Læsetid: 4 min.

Sublimt, sublimt og meget sublimt

Howard Barkers dødsvision er blændende sanseteater med sex og eksistentialisme i pirrende replikspiraler
17. april 2007

Egentlig skriver Howard Barker kun om døden. Om vores frygt for døden, om vores fantasier om døden, om vores modstand mod døden. Den nu 60-årige engelske dramatiker skriver den ene replik efter den anden, der kredser om den plettede hud og de stivnede led. Med digterens sans for den fotograferede situation gentager han sine infektionsbetragtninger. Og med romanforfatterens sans for det store slægtsforløb ridser han familiefejder op, der kunne fylde mange bind. Men Howard Barker er uomtvisteligt dramatiker. Det er gennem hans replikkers sære katastroferytme, at hans ord glider over scenen og ind i tilskuerens sind og krop - besnærende og besværgende, akkurat som titlen: Død, død og meget død.

Stykket har han skrevet specielt til vores 'eget' Holland House. Teksten er måske Barkers allermest komprimerede. Mere fokuseret end zarfamilie-stykket Scener fra en henrettelse, mere stringent end Det sårede ansigt, mere dynamisk end soloen Und.

Også denne Barker-tekst cirkler om dødsangst og sexfantasier, men i fængslende replikspiraler og med en musikalsk naturlighed, der virker aldeles afvæbnende. Mere bramfri og liderlig end nogensinde - sig ikke at trangen til sex bliver mindre med udsigt til døden! Men også mere poetisk og nænsom, ja nærmest rørende i sin drøm om kærlighed. Smuk, smuk og meget smuk.

Ømt

Men alt dette ville måske ikke have været nær så synligt, hvis ikke Holland House havde formået at tolke teksten så fremragende. Sublimt, simpelthen. Wonder-instruktøren og scenografen Jacob Schokking har foldet teksten ud i 3D, kun ved hjælp af et par skæve bagvægge af bølgeblik og et firkantet gulvtæppe; en dødsmærket scenografi med æstetisk overskud! Oversætteren (hvem det end er) har fanget Barkers arkaiske stil med smittende legeglæde, og videokunstneren Jakob Thorbek har bidraget med syrede videobilleder af stor vildskab og renhed, der kryber uroligt hen over bølgeblikskærmene. Desuden har komponisten FM Einheit hyldet replikkerne ind i beroligende refræner og ophidsende surroundsounds - med smertefulde akkorder, der er uforudsigelige i deres voldsomhed og uimodståelige i deres nænsomhed. Ømt, ømt og meget ømt.

Hele tiden veksler kroppene på scenen med kroppe på videobilleder. Og hele tiden drives historien fremad, mens personerne på scenen forsøger at tvinge tankerne bagud. Deraf cirklerne: Igen, igen og meget igen.

Grådigt

Caroline Henderson er dødskvinden på kanten. Smuk som en solnedgang under sin store divafrisure i rollen som en operasangerinde, der har mistet stemmen - og som snart også mister åndedrættet. Henderson er så præcis i sine replikker, og så stille i sin sang. I sit sidste nummer er hun samtidig så usentimental, at man netop er lige ved at tude.

Hendersons evige bejler er Thomas Mørks dominator. Medicinfabrikanten, der har alt, men som ved skæbnens ironi ikke har opfundet kuren mod den pest, som Barker kaster ind i denne civilisationshistorie.

Thomas Mørk er bidende god - dominerende bag butterflyen og ensom bag blikket. Det er en sand fornøjelse af følge Mørks magtskikkelser disse år: Fra Cirkus Montebello til Flemming Jensens politiske satirer på Nørrebros Teater og til Claus Beck-Nielsens demokratiperformance i Nikolaj for nylig - og så dette. Hos Barker er det ikke mindst kløften mellem Mørk-figurens verbaloverskud og hans sexunderskud, der giver hans rolletolkning karakter. Og hans oprigtige trang til Hendersons balder: Grådig, grådig og meget grådig.

Sært

Men herren og hans elskerinde bliver forstyrret. Mest af datteren, som Rikke Lylloff spiller med veloplagt blondinebrutalitet. Hendes lange Barbie-ben lyser uvirkeligt i grøn silhouet, mens hendes lyse hår bruser som en påsat glorie. Lylloff rammer præcist tidens ideale, sexfixerede arrogance - isdronning, nu med hund.

For med sig har hun sæsonens vildeste teaterhund med villige poter og bondage-ophæng. Performeren Rune Macdonald spiller hund, så alle dyrets sider kommer frem: Den utålmodige, den lydige, den pibende, den selvpinende... Pilende af sted på poteknæer, så publikum både skriger af grin og af gys. Sær, sær og meget sær.

En præst dukker (naturligvis) også op, her i Klaus Tanges autoritære og dog så kødfrustrerede skikkelse. Hans tvivlerstemme ridser interessant i testamenterne, når han flygter ud af sin præstekåbe og væk fra døden, reduceret til kujon af sin tro. Imens står så Morten Aaskov Hemmingsen som Hendersons unge beundrer - og Mørks søn, pikant nok - og giver gladeligt sit idealistiske løfte til sin dødsforkvalmede diva, om end ægteskabet kysser om kap med døden. Hemmingsens stemme er helt lys af betagelse. Blød, blød og meget blød.

Så hvad er de sidste ord? At Død, død og meget død er et eminent sansemøde mellem kunstarterne. Og at Holland House har gjort Barker 'levende, levende og meget levende'.

Død, død og meget død af Howard Barker. Instruktion og scenografi: Jacob F. Schokking. Musik: FM Einheit. Lys: Peter Plesner. Video: Jakob Thorbek. Holland House i Kanonhallen, K2. Til 5. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu