Læsetid: 3 min.

En succeshistorie

4. februar 1997

"Modstanden er jo et led i en ganske almindelig "religiøs" bølge sat igang af barfodsgængere, biodynamikere, hjemmefødere og andre, som alene lader følelserne diktere."
Professor Morten Lange, daværende formand for Energirådet og Energiforskningsrådet, 1976

TROEN PÅ fremskridtet er slukket hos ethvert eftertænksomt menneske. Skrev Informations Klavs Birkholm i en dyster forsideleder i går, mandag. Guderne skal vide, at der i dagens normløse, politikforagtende, ulighedsavlende og miljønedbrydende vækstsamfund kan være grunde til at grave sig ned. Men ind imellem sker der ting, som tillader én at løfte hovedet. Begivenheder der drister én til at tro på, hvis ikke fremskridtet - hvordan defineres det? - så i det mindste fremtiden. Begivenheder som dem, der udspillede sig natten til mandag i et regeringskontor i Stockholm. For når tre partier, der danner flertal i den svenske Riksdag, beslutter, at atomreaktor nr. 1 ved Barsebäck skal lukkes næste år og nr. 2 snarest derefter, så er det en beslutning om at gøre op med en bestemt type - nemlig en forældet - fremskridtstro. En historisk beslutning om at indlede et teknologisk sporskifte.
Det mest interessante og opmuntrende ved den historie er forhistorien. Som starter i de tidlige 1970'ere, hvor tidsånden er sådan, at en ELSAM-direktør finder det på sin plads at sige til de første danske atomkraft-tvivlere: "I kan diskutere lige så meget I vil, I får atomkraft alligevel!"

DET får danskerne så også, i 1975, hvor det svenske elselskab Sydkraft starter Barsebäck 1, tættere på den danske hovedstad end nogen dansk myndighed nogensinde ville drømme om at placere et A-værk. I de følgende år vokser modstanden frem på begge sider af Øresund. I 1977 marcherer 20.000 mennesker i protest til Barsebäck-værket, og kort efter erkender daværende miljøminister Niels Matthiasen (S) - som den første i en næsten endeløs række af danske og svenske politikere - at værket er fejlplaceret. I 1978 præsenterer Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA) egne beregninger, der viser, at 20.000 danskere kan miste livet efter en ulykke på Barsebäck. Beregningerne bekræftes af Miljøstyrelsen, og i Folketinget fremsætter SF det første forslag om at kræve Barsebäck lukket. Regeringen svarer ved at nedsætte en arbejdsgruppe, den første af en lang række...
I '79 demonstrerer 25.000 mennesker foran Christiansborg mod det fejlplacerede værk, og OOA starter en underskriftindsamling, der efter bare fem uger tæller over 300.000 navne. I '81 marcherer 25.000 vrede danskere igen, mens 125 fagforeninger og arbejdspladser vedtager resolutioner, musikere laver koncerter, forfattere sender protester, og aktivister afspærrer dele af den indre by på grund af - simuleret - nedfald fra Barsebäck. Det er i denne fase af boblende aktivisme, at professor Ove Nathan, tidligere medlem af Atomenergikommissionen, tager bladet fra munden og udtrykker sin bekymring over, at "Danmark vil gå halvt i opløsning," hvis en sky fra Barsebäck giver langlivet, radioaktiv forurening af hovedstaden. Det er en vurdering, som i de følgende år bekræftes i officielle ekspertrapporter, og efter yderligere folkelige protester er et folketingsflertal i 1986 modent til at vedtage et forslag fra R, SF og S om at kræve de to reaktorer ved Barsebäck lukket. Siden da har skiftende ministre lagt officielt og gentagent pres på den svenske regering, med indenrigsminister Birte Weiss (S) som den mest ihærdige. Holdt til ilden af, hvad der har været tilbage af aktivister i OOA.
De senere års historie er en ganske anden og grim historie på svensk grund om, hvordan industri, fagbevægelse og et politisk flertal i uhellig alliance har forhalet sagen og manipuleret med op til flere rigsdagsbeslutninger om at starte afviklingen af atomprogrammet. Historien var grim, indtil natten mellem søndag og mandag, hvor den pludselig fuldbyrdedes med den overraskende politiske aftale om Barsebäcks snarlige lukning. Forløbet er et eksempel på, hvordan magten trods alt og til slut reagerer på bevægelse i folket. 22 år efter de første spæde protester er systemets inerti pludselig overvundet og demokratiet rede til at virke. Længe efter at de første blandt aktivisterne har opgivet ethvert håb, bærer deres anstrengelser frugt. Magtens Sverige har endelig åbnet sig, erklæret sig modent til kursændring.
Det er et livgivende skulderklap til dem, der dengang blev søgt isoleret som barfodsgængere og hjemmefødere. Og en vigtig opmuntring til den nye generation, der i den grad har brug for historier om, at det nytter.
Barsebäck-sagaens morale blev formuleret allerede i 1985, da Ove Nathan talte til OOA-folkene om handlingens optimisme i modsætning til intellektets desperation. "I skal vide, at I går og sår. Og hvis man spreder gødning over en mark, så gror kornet lige så stille. Man skal ikke være alt for utålmodig."

jsn (Jørgen Steen Nielsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu