Det er stadig en udbredt opfatttelse i debatten om sundhedsvæsenet, at den offentligt finansierede sygepleje lider under manglende effektivitet. Det problem menes bedst løst ved at lade private entreprenører konkurrere om at kunne levere mest offentlig sygepleje for færrest penge.
Jeg tror, at det er en grundlæggende forkert opfattelse.
Ikke fordi jeg vil udelukke, at effektiviteten i sygeplejen kan øges, og heller ikke fordi jeg har noget imod konkurrence mellem forskellige udbydere, men fordi jeg ikke tror, at sygeplejens problem er et effektivitetsproblem.
Nok så mange forsøg på effektivisering kan nemlig ikke råde bod på den kendsgerning, at "verdens muligheder og befolkningens behov øges hurtigere end den økonomiske vækst" for nu at citere en brochure fra landstinget i Västmanland i Sverige.
Nye muligheder
Lad mig begynde med de muligheder, der ligger i behandling af syge i dag:
Behandlinger og operationer, der var utænkelige i går, er en sundhedspolitisk ret i dag. Lægemidler, der ikke fandtes i går, sælges for milliarder i dag. Sygdomme, som i går ikke havde noget navn, har i dag en diagnose og kan behandles.
Vi betragter det som en selvfølge, at vi kan få nye knæ og hofter, når de gamle er nedslidte, at vi får ordnet vores forkalkede årer, behandlet vores depresssioner, kureret vores ufrivillige barnløshed eller generobret vores tabte potens. Desuden skal staten være med til at betale for vores stadigt større forbrug af medicin.
Vi forventer også at kunne få del i de nye kropsdele og de nye genetiske egenskaber, som før eller senere vil blive udbudt på markedet for et bedre og længere liv.
Kendetegnet ved dette marked er, at udbuddet er uendeligt stort, og efterspørgslen umættelig. Dét, der udbydes, er en endeløs række af produkter, der lover at forlænge og forbedre livet bare en lille smule.
Dét, der i sidste ende efterspørges, er den ultimative sundhed og et evigt liv, hvilket jo er et svært opfyldeligt krav.
På et sådant marked bliver "befolkningens behov" styret af de stadigt flere produkter, der kan efterspørges, hvilket igen sprænger de politiske grænser for, hvad den fælles finansierede sygepleje kan og må koste.
Industriens interesser
Efterspørgslen på sygepleje vil konstant blive øget af leverandørerne af selvsamme pleje, som har en stærk interesse i et øge efterspørgslen. F.eks. medicinalfirmaerne, der har en stor interesse i at udvide deres marked og øge salget, og som med dét mål for øje markedsfører flere og flere af deres produkter direkte til 'forbrugerne' ("giv din læge et tip om dét og dét antidepressionspræparat eller smertestillende middel").
Det kom for nylig frem, at lægemiddelindustrien sponserer mellem 30 og 50 patient- og handicaporganisationer i Sverige - som et led i "nøje tilrettelagte planer om at øge salget af egne præparater" (professor Björn Berman fra Lægemiddelstyrelsen i programmet Kaliber på svensk P1).
Det er også kommet frem. at en række aggressivt markedsførte og derfor også meget ofte udskrevne præparater mod smerter og stive led kan have forårsaget hjerteinfarkt og døden hos flere tusinde mennesker - og at foruroligende testresultater var blevet syltet af producenterne.
En frisk rapport fra det britske Underhus om lægemiddelindustriens indflydelse på sygeplejen nævner som et eksempel den eksplosivt voksende ordinering af antidepressive SSRI-præparater. Kun fem procent af medicinen bruges til behandling af "alvorlige" depressioner (hvor medicinens positive virkning er blevet dokumenteret), og hele to tredjedele bruges til behandling af "milde" depressioner (hvor virkningen er usikker og risikoen for bivirkninger stor).
Lægemiddelindustrien har en grundlæggende stærk interesse i, at flere og flere tilstande bliver betragtet som unormale og behandlingskrævende. Som det konkluderes i den britiske rapport: "Jo flere mennesker, der mener, at de har et medicinsk problem, desto større bliver lægemiddelindustriens marked og desto højere dens indtjening."
Intet offentligt sundhedsvæsen i verden - hvor omkostningseffektivt det så end måtte være - kan i længden finansiere den konstante øgning i efterspørgslen, som det konstant øgede udbud afføder.
Afstanden mellem den sygepleje, som alle kan efterspørge i offentligt regi, og den sygepleje, der kun kan efterspørges af dem, der kan og vil betale af egen lomme, vil uundgåeligt blive større.
Efterspørgsel et problem
Forsøget på at komme fri af dette dilemma via produktion af mere offentlig sygepleje for færre penge ligger naturligvis lige for og kan umiddelbart virke som den rigtige løsning på det rigtige problem (da det indledningsvis er let at øge omkostningseffektiviteten i de fleste systemer, ikke mindst i et så uigennemskueligt system som det svenske), men vil i længden vise sig at være den forkerte løsning på det forkerte problem.
Det gælder især, hvis man gør sig håb om at effektivisere den offentlige sygepleje ved at leje den ud til kommercielle leverandører, der har en stærk interesse i at udvide deres marked og øge efterspørgslen på deres produkter, og som dermed forværrer den offentlige sygeplejes problem i stedet for at løse det.
Den offentligt finansierede sygeplejes egentlige problem er efterspørgslen - ikke effektiviteten.
I sidste ende drejer det sig om, hvem der skal have råd til og mulighed for at efterspørge hvad i et uendeligt udbud af produkter for yderligere at forlænge og forbedre deres liv.
Spørgsmålet er ikke let at besvare - og det bliver ikke lettere af, at vi bliver ved med at lade som om, vi ikke behøver at stille det.
