Læsetid: 2 min.

Fra sutskoene i Grobs entré

Det må jo gå galt i Thor Bjørn Krebs' dødsfarce 'HVIS'. Det vidunderlige er bare, at vi griner så meget undervejs
6. maj 2005

Thor Bjørn Krebs er et dramatisk multitalent. Forrige år var vi chokerede over hans indlevelse i danske soldaters oplevelser af ex-Jugoslavien i Om Tommy på Café Teatret. Sidste år var vi ved at dø af grin over os selv som kikset nation i Europamestrene på Plan-B.

Og nu kan vi både blive sørgmodige og opmuntrede over hans forrygende dødsfarce HVIS for Teater Grob i Kanonhallen.

Historien handler om en familie, der samles om en dødssyg forælder. Dette tema har været populært i ny dramatik denne sæson: både Robert Reinholds Løgnerne og Bo hr. Hansens Rigets Tilstand har prøvet kræfter med denne klassiske dramasituation à la H.C. Branners Søskende.

Thor Bjørn Krebs adskiller sig ved at være en gudsbenådet jordnær dramatiker. Han har en kontant klo i døden: Moderen i coma ligger hjemme, lige midt i stuen med bippende blodtryksmålere. Manden tilser rutineret hustruens ble, sønnen klynker på afstand, og datteren vimser forbi på opgearet besøg. Og det må jo gå galt. Det vidunderlige er bare, at vi griner så meget undervejs.

Retro-trip

Grobs brag af en forestilling er blevet en installation i sig selv. Scenografen Marianne Nilsson har nemlig opbygget et intakt 1970'er-hjem med kakkelborde, orange væg-til-væg-tæppe og hjørnesofa i lysebrunt læder. Tilskuerne skal bogstaveligt talt vandre ind gennem entreens retro-trip, før de får lov til at komme med ind i stuen.

I denne 70'er-hørm har instruktøren Niels Anders Thorn skubbet skuespillerne frem til den ellers så oversete grænsezone mellem revy og tragedie, hvor alt kan ske.

Claus Bue balancerer hele tiden mellem sympatisk ægtemand, der skal have lov til at komme videre i sit liv - og forløjet dumt svin. Thomas Levin fægter som den bløde søn, der bruger bekymringen for moderen som undskyldning for ikke at foretage sig noget som helst. Og Trine Pallesen raffinerer en ny side af sin følsomhed i rollen som controlfreak-datteren, der gør alt for at få moderen fjernhealet - yep! - men ikke tør tale til hende, sådan som hun ligger der i sengen.

Sådan en overskåret familie kan selvfølgelig ikke klare dramaturgien alene. En ferm nabo dukker op i Jannie Faurschous fiffige hårafblegning - dum-diplomatisk og alligevel den klogeste overlever af dem allesammen.

Jannie Faurschou hakker til med samme overrumplende intensitet som i sin Camping-rolle i efteråret; hende må man ikke gå glip af denne sæson! Og dertil kommer så halvanden meters intuition i Lykke Sand Michelsens lavtaljede tyggegummitøs: Bevidst provokerende, men samtidig med en uimodsigelig autoritet. Det er godt gået.

Og vi tilskuere? Jo, vi sjosker ud langs sutskoene i Grobs entré med dødstanker - og latterkrampe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu