsstyrelse. Bevarende by- og landskabsforvaltning er skilt ud fra planlægningsdepartementet. Boligministeret nedlagt af den nye regering. Kulturministeriet har ingen aktuel arkitekturpolitik. Og byfornyelsen er lagt ind under Integrationsministeriet.
Den kulturarv, som frit fortolket kunne være en daglig frem-og-tilbageskuende selvfølgelighed, er med Kulturarvsstyrelsen låst inde som sølvtøjet i det fine dækketøjsskab.
Umiddelbart virker det paradoksalt, at en regering, der dæmmer op for indvandring og kulturmiks og sætter viden om danske vaner som betingelse for asylret, i den grad isolerer kulturarven. Men det er igen en fritstående brianistisk øvelse, og i virkeligheden udtryk for den gamle erfaring, at når noget er ved at forsvinde, bliver det sankrosant. Den jyske hede, den røde pølse, den toppede høne og nu hele den danske kulturarv. Ligesom folkesundheden må den have sin egen styrelse, og det har den så fået.

AdW

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu