Læsetid: 4 min.

Suk! Dansk fodbold

13. marts 2001

For dem, der interesserer sig for den slags, kom det vel ikke som en overraskelse, at der i søndags var sæsonpremiere på den danske Superliga. Hele den forgangne uge havde sportspressen nemlig holdt sig beskæftiget med lystigt truttende optaktsartikler og -udsendelser, og avisernes betroede kulturskribenter havde fået stillet dyrebare sider til rådighed til personlige på-slap-line-beretninger om, hvor vildt og søvnløst meget de havde glædet sig til sæsonstarten efter måneders mental ørkenvandring. Man havde kunnet høre om fanklubber i voldsom vækst, og om tv-rettigheder, som solges til formuer. Man havde kunnet læse om fodboldklubber, der indgik aftaler med mindre, landsdækkende tv-stationer om ugentlige klub-nyhedsindslag.
Noget rigtig, rigtig imponerende, noget man næppe helt kunne forstå, var under opsejling, fik man indtrykket af. Dagen efter den nye sæsons første runde, altså i går, var sportstillæggene fyldt med store, intense fodboldfotos og alenlange, detaljerede reportager fra landets stadions.
Hvor må det være stort, dette ’dansk fodbold’, må den uindviede nu tænke.
Den alment interesserede normaldansker vil måske ligefrem lade sig friste til ved selvsyn at konstatere, hvad det er for noget, og slippe 100 kroner for en plads på lægterne. Idet han træder ind i arenaen og sætter sig til rette på et større Superligastadion – vi kunne jo sige på et af de to største, FC Københavns hjemmebane Parken eller Brøndby Stadion – vil han finde det overordentligt livligt, lovende og stimulerende: Her er bannere, slagsange, farver, ristede pølser, bare cheerleaderpiger, fadøl, en dunst af hash, en flot, optegnet græsbane med indbyggede varmelegeme, etcetera.
Ja, sikke en stemning, sikke en fest, sikke en poly-
facetteret kulturbegivenhed, der venter. Sikke et fællesskab og sikke nogle veltrimmede fodboldhelte iført lange sokker og de sidste nye Adidas Predator-støvler.

Eller det vil sige: Sådan ser det ud, lige indtil dommeren fløjter kampen i gang, og spillerne sætter i løb i deres indstuderede mønstre med og uden bold. Allerede her begynder billedet at falde fra hinanden; her bliver illusionen tydelig.
Rammerne er i helt i top, men det, der skulle være primærproduktet, fodboldspillet på banen, lever bestemt ikke op til rammerne. For hvor er det tekniske niveau uudholdeligt lavt, og hvor går det egentlig langsomt! Hvor er der meget klumpspil; hvor er der mange fejlafleveringer, tynde tæmninger og dårlige afslutninger. Her sidder man med sin fadøl og vidste ikke, at man i grunden er masochist.

Det er ikke, fordi, at dansk fodbold er dårligere, end den burde være. Det ser bare sådan ud. Sagen er, at vi er nogle stykker, som har gået og brugt en del vinteraftner på at varme os med fremragende, direkte tv-transmitteret europæisk Champions League-topfodbold.
En ting er, at vi således er blevet forvænte med at se på et højt tekniske niveau; en anden ting er, at det – når man sidder dér på stadion og kigger på Brøndby og OB heade bolden frem og tilbage – står ængsteligt klart, hvor meget bedre Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Chelsea, Inter, Juventus og de andre superklubber er blevet i forhold til de allerbedste danske hold. De dage, hvor et heroisk kæmpende dansk mannschaft med gode biorytmer kunne spille lige op med Bayern München, er talte – og der er intet at gøre ved det.
Det skyldes navnligt de uhyrlige summer, som tv-selskaberne disker op med til storklubberne for at få lov til at sende deres kampe. Manchester United, der med en markedsværdi på mere end 11,5 milliarder kroner, er verdens rigeste klub, henter f.eks. små 500 millioner kroner om året i tv-indtægter fra sine Premier League- og Champions League-kampe og omsætter årligt for 1,2 milliarder kroner. Og fodboldklubben AC Roma, som ligger nummer et i den italienske Serie A, købte i sidste uge den kun 18-årige fodboldspiller Antonio Cassano af bundklubben Bari formedelst 60 mia. lire – eller godt og vel 231 millioner kroner – fordi han er et indlysende talent. Dermed kom Cassano på top ti listen over verdens dyreste fodboldspillere.
De penge eksisterer ikke i dansk fodbold og kommer heller aldrig til det. FC København kan udbygge og sælge merchanchise og skabe fællesskab, så meget de vil, men internationalt tilsnit får holdet nok aldrig. Hvad skal danske hold gøre? Hente flere sorte guldspillere i Afrika? Leje Søren Frederiksen i et halvt år?
Misforholdet mellem de sportslige rammer i de store danske klubber og selve udøvelsen af sporten inde på banen kan virke absurd. Der er vel ikke andet for end at se på dansk fodboldkultur som et ... interessant fænomen og blot glæde sig over, at international topfodbold befinder sig på et højere og mere seværdigt niveau end nogensinde tidligere.

os

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu