Læsetid: 4 min.

Supermagt i lavformat

30. juli 2005

Linjen er lagt. I denne uge bekendtgjorde USA's regering sin pagt med Kina, Indien, Japan, Sydkorea og Australien om 'ren udvikling og klima'. Et partnerskab, der blev præsenteret med en påtaget uskyldig mine: Det er i overensstemmelse med principperne i FN's klimakonvention, og det skal ses som et supplement til Kyoto-protokollen, sagde den amerikanske viceudenrigsminister Robert Zoellick. Reelt er det arrogant supermagtspolitik. USA lader hånt om FN og sine gamle allierede til fordel for et 'partnerskab', der omfatter halvdelen af verdens befolkning, udslip og købekraft. Og langt mere end halvdelen af den militære og økonomiske magt. USA nøjes ikke med at spænde ben for det skrøbelige internationale samarbejde om at afværge den globale opvarmning. Supermagten vil også stille resten af verden over for et fait accompli og sætte sig på den profitable del af aktiviteterne sammen med sine 'villige' venner, i dette tilfælde Australien. Ganske som USA har gjort i sin krig mod terror og slyngelstater, i aids-bekæmpelsen i Afrika, i spørgsmålet om den internationale retsorden og den internationale straffedomstol - og forventes at gøre i spørgsmålet om FN-reformer. Magtarrogance og sig-selv-nok-holdning i uskøn blanding.
FN's klimakonvention blev til i begyndelsen af 1990'erne. USA gik med, under daværende præsident Bush. Konventionens mål er at undgå en farlig menneskelig påvirkning af det globale klima. Dens første middel var at begrænse udslippet i år 2000 til samme niveau som i 1990 - ad frivillighedens vej. De gamle industrilande skulle gøre det først, fordi de har det historiske ansvar for stigende indhold af CO2 i atmosfæren. Og fordi de bedre kan løse problemet end de fattigere lande, der har stort behov for materiel vækst. Det lykkedes ikke. Derfor skabte man Kyoto-aftalen, som lægger et forpligtende loft over udslippet fra de gamle industrilande - med 10 års forsinkelse. USA gik ind i dette arbejde med brask og bram. Påvirkede reglerne, insisterede på markedsstyring og kvotehandel, komplicerede procedurer og mangel på sanktioner. Derefter trak USA sig ud. Efter syv års yderligere forsinkelse trådte aftalen i kraft uden USA. I mellemtiden var nogle af de andre Kyoto-lande blevet førende i udviklingen af de nye teknologier: energistyring, besparelser, vindkraft, solceller. Nu erklærer USA så, at de vil samarbejde med de store vækstøkonomier i Asien om at udbrede disse teknologier - samt alle de gamle kul-, olie- og atomkraft-teknologier i en let moderniseret udgave. På et tidspunkt, hvor olieprisen er fordoblet og det globale energimarked er sælgers marked. Kun de blinde kan ikke se, at der fra nu af er mange penge i at sælge energibesparende teknologi og know how, biler og apparater med lavt energiforbrug, nulenergibygninger, vindmøller, solceller, bioraffinaderier, der laver planterester om til brændstof osv. Alt det, som energipolitikken og støtten til forskning og udvikling har fremskyndet i Europa og Japan. Man skal heller ikke være synsk for at opdage, at kulminernes ejere har et problem, hvis ikke deres kunder (først og fremmest kraftværkerne) i det mindste får udstyr til at bruge det sorte guld på en effektiv måde - og måske endda udstyr til at pumpe CO2 ned i undergrunden i stedet for at sende den op i atmosfæren. Eller at atomindustrien kan få sin anden ungdom, hvis det lykkes at få Kina og Indien (og USA selv) til at slå ind på den vej. Men formÅlet med hele klimapolitikken var jo at standse stigningen, før den bliver helt uoprettelig. Det rummer den nye pagt intet om. Tværtimod: Dens grundtanke er, at vækst i velstand uløseligt er forbundet med vækst i energiforbrug, både når det gælder mennesker, der mangler det nødvendige, og mennesker, der har overforbrug. Partnerskabets mål er et bestandigt større globalt forbrug af energi til 'rimelige' priser. Men gerne lidt mere effektivt, ad frivillighedens vej. Den vej er forsøgt i 90'erne. Forsøget mislykkedes. Nu er der brug for politisk vilje og forpligtelser. Det kniber gevaldigt med begge dele her i Europa, i Japan, Canada og Rusland. De fleste Kyoto-lande, herunder Danmark, er på vej til at skyde over målet. Men vi har dog i det mindste en demokratisk mulighed for at kræve vores vrangvillige eller udygtige politikere til regnskab. Intet forhindrer os i at afsætte ministre og regeringer, hvis ikke de gør nok for at begrænse den risiko, vi skal leve med. Sådan er spillets regler ikke i USA's nye partnerskab. Ofrene for farlig klimaforandring kan ikke kræve aktørerne i partnerskabet til regnskab. De kan bare sidde i toppen af deres træ under oversvømmelsen og håbe på, at de stigende oliepriser på verdensmarkedet klarer problemerne. Eller at flertallet i USA skifter deres ledere ud og ændrer livsstil selv.
es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu