Læsetid: 5 min.

De sulter for ikke at blive glemt

Sultestrejken blandt 81 internerede i Guantánamo - 'vor tids Gulag' - er stort set gået upåagtet hen i den vestlige offentlighed
11. januar 2006

Lad os prøve at forestille os, at Osama bin Laden og hans folk havde taget 500 vesterlændinge til fange i Afghanistan - de allerfleste amerikanere - og havde haft dem indespærret i fem år på et utilgængeligt sted, uden rettergang og under forhold, som menneskeretsorganisationer betegnede som "oprørende" og "i flagrant strid med menneskerettighederne".

Det lyder usandsynligt. Tænk bare tilbage på situationen omkring de amerikanske gidsler i ambassaden i Teheran. Ingen leder i Washington ville kunne undlade at reagere på det pres, som ville opstå - både i selve USA og internationalt.

Tænk derpå over, hvor lidt vi hører om fangerne i Guantanamo. Men de er jo heller ikke fra vores kulturkreds, og der er ingen stor sandsynlighed for, at nogen skal befri dem. I stedet for er de selv for længst gået i gang med en sultestrejke. Af de 550 fanger - hvoraf tre var mindreårige, da de blev pågrebet - deltager 81 i sultestrejken ifølge det amerikanske militær.

Det sker som protest imod forholdene bag pigtråden i Guantánamo og imod manglen på juridiske rettigheder. Det sidste punkt handler om, at kun fem fanger - det som USA kalder for 'illegale kombattanter' - har haft mulighed for at få deres sag prøvet hos en amerikansk domstol.

Når fangerne ikke dør af mangel på vand og mad hænger det sammen med, at de bliver bundet og tvangsfodret gennem plasticslanger, der føres gennem næsen og ned i maven.

Retssag i Californien

Nogle af de tvangsfodrede har gennem de britiske sagførere Allen and Overy anlagt sag ved en domstol i Californien. Det hænger sammen med, at den ansvarlige for tvangsfodringen, kaptajn John S. Edmonson, er registreret som læge her. Det kræves nu, at Californiens etiske nævn indleder en undersøgelse af, om det er i overensstemmelse med lægeløftet at medvirke til denne behandling af fangerne. Ved retssagen vil der blive fremlagt dokumenter, som påviser, hvor store gener - i form af kvalme og næseblødning - plasticslangerne fremkalder, mens lægens forsvarer garanteret vil hævde, at alternativet er værre, nemlig døden.

Det hele tjener til at skabe opmærksomhed om en situation, som de fleste af os ønsker at glemme. Billederne fra Abu Ghraib - de nøgne legemer stablet oven på hinanden og de bidske hunde - er ikke sådan at fjerne fra nethinden. Men Guantánamo er noget helt andet. Det er mennesker klædt i orange dragter og fodlænker bag pigtråd. Det er rygter om religiøse ydmygelser. Det er lækkede forhørsprotokoller, som viser, at de muslimske fanger udsættes for seksuelle ydmygelser af kvinder.

Kilderne er amerikanere, som har været ansat der, og som vender rystede tilbage over, hvad deres land er i gang med. Men det hele er ret uvirkeligt. Det er svært at fastholde opmærksomheden og protesterne, og præsident Bush er sluppet af sted med - også i Danmark - at sige til kritikerne, at de jo bare kan komme og kigge selv. Da danske pressefolk tog imod invitationen, viste det sig selvfølgelig, at der slet ikke var mulighed for kontakt med fangerne eller for at høre, hvordan de blev behandlet. Heller ikke FN's særlige mission har kunnet få den nødvendige adgang til fangerne.

Vor tids Gulag

Derfor er det svært at få Guantánamo på dagsordenen. Der er for få billeder og for få autentiske udsagn. Sidste år forsøgte Amnesty så at sætte trumf på og betegnede fængslet som "vor tids Gulag" i sin rapport for 2005. Det fik mange mennesker op af stolene. Det kunne man virkelig ikke. Det var oprørende, uansvarligt og skammeligt, sørgeligt og absurd, lød reaktionen fra den amerikanske regering, og også mange kritikere af USA syntes, at menneskeretsorganisationen havde skudt vildt over målet. Amnesty Internationals generalsekretær Irene Khan svarede:

"AI har aldrig påstået, at menneskeretskrænkelserne i Guantánamo kan sidestilles med de overgreb, der blev begået i Sovjetunionens gulag-system af straffelejre. For os er pointen med at betegne Guantánamo som vor tids gulag blot, at denne interneringslejr for mange mennesker i verden er kommet til at stå som selve symbolet på menneskeretsovergreb i vor tidsalder - ganske på samme måde som gulag-lejrene var selve symbolet på menneskeretsovergreb i Stalintiden."

Og hun kunne have tilføjet: Ikke mindst i den muslimske del af verden, hvor man må have svært ved for alvor at tro på, at vores krig mod terrorismen er en kamp for menneskerettigheder, når vi - lige så snart det er mest hensigtsmæssigt - overtræder dem selv. De vil derfor være mere tilbøjelige til at betragte vores fremfærd som udslag af en kamp imod deres kultur og religion og en kamp for egne territoriale og økonomiske interesser.

Man behøver ikke at være psykolog for at forestille sig den mentale tilstand hos fangerne, der nu i fem år har levet i total uvished om deres skæbne. Det er vel også særdeles tvivlsomt, at de indespærrede i dag skulle sidde inde med oplysninger, der kan være af stor værdi i kampen mod al-Queda.

Alligevel fremturer præsident Bush. I sidste uge satte han sin underskrift på en lov, som gør det umuligt for de indsatte at indlevere såkaldte habeas corpus petitions ved de amerikanske forbundsdomstole. Og samtidig bad regeringen Højesteret om at annullere 220 sager fra fanger, der har protesteret imod deres tilbageholdelse og deres igangværende sager for militære kommissioner.

Det skete uden store protester fra den amerikanske eller internationale offentlighed. Fangerne i Guantánamo må i sandhed føle sig glemt, og som de siger til deres sagførere, vil de hellere dø end fortsætte med det ydmygende uvisse liv uden rettigheder i fangelejren på Cuba.

Dog kunne de notere sig, at den nye tyske kansler, Angela Merkel, i et interview før sin afrejse til USA, udtrykkeligt nævnte Guantánamo som et vigtigt punkt for sine samtaler. Hun ville anbefale præsident Bush at lukke lejren og finde andre måder at behandle terrormistænkte på.

Man bliver en lille smule glad, hver gang en ny leder viser menneskeligt og politisk format. Og Merkel ved jo - som østtysker - hvad mangel på rettigheder handler om.

Jørgen Flindt Pedersen er journalist og filminstruktør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her