Læsetid: 4 min.

Sur sukkerpolitik

13. februar 2001

ARNE KIGGER ud over sine fede lermarker på Falster. Til foråret skal der sås lange rækker af roer, og når kampagnen sætter ind til efteråret, skal roerne høstes og køres til sukkerfabrikken i Nykøbing Falster. »Hvis høsten bare bliver normal i år, så kan jeg lægge nok penge på bordet til at overbevise gamle Peter om at sælge sin ejendom,« tænker Arne, før han banker leret af træskoene og sætter sig ind i sin Mercedes.
Mange tusinde kilometer længere sydpå nærmere bestemt i Mozambique står Antonio og ser på sin majsmark. »Priserne på majs bliver nok gode nok i år, for der er tørke i Zimbabwe. Men landbrugskonsulenten ævler om, at jeg burde prøve sukkerrør i stedet for. Han mener, at der er gode penge i det. Måske kunne der blive råd til at sende Mercedes i skole,« tænker Antonio, før han humper hjem for at fodre hønsene.
Men her knækker filmen. For der bliver ikke foreløbig gode penge i at dyrke sukker i Mozambique.
Eller for den sags skyld i de øvrige 47 mindst udviklede lande, hvor folk i gennemsnit til dagligt har mindre at leve for, end hvad en halv liter cola koster i Danmark. For at forstå nogle af årsagerne til Antonios og med ham millioner af andre fattige bønders problemer med at skaffe føden skal man opsøge velnærede bønder som Arne på Falster og bureaukrater i buffetbyen Bruxelles.

ARNE KAN stikke mellem 3.000 og 6.000 kroner mere i lommen pr. hektar end de landmænd, der har byg og hvede på markerne. På Falster kaldes sødestoffet da også for det hvide guld. Guldpriserne garanterer EU via meget høje minimumspriser – næsten tre gange højere end prisen på verdensmarkedet. En situation som Arne glæder sig over og mener, at forbrugerne i EU godt kan leve med overprisen.
Nu er der imidlertid sket det, at Europa-Kommissionens kommissær for handel, Pascal Lamy, er gået i brechen for at give 48 såkaldt mindstudviklede lande fri markedsadgang til EU. Forslaget har fået navnet »Everything but arms« – alt undtagen våben. Såre fornuftigt er det at give lande som Tanzania, Nepal og Cambodja en chance for at slippe for EU’s told- og kvotemure og fylde nogle euro i deres tomme kasser. Men nej – Arne og andre velnærede europæiske bønder giver ikke ved stalddøren. Via deres organisationer vil de standse nogle af de få produkter, som de 48 lande faktisk kan gøre sig håb om at afsætte på EU-markedet.
I stedet for at blive fuldt gennemført med virkning fra år 2004 har landbrugslobbyisterne fået Lamy til at ændre sit forslag, så der bliver længere overgangsordninger for sukker, ris og bananer. Lobbyisterne slår på, at de underudviklede lande kan være snedige nok til at snyde med ordningen ved for eksempel at købe billigt sukker på verdensmarkedet og så sælge det dyrt på EU-markedet. Det mener lobbyisterne, at for eksempel Kroatien gør i øjeblikket.
Men før man accepterer lobbyisternes fare-for-misbrug-argument, så skal man holde sig for øje, at i »Everything but arms« er indbygget en klausul om,
at EU kan lukke af for givne landes eksport, hvis deres eksport pludselig stiger påfaldende meget. Og inden sukkereksporten gives fri – efter den reviderede plan i 2009 – så skal lobbyisterne nok have sørget for, at alle smuthuller er blevet lukket. Med andre ord er der god grund til, at Lamys forslag sarkastisk er blevet omdøbt til »Everything but farms« – alt undtagen gårde.
Hvis, og det hvis skal understreges kraftigt, forarmede og forgældede lande byder danske og europæiske roebønder og sukkerfabrikker på konkurrence, så må enhver frihandels-fortaler byde den velkommen. Ifølge fagfolk er vækstsæsonen for sukkerroer i Danmark faktisk så kort, at produktionen afsat til verdensmarkedspriser næppe kan betale sig. Kunsten for politikerne må så bestå i at sørge for, at Arne og andre bønder får støtte til omstilling af deres produktion. Det er jo i det hele taget udfordringen på EU-plan at få omstruktureret landbruget, så det kan blive bæredygtigt, både hvad angår miljø og økonomi.

POLEMIKKEN om Lamys forslag kaster lange skygger over EU’s handelspolitik. Et af Lamys formål med forslaget er at massere u-landene lidt, så de bliver mere velvillige over for at indgå nye aftaler under Verdenshandelsorganisationen, WTO. Med »Everything but arms« som murbrækker skal der vindes u-landsstemmer i WTO for at få genoplivet ideen om en ny global forhandlingsrunde om frihandel. Den idé blev lagt på is i Seattle, og nu begynder ’salgsarbejdet’ at haste lidt forud for WTO-ministermødet i november.
Men u-landene er af gode grunde skeptiske over for en ny handelsrunde. På det for dem livsvigtige landbrugsområde har tidligere aftaler ikke givet dem ret mange gevinster, snarere tværtimod. EU og USA har dumpet blandt andet kød og ris i Den Tredje Verden og skærmet deres egne markeder bag mure af told og kvoter. U-landsfortaleren Indien stiller nu i WTO meget vidtgående krav om EU-indrømmelser inden for landbrugsområdet. Modsat sidder Lamy så i landbrugspolitikkens spændetrøje.
Fastelavns-mandag – nærmere bestemt den 26. februar – skal EU’s udenrigsministre tage stilling til »Everything but arms«. De burde holde fast i det oprindelige forslag, og som minimum vedtage det udvandede, så fattige lande for eksempel kan afsætte lidt tøj. Vedtages forslaget ikke, kan ministrene passende tage narrehatte på.

hai

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu