Læsetid: 2 min.

Survival of de fedeste

Filosoffen Ole Thyssen er sprunget ud som neoliberal minimalstatsforkæmper med tanker, som har mere end 100 år på bagen
30. november 2006

Danmark er et 'schlaraffenland'. Og det skal tages helt bogstaveligt. Det er de dovne abers paradis. Hvorfor skulle man også lave noget, når man kan få både penge og anerkendelse for at ligge det offentlige til last? I Danmark er taberne blevet de egentlige vindere.

Det er budskabet fra de to handelshøjskoledrenge Ole Thyssen og Henrik Dahl, henholdsvis lægesøn og præstesøn.

Det hedder også, at "Dem, der seriøst går i hundene, har taget magten". For velfærdsstaten holder ikke bare liv i taberne. Den sørger også for, at der bliver flere og flere af dem.

En taber er ikke en, som har tabt noget. Ingen har udplyndret eller undertrykt ham. Der fødes vindere, og der fødes tabere. Normalt ville taberne gå i hundene. Men velfærdsstaten har sat den naturlige udvælgelse ud af kraft. Den holder kunstigt liv i taberne, der udarter til æreløse socialnassere, som end ikke ved, de er tabere.

Hvis vi nu i stedet for at holde taberne fast, slap taget i dem, ville de fleste nok synke til bunds. Det er jo naturens orden. Hos nogen ville den atavistiske angst for social udstødelse måske aktivere vindergenet. Det er da forsøget værd, synes de to salonliberalister at mene.

Det er som om, vi har hørt den sang før. Det er rendyrket socialdarwinisme nu blot serveret i en hegelsk terminologi i stedet for i en darwinistisk. Darwin gjorde jo med naturen, hvad Hegel havde gjort med menneskenes verden. Han indskrev den i historien og lod den udvikle sig fra lavere til højere former.

I naturen overlever de bedst egnede. I velfærdssamfundet overlever også de dårligst egnede og spreder deres tabergener til resten af befolkningen, der får ansættelse i godhedsindustrien. Socialdarwinisterne i mellemkrigstiden gik dog aldrig så vidt som Thyssen og Dahl, at de gjorde ofrene, undermålerne, til bødler. Det var den fascistiske version, som også tillod en endlösung af problemet.

Ulykkelig barndom

Offerrollen er i øvrigt ikke spor ukendt for Ole Thyssen. Han spillede den for fuld udblæsning, da han fyldte 60 og i den anledning kunne fortælle Weekendavisens læsere, at han var stukket af fra to kuld børn og et ukristeligt stort antal kvinder, fordi han som to-årig var blevet efterladt alene tilbage i Danmark, mens hans forældre tog arbejde i Polen. Det er heldigvis aldrig for sent at få en ulykkelig barndom.

Måske er det også grunden til, at han må tage til takke med et kontor på varmluftfabrikken CBS og hutle sig igennem som management-filosof. Han blev aldrig tidsåndens talerør, for inden han fik givet sin version af de skiftende modestrømninger i filosofien, var de for længst gået af mode. Hans bøger om marxisme, psykoanalyse, oprør fra midten, postmodernisme og systemteori var ikke introduktioner, men snarere nekrologer.

Nu er han så sprunget ud som neoliberal minimalstatsforkæmper med tanker, som har mere end 100 år på bagen. I 1905 rasede præsten og digteren Jakob Knudsen også mod den offentlige fattighjælp, for "Der er ingen fart i nogen ting, der er ingen træk i samfunds-skorstenen, hvis ikke luften strømmer til fra fattigdommens isnende vinter-øde."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu