Læsetid: 3 min.

Sublime Interpol

Troen på rockens fremtid kom tilbage, da nye repræsentanter for punk, funk, synth og storladen alternativ rock sammen gjorde søndagen til festivalens absolut bedste
5. juli 2005

Sådan! Søndagens program på Roskilde Festival udviklede sig til en gedigen triumftur for unge fremadstormende engelske bands, hvor The Futureheads og især vennerne fra Bloc Party viste sig som fantastiske livebands, der i den grad fik bearbejdet den generelle mathed, der nødvendigvis må indfinde sig på festivalens sidste dag.

Det var dagen, hvor det funky synth pop ensemble The Faint, manifesterede sig som den utvivlsomt mest trendy eksportvare, der disse dage udgår fra Omaha, Nebraska. Og så var det naturligvis dagen, hvor mesterlige Interpol gav sine fans en uforglemmelig smuk oplevelse, men samtidig forspildte chancen til for alvor at invitere de uindviede indenfor i deres storladne lydtableauer.

Coolness i spande

Fra New York-drengene mageligt slentrede ind på scenen, ultratjekkede 'as per usual' med enkeltradede jakkesæt, smalle slips og nocturne sceneopsætning, blev der økonomiseret med bevægelserne, og de mange, der havde fundet vej til Arena guidet af de overstrømmende roser, der fra anmelderhånd bliver Interpol til dels, er undskyldt, hvis de fandt bandets introverte 'act' arrogant i sin tilbagelænethed. Men det er nu engang stilen med Interpol, og deres på enhver måde forudindtagede udsendte var aldeles solgt, fra forsanger Paul Banks istemte linjerne "We ain't going to the town , we're going to the City" fra Next Exit - første skæring på bandets åbenbaring af en andenudgivelse Antics (2004).

Den mørke, stemningsfulde vokal, de gnistrende præcise guitarriffs fra Daniel Kessler, geniale Carlos D's bas og keyboardkompositioner og Samuel Foggarinos afmålt kontrollerede trommer skaber sammen et både nuanceret, komplekst, følelsesmættet og utrolig melodiøst lydbillede. Det er ikke 'bare' Joy Division anno 2005 (så glimrende det end kunne være!). Bandet har skabt en hypnotisk dragende lyd, der i højeste grad er deres egen, og selv om det måske kræver et par gennemlytninger, før man er fanget helt ind, fremstod både sangene fra Antics og debuten Turn On The Bright Lights (2002) endnu større live, badet i minimalistisk designerlyssætning, og følelsen nær scenen var én af ekstase og højere sandhed.

Numre som 'Evil', 'Public Pervert' og 'Narc' fra den nye cd, samt 'Untitled' og 'Obstacle 1' fra debuten, stod frygtindgydende smukt i billedet, og hvis bare bandet havde magtet - eller ønsket - at gribe den hånd, det i nogen grad søgende publikum rakte dem med takfaste, massive bifald, kunne denne aften være gået over i Roskilde Festivals historie. Nu blev det i stedet en aften, hvor forhåbentlig mange har fået smag for mere, og 'os indviede' kunne sige farvel til Roskilde Festival med et saligt smil fastnaglet i ansigtet. Heldigvis begyndte søndagen i selskab med rendyrkede energibomber, der i diamentral modsætning til Interpols distancerede melankoli bankede derudaf, og gav et tømmermændshærget publikum en lindrende adrenalinindsprøjtning.

Feeeest!

Sunderland kvartetten The Futureheads spiller meget kompliceret punk pop/rock, der i deres kompetente hænder får karakter af simpel en-to-tre-fire garage rock'n roll. De giver den populært sagt gas, og de gør det absolut glimrende. Et højdepunkt var inddragelsen af publikum i a capella introen til bandets cover version af Kate Bushs klassiker 'Hounds of Love', der falder noget uden for bandets naturlige dispositioner, men var både charmerende og vellykket. Ganske givet et band med fremtid i.

Det samme gælder deres funky artpop venner fra Bloc Party, som var et, for undertegnede, meget perifært bekendtskab inden koncerten. Men jeg skal da lige love for, at dette band har både kvalitet og karisma!

I forsanger og guitarist Kele Okereke har vi en heart breaker, der kan synge, agere og flirte trussen af den mest forbenede gammeljomfru, alt imens drengene siger: "Fuck - han er sej!" Gordon Moakes toptunede bas inviterede til fest, trommeslager Matt Tong holdt gryden spilkogende, og Odeon teltet formelig dampede i eftermiddagssolen. Det kan nok være, at bandets til dato eneste cd Silent Alarm (2005) står på indkøbslisten, og som koncertoplevelse, kan Bloc Party anbefales varmt. Anbefales skal også The Faint - Roskilde Festivals mest urbant lydende bonderøve.

Tre af bandets fem medlemmer har en historie bag sig som indieorkester sammen med Bright Eyes forsangeren Conor Oberst. Men op mod årtusindskiftet lagde de indien på hylden, tog keyboardsene frem og besluttede sig for at fokusere mere på beats og funk.

Det seneste album, Wet From Birth (2004) har delt anmeldere, men der var ingen delte meninger i teltet. Her var dømt højt humør, dansetrip, inciterende tromme- og bas funk fra et toptændt orkester. Festligt? Yeah, baby!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her