Der er liv og glade dage i Milano. I hvert fald, hvis man holder med F.C. Internazionale Milano, klubben med de både stolte og krøllede traditioner. De topper Italiens Serie A. Og hvad der måske er endnu vigtigere for ægte Inter-fans: Det går temmelig trægt ovre hos de evindelige arvefjender fra den anden ende af byen, AC Milan.
Mens Silvio Berlusconis rød-sorte Milan forsøger at se frem mod lysere tider, kan Inter efter sidste weekends kampe i den italienske Scudetto fejre en historisk rekord. Med 2-0 over Messina har Inter vundet ni opgør på stribe, og med syv point ned til Roma aner man konturerne af en lille revolution i pavelandet. Den er lille, for Inter har været der før. Ser man bort fra sidste sæson, hvor Inter vandt Serie A, fordi Juventus som følge af dommerskandalen pænt måtte aflevere pokalen, skal vi helt tilbage til 1989, før Interisti retmæssigt kunne tude i hornene, spæne rundt om bytorvet og danse på bordene. Og hvad de ellers kan af narrestreger. Milaneserne har altid haft et helt katalog af behørige jubelregler.
Et lille stykke inde i anden halvleg mod Messina lignede Inters verdenskendte Marco Materazzi en mand, der ikke var helt overbevist om jordens tyngdekraft. Materazzi, som de fleste nok kender som VM-finalens Zidane-provokatør, nøjedes ikke med at tæmme Slatan Ibrahimovic's header i Messinas straffesparksfelt. Nej, han kastede sig virtuost baglæns, uden tanke på liv, lemmer og frisure og tonsede bolden i mål med et vaskeægte saksespark.
Med den italienske kommentators "gole-gole-gole-gole ..." kværnende på fulde drøn i replay'et af Marcos fuldtræffer spoler fodboldhjernen straks tilbage på tilsvarende bedrifter af ikoner som Pelé, Van Basten, Rivaldo og Ronaldinho. Men Marco er altså forsvarsspiller, og selv kan han ikke tro sine egne øjne, sådan som han står dér omgivet af 'rigtige' angribere, der omfavner ham og dunker ham i ryggen. Syd for Alperne virker fodboldretorik mest af alt som en kamp om liv og død hver eneste gang. Man skal ikke lægge for meget i den italienske fjernsynsjubel, der for de uindviede lyder som en usømmelig orgasme for åben skærm.
Det kører ikke for M
Eller også er forløsningen ægte nok. Fans af Nerazurri ("de sortblå") bliver nemt blødhjertede og hævder, at man skal tilbage til 60'ernes La Grande Inter og forsvarsgeniet Giacinto Facchetti for at finde noget lignende. Facchetti debuterede i 1962 og stoppede først 18 år efter. I sin lange karriere kunne Facchetti se sin egen stil som totalspiller på venstre back-pladsen kopieret igen og igen. Det så brasiliansk ud, når Inters sejre blev afgjort i banens yderste længder. Men så spurtede Facchetti med tilbage i forsvaret og understregede den legendariske træner Helenio Herreras catenaccio - det kompakte forsvar med 'kæder'. Inters stjerne blev skabt på den måde. Men også deres ry som defensivt og kedeligt imperium. Iøvrigt så de meget bedre ud derovre i AC Milan.
90'erne var Milans storhedstid. Især i starten af årtiet, hvor moderne liberi som Franco Baresi og Paolo Maldini dannede skole. Baresi missede ganske vist et straffespark i VM-finalen i 1994, men fansene glemte aldrig hans driftige ryk fra centerforsvaret og frem mod modstandernes mål. Sådan noget ser man hverken Cannavaro eller Nesta gøre i dag.
Maldini, som er søn af Italiens tidligere landstræner Cesare Maldini, har for længst skrevet sig ind i historiebøgerne. Fire Champions League-finaler, syv mesterskaber, smuk som en semi-Gud, og han var med til at smadre byrivalerne fra Inter 6-0 i maj 2001.
Det siges, at Berlusconi er parat til at spendere store dele af sin formue for at få Andrej Shevtjenko tilbage fra Chelsea. Måltyven fra Ukraine, der voksede til verdensstjerne i Milan - ofte på bekostning af den folkekære, men halvgamle Filippo Inzaghi - er ikke rigtig faldet til i London-klubben efter skiftet i sommers. Og de tilbageblevne, Inzaghi, Alberto Gilardino og Ricardo Olivieira virker mildest talt som en skrøbelig trio. I AC Milan sætter man i stedet liden til midtbaneartisterne Kaká og Andreo Pirlo. Milaneserne måtte starte sæsonen med strafpoint på grund af dommerskandalen. Og nu er de nede på 14.-pladsen. Det kører ikke for Rossoneri (de "rødsorte").
Et galehus
Fighten mellem Inter og Milan foregår ikke bare på San Siro Stadion, som de to storklubber deler. Derby della Madonnia handler også om politiske traditioner og i nyere tid om politisk forvirring. Både Milan og Inter har mere eller mindre frivilligt været bannerfører for facismen. Milan var for arbejderne, hvad Inter var for middelklassen. I dag er rollerne (næsten) byttet rundt. Den ultrakonservative mediemogul Berlusconi står i spidsen for de rødsorte, mens forretningsmanden Massimo Moratti, som regnes til venstre for midten, regerer over Inter.
For alle andre end italienere ligner det et galehus. Men i et korruptionsvant land, hvor Calcio Fiorentino har sat dagsordenen lige siden renæssancen, er de små skandaler en del af hverdagen. Taktiske frispark, kampe, der helst skal ende uafgjort, vennetjenester og gratis lir til dommerstanden huserer hele vejen fra toppen og langt ned i de billige divisioner.
Den elskede sportsjournalist Gianni Brera sagde engang, at det ville være ufatteligt kedeligt, hvis det bedste hold altid vandt. Alligevel lignede Marco Materazzi en lykkelig mand i sekunderne efter målbaskeren mod Messina, og det var faktisk det bedste hold, der fik pointene.
