Læsetid: 4 min.

Succes som koncept

25. oktober 2001

»Alt af den slags vil dø. For pigerne bliver det som en forlænget charterferie på Ibiza, og så er det det.«
Sangeren og sangskriveren Allan Olsen, Morgenavisen Jyllands-Posten den 21. oktober 2001

»Min løn skal bruges til børneopsparing til mine søstre og til at sikre mig uddannelsesmæssigt.«
Sofie Hviid, 18-årig sangstjerne in spe, i reklamematerialet for eyeQ

Der er stadig intet som pop, der kan skabe trængsel foran automaten med de åh så rigtige meninger, selv her, hvor man gik og troede, at postmodernisterne forlængst havde slået det sidste søm i ligkisten med politisk korrekthed. Og det er da paradoksalt, og også en smule rørende, at netop pop, både som musik og som kultur, ikke kun kan sætte hjerter i brand, men også hjerner. Tænk at bruge så mange kræfter på noget, man ikke kan lide, og som man bare kan slukke for ... Seneste eksempel er den nye danske pigegruppe eyeQ – resultatet af et TV 2-overvåget udskilningsløb, som under navnet Popstars® ugentligt samler mere end en million seere, som har fået et indblik i, hvad det kræver at realisere den ældgamle drøm om at blive berømt fra det, medier og popkøbmænd altid har yndet at kalde den ene dag til den anden – overnight, som de siger i en branche, hvor engelsk er modermælkserstatningen.
Det syn har forarget meningsmagere og gamle rockræve, som har glemt, hvor vigtigt det er at have noget bag øret – f.eks. humor og distance. De danske rettighedshavere til det australske Popstars®-koncept er blevet udstillet som ryggesløse spekulanter på popbørsen med 19-årige Louise Lolle, 18-årige Sofie Hviid, 23-årige Julie Næslund og 24-årige Trine Jepsen som naiv, risikovillig menneskelig kapital. Og der har været røster fremme om, at Popstars forråder musikken og gør formen til det vigtigste. Eller som den gamle Gnags-guitarist Jacob Riis-Olsen sagde til Jyllands-Posten: »Popstars er bare en tom skal. Det er en kunstig situation, der er pustet op til fjernsyn og høje seertal. Det er jagt på berømmelse og intet andet.« Underforstået: Her ser vi endnu et eksempel på Big Brother-syndromets smittefarlighed. Har han glemt, at han var med til at lave en plade, der hed Plads Til Begejstring?

Det kan da godt være, at pigerne i eyeQ vil være berømte, men de, der anfægter dèt som drivkraft, har glemt eller aldrig fattet poppens sjæl. Beatles ville være berømte og have mange kvinder. Og de fik det. Ingen anfægter vel i dag det bands indflydelse på massekultur. Endnu et eksempel blandt talrige: The Band, som både selv og i samarbejde med Bob Dylan fornyede den amerikanske traditionsbevidsthed med stilskabende musik, startede karrieren som akkompagnatører for en sanger, der ikke kunne love dem høje honorarer, men garanterede dem »lige så meget fisse som Frank Sinatra fik«. De slog til.
Selvfølgelig kan eyeQ overhovedet ikke sammenlignes med de navne, men heller ikke med Big Brother, for tv-udsendelserne viste, at de faktisk kan synge. Og gruppens Sofie Hviid har en pointe, når hun til Jyllands-
Posten siger: »Hvis en eller anden gammel mand sidder på sit pladeselskab og er fortørnet, fordi vores gruppe ikke er startet i en garage med en gammel guitar og et ødelagt trommesæt, så fred være med det.« Og hun har jo ret. Den hengemte ’68-holdning til musik, som noget, der tager sin tid og kræver afsavn for så pludselig at slå igennem ene og alene i kraft af en uimodsigelig kvalitet, er udtryk for selvbedrag og svigtende hukommelse. Selvfølgelig er der – heldigvis – navne, der er slået igennem efter den opskrift, men pigepopbølgen først i 60’erne (Ronettes etc.) var styling, så det klodsede. Hele den massivt indflydelsesrige Tamla Motown-lyd var benhård talentfabrikation på samlebånd, hvor sorte piger (og mænd) fik glattet krushåret ud og lærte sig hvide manerer for at blive gangbare blandt hvide high school kids. Blev The Supremes dårligere af det? De skrev ikke en eneste sang selv. Det gjorde Elvis f.eks. heller ikke. 60’ernes mandlige pendant til Popstars, The Monkees, blev lagt for had af hippierne. I dag anerkendes deres ikke-selvkomponerede musik. Og selv konciperede 90’er-succeser som Take That og Spice Girls sang sange, som såkaldt seriøse kunstnere ville have givet halvdelen af deres karriere for at hitte med.

Folkene, læs: mændene, bag Popstars® kan selvfølgelig sagtens have gustne hensigter, og statistikken taler for, at det vil gå eyeQ, som Allan Olsen forudser i denne leders indledende citat, men det fine og tankevækkende i udsendelsesforløbet har bl.a. været den omsorg, udvælgelseskomiteen har udvist de deltagende stjerneaspiranter. Der har ikke været tale om Big Brother-menneskeofring for åben skærm, de faldne er blevet samlet op og sendt videre i livet, fordi der er vigtigere ting end 15 minutters berømmelse, og vi andre har fået et sjældent kig ind i det magiske mysterium, der forkortes pop, men som også er hårdt arbejde i i det evigt dragende krydsfelt mellem drøm og virkelighed.
I sandhed poplic service-tv.

tobi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu