Læsetid: 3 min.

Et sundhedstegn

14. november 2003

DET ER let at være dansker. Man kan sige, lige hvad man lyster. Hvis man er imod muslimer eller socialnassere eller hundeejere, skriver man et læserbrev. Tonen er gerne rå, uden at det fører til voldsomheder – og selv nazisterne fra Greve kan få kulturstøtte.
Vi har nemlig højt til loftet.
I Tyskland er det lidt mere besværligt med ytringsfriheden.
Talereglerne står ikke skrevet nogetsteds, men de fleste tyskere ved alligevel, at man som grundregel bør undlade nedsættende bemærkninger om udlændinge samt etniske og religiøse mindretal. Hvis man absolut skal tale om Anden Verdenskrig, bør man tage udtrykkelig afstand fra alle nazisternes gerninger.
Det er heller ikke tilrådeligt at opstille sammenligninger mellem Hitler og nogen anden person – Stalin, Pol Pot og Bush inklusive. Sådanne sammenligninger kaldes »nazismerelativering« og anses for fuldkommen uacceptabelt – ikke af hensyn til den sammenlignede part, men for at bevare Hitler som den enestående onde. Sidste år mistede Herta Däubler-Gmelin sit gode job som justitsminister efter en tankeløs Hitler-Bush sammenstilling.

DE FLESTE tyskere lever med de uskrevne indskrænkninger. Man kan sagtens eksistere uden absolut at skulle skælde ud på jøderne, forsvare tyske soldaters misgerninger på sovjetisk jord eller opstille Hitler-sammenligninger. Generelt accepterer tyskerne også den skæbne og den skyld, forældre og bedsteforældre har overladt dem, men nogle vil alligevel ikke være med. I forskellige stadier af forstokkethed bekender de sig betingelsesløst til værnemagten eller det gamle tyske rige eller benægter Holocaust.
For disse mennesker er taleforbudet en lidelse, ordene presser sig på: »Det må da være tilladt at sige, at...« (som regel er det næste ord i sætningen »jøderne«). Senest blev den konservative forbundsdagsmand Martin Hohmann grebet af denne ubetvingelige trang.

MARTIN Hohmann er bekendende katolik og dertil tysk patriot. Han mener, at jøderne udnytter historien til afpresning af Tyskland. Under en tale i sin valgkreds i sidste måned søgte han at påvise, at jøderne spillede en dominerende rolle under den sovjetiske revolution og de efterfølgende blodbade. På den baggrund rejste han spørgsmålet, om ikke man kunne kalde jøderne for »et folk af gerningsmænd«.
Hohmann forventede tilsyneladende ikke et ja fra sine tilhørere, han anglede efter et nej – et nej som kunne lede frem til den afsluttende konklusion:
»De jøder, der hengav sig til bolschevismen og revolutionen, havde kappet deres religiøse bånd. De var af herkomst og opdragelse jøder, men ifølge deres verdensanskuelse hadede de enhver religion. Det samme gjaldt for nationalsocialisterne. De fleste af dem kom fra kristne hjem. De havde afsagt sig religionen og var blevet fjender af den kristne og den jødiske religion. Et forbindende element mellem bolsjevismen og nazismen var altså gudløsheden. Derfor er hverken tyskerne eller jøderne folk af gerningsmænd.«
Jødiske jøder frikendt, kristne tyskere frikendt – så skulle alt vel være godt? Slet ikke.
Hohmanns påstand er, at tyskerne opfatter sig som et folk af gerningsmænd, men det er ikke tilfældet: Trods den politiske korrekthed føler den enkelte tysker sig ikke mast under historiens last, og derfor tjener Hohmanns konklusion blot som muligheden for at sværte jøder generelt.
At det vitterligt var hans strategi, har Hohmann selv indirekte bekræftet. I de seneste dage har han haft rig lejlighed til at sige, at han er blevet misforstået, men det har han ikke gjort. I stedet har han pukket på sin ret til at fremlægge »historiske fakta«. Om jøderne.

NÅR DE konservative i Forbundsdagen i dag beslutter at smide Hohmann ud af gruppen, er det et sundhedstegn. CDU og det bayriske søsterparti CSU har alt for længe tolereret stærkt højreorienterede standpunkter blandt medlemmer og folkevalgte.
Tolerancen skyldtes frygt. CDU-CSU frygtede, at herreløse højrestemmer kunne blive opfanget af et nyt, slagkraftigt parti til højre for CDU-CSU. For at det ikke skulle ske, søgte partierne at integrere stemmerne.
Endnu er det for tidligt at sige, om CDU-CSU i dag slipper af med denne frygt. Udsmidningen af Hohmann har vakt heftig kritik især i hans egen hjemstat, Hessen. Hver eneste stemme imod udsmidningen vil være en stemme imod partiformand Angela Merkel og et moderne CDU.
Hvis nogen i CDU frygter en fremtid uden Hohmann, burde de kaste et blik i den partinære avis Die Welt, der mandag offentliggjorde en meningsmåling fra Emnid-Instituttet. Målingen fortæller, at blot seks procent af de 14-29-årige finder »den jødiske indflydelse i samfundet« for stor. Blandt de ældre tyskere over 50 år er tallet 28 procent.
De mennesker, som Hohmann ser sig som talsmand for, er ved at dø ud. Tyskland kan se fremad. Det burde CDU også.

wpr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her