Læsetid: 3 min.

Sultens retorik

14. juni 2002

De vestlige landes statsledere blev hjemme, da FAO, FN’s organisation for fødevarer og landbrug, i denne uge diskuterede, hvordan antallet af sultende mennesker på denne klode kan bringes ned. Kun to regeringsoverhoveder fra de rige OECD-lande – værtslandet Italiens Silvio Berlusconi og Spaniens José
Maria Aznar – havde fundet det ulejligheden værd at møde op til FAO-topmødet i Rom. Denne symbolske ligegyldighed fik blandt andre Sydafrikas præsident Thabo Mbeki til at fare i flint og beskylde de vestlige ledere for at lade hånt om menneskeliv. »Samtlige statsoverhoveder fra Vesteuropa og Nordamerika var her i Rom for to uger siden for at diskutere NATO. De kom alle sammen uden undtagelser, men de kommer ikke nu,« sagde han til nyhedsbureauet Reuters. »Jeg går ud fra, at det skyldes, at de ikke finder, at problemet med 800 millioner mennesker, der sulter i verden, er vigtigt. Det synes jeg virkelig er tegn på ligegyldighed over for menneskeliv.«
FN’sMÅL er såmænd ikke engang at udrydde sulten, men blot at halvere antallet af mennesker, der mangler mad på tallerkenen, fra over 800 mio. i dag til ’kun’ 400 mio. i år 2015. Hvis det skal lykkes, skal der massive investeringer til i udvikling af de fattige landes landbrug, i forskning og forædling, i udvikling af nye afgrøder – med eller uden bioteknologi, som jo var et af stridsemnerne i Rom. Dertil kommer behovet for nye og mere retfærdige spilleregler på et verdensmarked, hvor EU og USA kappes om at poste milliarder af støttekroner i deres hjemlige landmænd og dermed udkonkurrerer de fattige lande i Syd.
Der er således nok at tage fat på. Men modsat så mange andre FN-møder, hvor slutforhandlingerne ofte trækker ud i de sene nattetimer, endte FAO-topmødet ganske udramatisk i går. Torsdag formiddag klokken 11 kunne der kaldes til pressemøde for at præsentere en enstemmig sluterklæring, der indeholder »en bekræftelse af medlemslandenes vilje til bekæmpe de globale sultproblemer, men uden reelle beslutninger om, hvorledes dette mål skal opnås«, som nyhedsbureauerne diplomatisk udtrykker det.
Endnu et FN-møde er dermed løbet af stablen. De delegerede kan rejse hjem – til henholdsvis sult eller overflod, alt efter hvilket hjørne af verden de kommer fra. Danmarks repræsentant, fødevareminister Mariann Fischer Boel, vender hjem til fortsatte tovtrækkerier om EU’s landbrugsstøtte og krav fra de danske landmænd om at forlænge støtten, når nu USA også optrapper sine subsidier. En anden prominent gæst, Zimbabwes præsident Robert Mugabe, rejser hjem til det sult-kaos, han selv har været med til at fremprovokere. Mugabe blev modtaget med kølighed og indignation i Rom, hvor han uanfægtet stillede sig op og holdt en tale, hvori han forsvarede de voldelige jordbesættelser som regeringens svar på »folkets krav om jord« og garanterede, til de øvrige delegeredes åbenlyse forargelse, at der venter en lys fremtid forude for bønderne i Zimbabwe. Den aktuelle sultkatastrofe skyldes, ifølge Mugabe selv, udelukkende den tørke, der har ramt hele det sydlige Afrika.
At der stadig findes sult i denne verden bør vitterligt, som FN’s generalsekretær Kofi Annan udtrykte det i sin åbningstale, »fylde os med skam«. Spørgsmålet er, om skamfølelsen er stærkest ved at se Mugabe optræde på slap line i Rom, mens seks-syv mio af hans egne borgere derhjemme mangler mad – eller ved at bevidne den rige verdens slet skjulte ligegyldighed over for de reelle problemer, som gør, at hver syvende indbygger på kloden ikke har nok at spise.
Som Harvard-økonomen Jeffrey Sachs også sagde det i sit indlæg på FAO-mødet, er der ingen undskyldning længere. De ekstra 24 mia. dollar om året, som FAO beder om til landbrugsudvikling, forskning og fødevarehjælp, syner ikke af meget ved siden af de 190 mia., USA netop har bevilget i landbrugsstøtte til egne farmere – for slet ikke at tale om de megabeløb EU hvert år poster i landbrugsstøtten. De 24 mia. kan skaffes, hvis de rige lande øger deres bistandsbudgetter med sølle 0,05 procent af deres BNP. Det burde være muligt. Alligevel kommer det næppe til at ske i den nærmeste fremtid – heller ikke på det næste store FN-møde, topmødet for miljø og bæredygtig udvikling, som finder sted i Johannesburg til september. Retorikken i Johannesburg vil uden tvivl være fyldt med de samme gode hensigter og smukke erklæringer som i Rom. Men handlingen kan vi fortsat komme til at vente længe på.

ds

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu