Læsetid: 4 min.

Succes sælger i Tyskland

12. oktober 2005

Angela Merkel er kvinde og har østtysk baggrund, men hun profilerer sig hverken på det ene eller det andet. Alligevel har hun nu chancen for at forandre Tysklands politiske kultur

Angela Merkel er et politisk uheld, som er ved at blive en katastrofe – i hvert fald set med nogle af hendes mandlige partikollegers øjne. Her havde folk som Roland Koch, Peter Müller og Christian Wulff, ministerpræsidenterne i henholdsvis Hessen, Saarland og Niedersachsen, engageret sig politisk nærmest fra de var helt små. Og så kommer der en kvinde fra det tidligere DDR, Dunkeldeutschland, og ser ud til at tage kanslerposten lige for næsen af dem. Meget sigende betegnede den britiske avis The Times i gårsdagens leder kanslerembedet som et »forgiftet bæger«, som Merkel nu er ved at få serveret.
Koch, Müller, Wulff, men også Stoiber, Müntefering, Westerwelle etc. repræsenterer den gamle Forbundsrepublik, bare i en lidt yngre udgave. Deres politiske socialisering foregik i en tid, hvor det ikke blot gik økonomisk godt, men hvor politikken også var præget af en til dels hadefuld konfrontation mellem de politiske blokke, og hvor den politiske arena ganske enkelt var domineret af mænd.
Eller kan De, kære læser, komme i tanke om en kvindelig politiker, som har sat sit præg på efterkrigstidens tyske politik? Så skulle det lige være Margot Honecker, men det er vist en anden sag.

’Min lille pige’
Det interessante i denne forbindelse er, at Angela Merkel indtil nu hverken har profileret sig som østtysk eller kvindelig politiker. I mange år har det forfulgt hende, at Helmut Kohl engang betegnede hende som »den lille pige«, men Merkel selv har altid forsøgt at modbevise dette billede igennem sit arbejde først som minister, derefter som partisekretær og senest som formand og kandidat til kanslerposten.
Det betyder på den anden side ikke, at hun er blevet del af det politiske establishment.
Angela Merkel er på mange måder en politisk særling, en fremmed, som udelukkende er kommet helt til tops, fordi hun greb de mildest talt usædvanlige chancer, som bød sig. Og fordi det havde været forbundet med for store omkostninger at vælte hende – særlig for vedkommende, som skulle have udført dette politiske mord.
Netop den kendsgerning gør sig også gældende i den nuværende situation. Angela Merkel er – modsat nærmest alle overskrifter i den internationale presse i går – ikke kansler endnu. Faktisk ligger der med selve koalitionsforhandlingerne en lang vej foran hende, som hun selv har erkendt i diverse interview. Men hendes chancer er steget, netop fordi der ikke findes noget alternativ til hende.
Selvom utilfredsheden med regeringskonstellationen i både CDU/CSU og SPD er stor, og selvom det efter Franz Münteferings ord ikke bliver et kærligheds-bryllup, så er de tre partier nødt til at arbejde sammen, hvis ikke de vil skuffe tyskernes tillid til det politiske system i endnu højere grad og dermed risikere, at de populistiske, ja til dels ekstreme kræfter på venstre- og højrefløjen bliver styrket.

En ensom politiker
Men man skal ikke se bort fra, at det kan blive en kulturkamp, som kommer til at udspille sig i de kommende uger – mellem den pragmatiske Angela Merkel på den ene side og magtpolitikerne Stoiber, Müntefering og Co. på den anden.
Det centrale spørgsmål er, om Angela Merkel formår at samle tropperne om et politisk projekt, der vil være i stand til at løse Tysklands økonomiske og strukturelle problemer. Eller om vi kommer til at opleve en koalition med den mindste fællesnævner, et politisk rænkespil, hvor den personlige gevinst bliver prioriteret over landets almene anliggender.
I denne forbindelse er Angela Merkels største styrke også hendes største svaghed.
»I roen ligger kraften,« plejer den 51-årige fysiker at sige til sine nærmeste medarbejdere, når det virkelig brænder på. Og ingen tvivl, om at Merkel er en målrettet, men tålmodig kvinde, som samtidig er en uhyre dygtig strateg. Men bortset fra sine nærmeste omgivelser er hun også en ensom politiker, der er omgivet af fjender, der bare venter på hendes første alvorlige fejltagelse – som nævnt ikke mindst inden for sit eget parti.

Hårde tider forude
Det er godt, at hun under valgkampen i modsætning til Gerhard Schröder har været ærlig og ikke lovet borgerne guld og grønne skove, men derimod sagt, at der venter hårde tider forude. Men taget i betragtning, at hun ikke har mange allierede, kan det på længere sigt vise sig som hendes største politiske fejltagelse, at hun – i hvert fald indtil nu – har forsømt at formulere en politisk vision, som kan vække begejstring hos borgerne. For en alliance med folket ville alt andet lige gøre det mere besværligt for hendes modstandere at komme af med hende.
For tænk, hvad det vil betyde, hvis hun skulle vise sig at være en succesrig kansler? Ikke blot med hensyn til landets og dermed også hele Europas økonomiske situation. Men især med henblik på Tysklands politiske kultur.
»Vi er de underlegne, og vesttyskerne anser os også som underlegne og ser ned på os. Der har fra Vestens side ikke været en trang til at lære fra os,« sagde den østtyske forfatter Christa Wolf i anledning af 15-års dagen for den tyske genforening for nylig.
Ja tænk, hvis Vesttysklands mandlige politikere kunne tage ved lære af et uheld i form af en østtysk kvinde – et uheld, som oven i købet har turdet være sig selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu