Læsetid: 4 min.

SUr rente

14. april 1999

Regeringens regnedrenge holdt vejret, da undervisningsminister Margrethe Vestager den 31. juli sidste år skrev under på en ny version af SU-loven. De krydsede fingre for, at ingen ville opdage, at regeringen undlod at foreslå en nedsættelse af renten på SU-lån. Den har siden 1988 ligget fast på fire procent, selvom markedsrenterne samtidig er blevet mere end halveret.
Ved at holde fingrene fra SU-renten, der gælder for alle studerende, der har taget lån siden 1988, og som stadig er under uddannelse, sparede staten et klækkeligt beløb. Ved udgangen af 1998 stod de studerende med en restgæld på 3,8 milliarder kroner og betalte
i 1998 omkring 160 millioner kroner i renter. Var SU-renten blevet halveret som markedsrenten, havde de studerende sparet 80 millioner kroner alene i 1998.
En studerende, der i tre år havde optaget det månedlige SU-lån på 1.962 kroner, ville således havde sparet 1.400 kroner om året, hvis også SU-renten var blevet halveret.
De penge snuppede staten.

Undervisningsministerens mangel på initiativ kan virke mærkværdig, da SU-loven tydeligt påpeger, at renten kan ændres, hvis udviklingen i renteniveauet taler for det. Og det gør udviklingen. Siden begyndelsen af 1990'erne er Nationalbankens vigtigste rentesats, diskontoen, faldet fra ni procent til 2,75 procent, som den nåede ned på fredag i sidste uge.
Men selv ikke det gav en reaktion fra undervisningsministeren, hvilket må rejse spørgsmålet: Hvor meget skal diskontoen egentlig falde, før undervisningsministeren foreslår en nedsættelse af SU-renten?
Svaret lader desværre vente på sig, da Margrethe Vestager hidtil ikke har ønsket at sige andet end, at "hun ser på det."
Rent juridisk har undervisningsministeren ikke nogen forpligtelse. Lovtekstens ord om, at SU-renten kan ændres, betyder nemlig ikke, at loven skal ændres. Ordene har ingen juridisk betydning, som professor i statsret, Jens Peter Christensen påpeger i dagens avis. Bortset fra at være en uklar hensigtserklæring, er ordene overflødige.
Selv ikke bemærkningerne til lovteksten forpligter ministeren til at reagere på et massivt rentefald, på trods af at teksten henviser til renten på de statslån, som blev optaget før 1988. Dengang var SU-renten fastsat som diskontoen fratrukket tre procent. Og ifølge bemærkningerne til SU-loven skulle de nye lån rentelettes som de daværende statslån.
Igen er formuleringen så tilstrækkelig upræcis, at den ikke forpligter nogen til at gøre noget, hvis renten falder.
Det fjerner dog ikke det faktum, at det er blandt en ministers fremmeste opgaver at holde øje med sin lovgivning og sørge for, at den er i takt med virkeligheden.
Undervisningsminister Margrethe Vestager er uddannet økonom. Derfor må det vel formodes, at hun har registreret de seneste ti års massive rentefald. Når hun alligevel ikke ved sidste års lovændring foreslog en nedsættelse af SU-renten, er det tilladt at undre sig.
Var det endnu engang regeringens regneprogram, der fik overtaget?
Under alle omstændigheder nager mistanken om, at regeringen i stigende grad lader bogholderne stå for lovgivningen og de vigtige prioriteringer, mens de svage grupper må holde for.
Udtalelser fra SU-styrelsens direktør, Jesper Jarmbæk, fjerner ikke just mistanken.
"Der foregår hele tiden en løbende vurdering af, hvordan man bruger statens penge. Det der vil jo koste os penge," sagde Jesper Jarmbæk mandag til Information.
Manden har ret. Det koster penge at være solidarisk og sikre landets ungdom nogle rimelige betingelser for deres uddannelse.

Men ikke kun regeringen har sovet i timen. Heller ikke resten af Folketinget ser kønt ud i sagen om SU-renterne. Det viser den hurtige opbakning til forslaget om en nedsættelse. Alle partierne bag SU-loven, Venstre, Det Konservative Folkeparti, CD, Kristelig Folkeparti og SF, ønsker nu, at SU-renten bliver sat ned. Men pudsigt nok kom reaktionen først efter en henvendelse fra Information i kølvandet på Nationalbankens seneste rentenedsættelse.
Mest mærkværdig er dog manglen på initiativ fra de studerendes organisationer, som angiveligt varetager de studerendes interesser. Ikke et eneste pip har de givet fra sig. Tværtimod.
"Jeg havde indtrykket af, at den slags foregik helt automatisk," siger Ditte Danielsen, som er levevilkårssekretær (sic!) i Danske Studerendes Fællesråd.

Det sker altså ikke automatisk. Og netop dét er værd at overveje, når forligspartierne bag SU-loven sætter sig sammen og diskuterer det lovforslag, som SF fremlægger i dag. SF foreslår, at SU-renten sættes ned til to procent fra den 1. juli, men den skal fortsat være fast. Dermed vil nye ændringer af SU-renten stadig afhænge af, at nogen tager initiativ til en ændring, og kan vi regne med, at det sker?
Det kunne således overvejes at knytte SU-renten mere håndfast til en ændring af diskontoen, så det ikke afhænger af medierne, om SU-renten følger markedsrenterne.
Udover at det massive rentefald i sig selv bør føre til en nedsættelse af SU-renten, får regeringen med en nedsættelse samtidig lejlighed til at rette op på en væsentlig skævhed i Pinsepakken, hvor regeringen sammen med SF og Enhedslisten forringede de økonomiske vilkår for de studerende med forringelsen af rentefradraget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her