Læsetid: 5 min.

Succesens farlige nabo

Popularitet er godt, men det kan også være farligt. Dansk tv-drama risikerer at blive konformt, hvis man begrænser sig til den sikre succes og afviser at eksperimentere
18. januar 2006

"Vi laver ikke længere eksperimental dramatik i DR," sagde DR's dramachef Ingolf Gabold i gårsdagens Information.

DR satser hellere eksperimenterende, når det gælder deres engagement i dansk spillefilm. På TV har de en public service-forpligtigelse og et ønske om at ramme bredest muligt indenfor den enkelte dramaserie. Det begrænser mulighederne for eksperimentering.

Da tv-teater og radiodrama-instruktør Palle Kjærullf- Schmidt bliver konfronteret med den opfattelse, svarer han: "Ja, hvis man skulle efterleve det, så havde Leif Panduro jo aldrig fået lov at lave tv i tresserne."

Han anser det som et stort tab for dansk tv, hvis man ikke giver plads til at udfordre mediets rammer.

"Er der nogensinde noget her i verdenshistorien, der ikke i sin begyndelse var et eks-periment? Hvis vi ikke eksperimenterer, så lærer vi ikke noget," siger Palle Kjærulff-Schmidt.

Han forstår ikke, hvorfor man inden for dansk tv ikke forsøger sig med andre rammer. Rammer, der giver plads til, at man eksperimenterer.

"Det er klart, at det er for stor en satsning at lave eksperimenterende dramatik, hvis man skal lave 52 afsnit i en serie. Et eksperiment risikerer altid at være en fiasko," siger han.

En kortere form, ville være mere oplagt til eksperimenter, peger Palle Kjærulff-Schmidt på. "Hvis man nu forsøgte sig med enkeltstående projekter. Som for eksempel teatrene gør det på deres anneks-scener. Der ville der være råd til risici," siger han.

Han har selv instrueret adskillige tv-produktioner, blandt andet i fællesskab med Klaus Rifbjerg.

"TV er helt bestemt en genre i sig selv, så derfor skal der også eksperimenteres indenfor TVs rammer. Man kan bruge elementer fra filmens verden i TV, men TV skal også selv udvikle sig. Og det har man også været god til, så man har oplevet en række succeseer. Men hvis en succes betyder, at man opgiver lysten til at eksperimentere, så kan det blive farligt," siger han.

Instruktøren Ole Bornedal var i 1993-1994 selv dramachef i DR, og han forstår Ingolf Gabolds vægring ved at være alt for eksperimenterende. Da han i sin tid kom til som dramachef, og omdøbte det fra tv-teater til tv-drama, talte han også for, at dramatik på tv ikke skulle være for eks-perimenterende. TV-drama skulle først og fremmest lære at kommunikere til de mennesker, de sendte til. "TV-teateret kommunikerede folkeligt, når Panduro var bedst, men ofte var det noget ualmindeligt svært tilgængeligt tv-teater, der henvendte sig til ekstremt få mennesker. Og den sidste del af det kan man måske kalde eksperimentel. Man kan måske også bare kalde den kedelig. Der er det svært differentiere, hvad der egentlig er et eksperiment og hvad der egentlig bare er kedeligt. Men med den forståelse kan jeg godt give Ingolf Gabold ret i, at det er betænkeligt, at man bruger en tv-kanal og nogle ressourcer til noget, der var så snævert."

Provokation

Men Ole Bornedal mener bestemt, at man også skal eks-perimentere indenfor den mere folkelige form for TV-drama.

Derfor kan han godt blive bekymret over den succesbølge, som dansk tv-drama oplever.

"Den nærmeste nabo til succes er konformitet. Og for, at det hele ikke skal blive for fantasiløst, så bør man egentlig sørge for at provokere sig selv og satse på noget, der på papiret måske ikke ser så helstøbt ud, som mange af de tv-serier, vi ser i dag, sikkert har gjort. De bliver også successer, men det er måske ikke dem, der går hen og skaber et helt nyt sprog og nogle helt nye tanker."

Den 2. april starter instruktøren Per Fly optagelserne til en tv-serie, der vel kan betegnes som et forsøg. Selvom han ikke vil kaldes eksperimenterende. Han er overrasket over Ingolf Gabolds udmelding, for det er bestemt ikke den oplevelse, han har haft gennem samarbejdet med DR's dramachef.

"Denne serie i seks afsnit går ud på, at man ser de samme seks uger i hvert afsnit gennem en ny hovedkarakter hver gang, og det foregår på opsætningen af et teaterstykke. Det er meget centreret om en teaterdirektør og instruktør, hvis liv så bliver oprullet i takt med opsætningen af stykket. I formen ligner det jo ikke det, der ellers bliver lavet, og det var jo også det, der var ideen med det fra starten," siger Per Fly.

Han bliver ikke bekymret over at høre Ingolf Gabolds betragtninger om at skulle nå ud til så mange som muligt.

"Jeg håber da også altid, at der kommer utroligt mange mennesker ind og ser mine film. Jeg laver ikke forskning. Jeg laver film, og selvfølgelig vil jeg gerne have, at folk ser dem. Jeg arbejder slet ikke på den måde, at jeg opfatter mit arbejde som eksperimenterende. Sådan fungerer det ikke, når man står midt i det. Jeg kan da godt ligge vågen om natten og være urolig over om folk nu vil se det, men det er jo mere en personlig bekymring. Det er ikke en, jeg har fået gennem mit arbejde med DR," siger Per Fly.

Begavet publikum

Den bekymring er også unødvendig. I følge Ole Bornedal så er det en misforståelse, at publikum skulle have en bestemt forventning bare fordi, der er tale om en tv-serie. Hvis der er nogen, der skaber en forventning om succes, så er det producenterne selv. Publikum forventer bare at blive grebet af historier. Og måderne at blive grebet af historier på, er enormt mangfoldige.

"Publikum er meget begavet og meget nysgerrigt. Derfor skal man være forsigtig, når man har lavet en, to, tre og fire successer og gerne vil lave den femte succes, så risikerer det at blive konformt. Men publikum er sådan set ligeglade. Der findes ikke nogen regler for dramatik. Jeg tror bare på den gode fortælling. Men det sker ofte, at folk lægger nogle regler i det, og så er det ofte konformiteten og det sikre kort, man vælger. Man skal altid passe på ikke at gentage sig selv."

Ole Bornedal henviser til især to tv-produktioner fra halvfemserne , der viste sig at have bred appel, selvom det bestemt ikke så sådan ud i udgangspunktet.

"Serien Charlot og Charlotte og Lars Von Triers Riget var begge forsøg på at blande det folkelige med det bizarre og absurde. Det underholdende og det groteske i en meget besværlig blandingsform. De projekter ville sandsynligvis stå som ret stærkt eksperimenterende, hvis DR havde det på skrivebordet i dag, men de er alligevel gået hen og blevet ret markante for tv-dramatikken i halvfemserne," siger Ole Bornedal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu