Læsetid: 4 min.

Suverænitetens endeligt

11. september viste USA, at svage stater kan være en større trussel end stærke - fremover skal USA's globale operationer ikke bare være militære indgreb, men opbygge hele samfund. Det siger Carlos Pascual, som repræsenterer et paradigmeskift i USA's sikkerhedspolitik ad helt andre veje end Donald Rumsfelds
10. november 2006

Én præmis er uundgåelig i den amerikanske udenrigspolitik, der efter forsvarsminister Donald Rumsfelds afgang i går står mere åben end den længe har gjort: Suverænitetens epoke er forbi.

Det forklarer Carlos Pascual, der i 2004 var ophavsmand til det regeringskontor, der fremover skal koordinere USA's indgreb i verdens konflikter, og i dag vicepræsident på det respekterede forskningscenter Brookings Institution.

"Vores udfordringer i dag opstår dels på tværs af landegrænserne, dels i interne konflikter. De konflikter, vi står med i dag, udfordrer begrebet om national suverænitet, og for at være ærlig: FN blev ikke skabt med den slags i tankerne," siger Pascual i telefonen fra Washington D.C. og fortsætter:

"Så spørgsmålet er, hvordan vi håndterer de trusler, der udfordrer suveræniteten, eller hvor suverænitet i sig selv kan udfordre en effektiv konflikthåndtering. Et godt eksempel er Sudan og Darfur, hvor ethvert land ud over Sudan er enige om, at Darfur er en skændsel, men Sudans regering stadig kan stå i vejen for enhver form for indgriben."

På tværs af grænser

Den tidligere karriereambassadørs analyse, som lægger sig tæt op af udenrigsminister Condoleezza Rices visioner for USA's rolle i verden, baserer sig på et tilbagevendende problem:

Nationale regeringer står oftere og oftere i vejen for løsningerne på verdens konflikter i stedet for selv at tilbyde løsningen, og et paradoksalt trusselsbillede har krystalliseret sig siden afslutningen på Den Kolde Krig og er formuleret i USA's Nationale Sikkerhedsstrategi:

"Amerika er i dag mindre truet af stærke end af fejlende stater."

Terrorisme kan starte i en bjerghule i Afghanistan, uran smugles fra Niger og våben- og narkosmugling orkestreres fra basaren i Peshawar. Derfor kan USA ikke længere vente passivt på, at svage magthavere får sat skik på deres nationer. Der må nye strategier på bordet.

"USA har deltaget i 54 fredsbevarende operationer siden Anden Verdenskrig. Hele 44 af dem har været siden afslutningen på Den Kolde Krig. Ændringen i den bipolære struktur fra den kolde krig har haft gigantiske konsekvenser," siger Carlos Pascual.

"Siden 11. september har vi prøvet at forstå betydningen af, at verdens næstfattigste land kunne blive basis for det største angreb nogensinde på amerikansk territorium. USA har ikke været opmærksomme nok på konsekvenserne af stater, der slår fejl."

Eller som udenrigsminister Condoleezza Rice formulerede det i en tale på Georgetown University i januar i år:

"Det moderne statssystem har i 350 år hvilet på begrebet om suverænitet (...) Man har altid antaget, at enhver stat kunne kontrollere og lede de trusler, der udgik fra dens territorium, (men i dag) har teknologien gjort det af med den afstand, der engang tydeligt adskilte 'herhjemme' fra 'derovre', og de største trusler opstår i dag inden for i stater, snarere end mellem stater. Regimernes egne, grundlæggende karakter er i dag mere afgørende end den globale magtfordeling," sagde Rice.

Statsopbygning

Som første chef på det regeringskontor for 'genopbygning og stabilisering', som George W. Bush oprettede i april 2004, og særlig rådgiver for præsidenten, har Pascual været med til at støbe kuglerne i de nye visioner for amerikansk udenrigspolitik, der er vokset frem som et stadigt stærkere alternativ til Donald Rumsfeld's militære hit-and-run-vision.

I Condoleezza Rices og Carlos Pascuals optik skal USA's globale og militære indsats skubbe tyngdepunktet længere mod stats- og samfundsopbygning. Helt konkret har Pascuals kontor foreslået oprettelsen af en decideret civil reserve, der sammen med den militære kan være klar til at rykke ud med kort varsel til verdens konflikter. Den indtil i dag republikanske kongres har været modstræbende med bevillingerne, men det er lykkedes at få et tilsagn om 100 millioner dollar, som kan aktiveres den dag, det bliver nødvendigt at rykke ud.

Paradigmeskiftet og den nye fokus på fejlende stater i stedet for stærke i den amerikanske forsvarspolitik er ifølge eksperter som Hans Binnendijk fra Pentagons National Defense University "revolutionært". Militæret skal for eksempel for første gang begynde at lære fremmedsprog og undervises i samarbejde med udenlandske regeringer og nødhjælps- og udviklingsorganisationer.

Og besøger man de store træningscentre, som alle amerikanske officerer sendes igennem inden afgang til Irak og Afghanistan, er skiftet allerede tydeligt. I stedet for store simulerede panservognsslag skal officererne nu lære at afværge oprørsangreb, berolige vrede folkemængder og forhandle med irakiske og afghanske rollespillere, der optræder som lokale borgmestre og embedsmænd.

Irak-lektien

Moralen er ifølge Pascual klar: Man kan ikke genopbygge et land uden at genopbygge dets samfund. Og karakteristisk nok for stemningsskiftet i USA er Pascual stærkt kritisk over for den Rumsfeld-styrede indsats i Irak:

"Der er mange lektier at lære fra Irak. Én meget klar én er, at ingen nation kan tage sådan et projekt på sig alene og klare det. Et indgreb kræver verdenssamfundets opbakning, både for at opretholde troværdigheden og for at kunne blive i landet længe nok. For en anden lektie er, at samfundsomvæltninger kræver tid. Jeg vil mene, at en overgang tager op mod 10 år og kræver international tilstedeværelse i al den tid. Endelig bør man ikke gå ind uden en meget klar strategi for de kommende politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige overgange: Hvem er ansvarlig for retssikkerheden, hvordan sikres overgangen fra det midlertidige militære styre til et civilt, hvordan skal økonomien forvandles."

Verden skal ændres

Condoleezza Rice kalder det 'forandringsdiplomati':

"Amerika behøver et modigt diplomati, der ikke blot rapporterer om verden, som den er, men som søger at forandre verden selv," sagde hun på Georgetown i januar.

Modsat hvad man kunne forvente, har Carlos Pascuals visioner om et civilt nationsopbygningskorps ifølge ham selv hentet allerstørst opbakning hos militæret:

"De har set i Irak og Afghanistan, at missionen ikke kunne lykkes uden en civil indsats. Som de siger: Vi kan vælte en regering, men vi kan ikke bygge et samfund."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her