Læsetid: 5 min.

Det subjektive musikalske hovedrum

Der er større risiko for slåskampe i et lydstudie end på et filmset, fordi det er svært at sige, hvorfor musik fungerer eller ej. Det mener David Cronenberg, der i denne uge holdt master class om filmmusik i Cannes sammen med sin faste komponist Howard Shore
25. maj 2007

Filmfestivalen i Cannes tiltrækker årligt nogle af filmverdenens mest kendte navne. Tit har de for travlt med at være på den røde løber og i blitzoverfald til, at man når at opfatte deres tilstedeværelse som andet end visuel. Nogle få gange hiver festivalen heldigvis et par gæster til side og skaber en master class, hvor man får lejlighed til at blive klogere på, hvad de tænker bag facaden. I går holdt Martin Scorsese en master class, og den italienske skuespiller Sergio Castellito fortalte i starten af festivalen om sine erfaringer inden for skuespilfaget.

Mandag var der master class med komponisten Howard Shore, der bl.a. er kendt for musikken til Martin Scorsese-film som The Departed, The Aviator og Gangs of New York og til Peter Jacksons Ringenes Herre-trilogi, som i både 2002 og 2004 gav ham en Oscar for bedste originalmusik. En anden af Howard Shores faste samarbejdspartnere er David Cronenberg, og sammen fortalte de mandag om deres tanker om filmmusik ledsaget af en række klip fra Cronenbergs film.

Howard Shore og David Cronenberg er begge fra Toronto og fandt allerede sammen på science fiction/horror-klassikeren Scanners fra 1981. Filmen handler om en række tankekontrollerende scanner-mennesker, der forsøger at vinde verdensherredømmet via deres psykiske kræfter. Som et filmklip fra filmens klimaks tydeligt demonstrerede, er Shore og Cronenbergs samarbejde ikke præget af den klassiske tese om, at god filmmusik er musik, man ikke hører. Musikken er for dem begge et vigtigt, medfortællende element, og Cronenberg inddrager allerede på manuskriptstadiet Howard Shore, så han kan komme med forslag til, hvordan filmen skal lyde.

Musik med lag
Der er løbende en livlig dialog og diskussioner om filmmusikkens natur. Ikke mindst fordi musik fra Cronenbergs synsvinkel altid skal retfærdiggøre sig selv. I forlængelse af et filmklip fra Dead Ringers med Jeremy Irons som døende tvilling, fortalte Cronenberg, at musik for ham skal give en film flere lag frem for bare at ledsage.

»Jeg har ikke set den her film i 15 år, jeg er i chok!« indledte Cronenberg efter at have udbrudt det samme med en tidshorisont tættere på de 30 år efter at have genoplevet Scanners på det store lærred. »Her kan man se, man kan høre, at Howards musik udtrykker noget meget undergravende, noget meget skarpsindigt. Det er i virkeligheden sensualiteten ved døden og fusionen af de to karakterer. Det er noget usædvanligt at gøre, og det er ikke indlysende. Noget af det, vi kan snakke endeløst om, er, hvorfor man overhovedet skal have musik? Da jeg begyndte at lave film, havde jeg aldrig tænkt over musik. Jeg undrede mig over, hvor musikken kom fra. På den måde er den nødt til at retfærdiggøre sig selv. Det kan ikke bare være der. Og måden, musikken retfærdiggør sig selv på, er ved at tilføje lag af følelser, af betydning eller af tanker til en scene. Det er ikke bare: Den her scene er sørgelig, så nu sikrer vi os, at alle er klar over det ved at lave sørgelig musik. Musik er meget mere end det.«

Tanker før toner
For Howard Shore er musikken i lang tid tanker, før den bliver til toner. Han bruger meget tid på research. På Ringenes Herre tog det måneder, før han skrev en tone. Han var nødt til at sætte sig grundigt ind i historien for at kunne skrive musik, der ville gøre den komplekse historie lettere tilgængelig ved bl.a. at være medfortællende i forhold til karakterer og handling.

Eksemplerne fra Cronenbergs værk vidner også om, at der er tænkt meget over, hvordan musikken kan berige visionen. En af de ting, Shore og Cronenberg kan bruge lang tid på, er at finde den rigtige musik til at indlede en film med, for en titelsekvens skal byde tilskueren velkommen til det rigtige ’hovedrum’.

»Indtil A History of Violence har jeg altid haft en titelsekvens på mine film,« fortalte David Cronenberg efter de stemningsskabende titler fra Naked Lunch. »Jeg har ikke villet lægge credits over billederne i filmens første scene, for det forbinder jeg med tv. Tv har travlt med at få folks opmærksomhed, og derfor lægges credits over den første scene.

Det er meget forstyrrende. Jeg vil have, at en film åbner med en slags vestibule; det sted, hvor du forlader den virkelige verden, og jeg annoncerer, at jeg nu vil tage dig ind i filmens verden. Den indledende titelsekvens er derfor meget vigtig, fordi den skaber det head space, hvor filmen kan finde sted.«

Den indre zones nationalsang
I Naked Lunch arbejdede Howard Shore ud fra inspiration fra Ornette Coleman. Shore fortæller, hvordan han først grundigt læste William Burroughs romanforlæg til filmen, men ikke fandt mange referencer til musik ud over ’kokain-bebop’. Det fik ham imidlertid til at tænke på en free jazz-plade derhjemme...

»I min pladesamling havde jeg Dancing in Your Head af Ornette Coleman, som han lavede i de marokkanske bjerge i 1964. Jeg spillede den for David, og han sagde, at det var ’The Inner Zone National Antheme’!«
David Cronenberg havde hørt Coleman, da han i en periode boede i København, og han havde siden været fascineret af både hans musik og hans fløjlsjakkesæt fra koncerten. Howard Shore fik overtalt Ornette Coleman til at være med på Naked Lunch, og filmens musik er således skrevet specielt til ham og London filharmonikerne.

Når man ser klip og hører musik fra forskellige Cronenberg-film, fremstår ingen lydspor ens. Nogle komponister har en særlig lyd, der går igen, men Howard Shore lader som en kamæleon til at indstille sig på det univers, Cronenberg skaber på lærrdet. I bilulykke-fetishdramaet Crash lykkes det ham f.eks. at skabe en følelse af at høre bilmetal og kød mødes i musikkens blanding af harper, elguitarer og metallisk percussion. Cronenberg virker selv helt overrasket, når han genoplever de klip, som Shore har valgt til dagens seance, selv om alt tydeligvis har været grundigt diskuteret under filmenes tilblivelse. Ikke mindst fordi, noget af det sværeste ved at lave en film ifølge Cronenberg er at tale om musik.

»Jeg tror ikke, der findes noget mere subjektivt end lyd. Ikke bare musik, men lyd. Mange folk læser filmmagasiner og tror, de forstår noget om, hvordan man laver film, men de forstår sjældent noget om lyd eller om, hvad der sker i et lydmix. Og man er mere tilbøjelig til at havne i slåskampe under et lydmix end på et filmset. Fordi lyd er så subjektivt. Hvis det føles forkert, kan man ikke forklare, hvad der er forkert, og for en anden kan det virke helt rigtigt. Hvordan løser man det? Derfor er det godt at have faste samarbejdspartnere, så man virkelig forstår hinanden og ikke havner i de kampe,« siger David Cronenberg med et indforstået nik til Howard Shore.

Umiddelbart ligner de to gråhårede herrer ikke nogen, der går i kødet på hinanden under lydarbejdet, og de fortsætter da også samarbejdet. Til efteråret er der premiere på Cronenbergs nye film, Eastern Promises, med Viggo Mortensen som brutal kriminel i Londons underverden. Det bliver spændende, hvordan det kommer til at lyde. Efter at have hørt Cronenberg og Shore snakke om filmmusik, skal denne seer nok slå ørerne ud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her