Læsetid: 4 min.

Svær vej til demokrati

26. november 1996

Så demonstreres der igen i Beograds gader. Og i andre serbiske byer. Anledningen er, at domstole har annulleret en del af resultaterne fra de netop overståede lokalvalg. For Beograds vedkommende betyder det, at 33 af de 60 mandater, oppositionskoalitionen Zajedno havde fået godkendt ved valget i Beograd, er blevet annulleret af byretten. I forvejen havde valgbestyrelserne nægtet at godkende ti af oppositionens mandater. Som årsag angives uregelmæssigheder ved valget.
Hermed er oppositionen blevet berøvet en vigtig sejr: borgmesterposten i Beograd, som den havde vundet selv med 60, da der er 110 mandater i byens råd. Serbiens regeringsparti havde endda indrømmet sit valgnederlag i Beograd. Nu har valgbestyrelserne dekreteret omvalg førstkommende onsdag. Men det nægter oppositionen at være med til.
Tilfældet i Beograd er ikke enestående. Overalt i landet, hvor oppositionen har vundet et lokalvalg, er det enten ikke blevet officelt bekræftet eller resultatet allerede annulleret og en dato for omvalg fastsat. Protesterne har bredt sig til byer over hele landet. Et af præsident Milosevic's støttepartier i den venstrekoalition, som for nylig vandt parlamentsvalget i Forbundsrepublikken Jugoslavien, Nyt demokrati, har endda i det statskontrollerede tv vendt sig mod myndighedernes indskriden mod valget og opfordret til, at man skulle anerkende resultatet. Men det har ikke haft nogen effekt - tværtimod forlyder det, at Nyt Demokratis hovedkontor få timer senere blev udsat for et bombeattentat.
Zoran Djindjic, leder af det Demokratiske Parti og den reelle leder af oppositionskoalitionen Zajedno (Sammen), var den, der havde regnet med at skulle blive borgmester i Beograd. Nu erklærer han, at myndighedernes fremfærd er et bevis på, at regimet i Serbien ikke kan ændres på legal vis, ved at bruge stemmesedlen, men kun ved oprør, strejker og vold. Men samtidig forsøger han sig med endnu et middel: en appel til vestens ledere om at lægge direkte pres på præsident Milosevic.

Nu kan man spørge, hvad Milosevic har med det at gøre. Det er de lokale myndigheder og domstole, der har handlet, og Milosevic har ikke ytret sig med et ord i sagen. Men få, i det mindste i oppositionen, tvivler på, at det er ham, der står bag.
Den valgte procedure gør det i virkeligheden vanskeligt for ham at 'blande sig' - med hvilken ret kan præsidenten gribe ind i en domstolsafgørelse? Og hvem kan fra udlandet bevise, at det ikke er et rent tilfælde, at det netop er de steder, hvor oppositionen har vundet, at valgene skal gå om? Der har jo ikke været nogen internationale valgobservatører til stede!
På den anden side må man undre sig over, at uregelmæssighederne ved valgene skulle være så massive. Det var jo regeringens folk, der stod for dem. Hvis det hele ikke bare er fup, er der jo tale om massiv inkompetence!
Det hele bliver endnu mere mærkeligt, når man ser det på baggrund af Milosevic's nylige parlamentssejr. Er borgmesterposterne i hovedstaden og nogle andre store byer virkelig af så stor betydning, at regeringspartiet vil risikere det prestigetab, der er forbundet med at skride så voldsomt ind over for et valg, man selv har ansvaret for?
Og det hele virker yderligere absurd, når man tænker på, at regeringspartiet SPS (Serbiens Socialistiske Parti) lægger megen vægt på at blive anerkendt som et demokratisk parti på linie med de vesteuropæiske socialistiske partier. Således sendte det indbydelser til partikongressen 1. marts i år til en række af dem - resultatløst, imidlertid, for den danske venstrefløjs vedkommende. Den skepsis, som hermed kom til udtryk, er unægtelig blevet bekræftet nu.

Udlandets reaktion har hidtil indskrænket sig til, at vestlige ambassadører i weekenden har meddelt den jugoslaviske udenrigsminister Milutinovic, at deres regeringer er rystet over myndighedernes fremfærd. Meget andet kan man heller ikke gøre i øjeblikket. Der er tale om ren indenrigspolitik, endda uden nogen etnisk dimension. Det kan man ikke skride ind overfor med nogen konvention i hånden. Alligevel vil regimets indskriden mod lokalvalget næppe undgå at få konsekvenser for Jugoslaviens position i Europa.
Man kan ikke frigøre sig fra et indtryk af, at regeringen er blevet grebet af panik. Efter den pæne succes ved parlamentsvalget har den tilsyneladende slet ikke været forberedt på oppositionens store sejr i byerne. Instinktivt har man trådt på bremsen - så hårdt at den er gået gennem bunden af bilen.
Der skal lang tid til at repararere den opståede skade.
Med mindre præsident Milosevic nu indser farens og skadens omfang og griber hårdt ind, fyrer 'de ansvarlige', får valgene godkendt og gør gode miner til slet spil. Det var sådan noget, gamle præsident Tito kunne finde på i alvorlige krisesituationer, som under studenteroprøret i 1968, hvor han fyrede politipræsidenten og kom studenterne demonstrativt imøde - mens han tænkte sit. Hvorved han på samme tid viste sin styrke og stivede sit image som Østeuropas mest menneskelige diktator af.
Griber Milosevic ikke ind nu, viser han i virkeligheden svaghed. Så demonstrerer han, at han er mere bange for oppositionen, end vi troede. Og at styret opfatter sig selv som væsentlig mere sårbart, end vi vidste.
Måske er den voldsomme reaktion på lokalvalgene i virkeligheden den serbiske præsidents reaktion på, at hans rumænske kollega Iliescu, trods dennes tilsyneladende stærke magtposition, blev fejet fra magten ved en samlet oppositions valgsejr. Og at han nu føler sig så presset, at ønsket om at fremtræde som demokratisk leder er blevet radikalt nedprioriteret.

K.F. (Karsten Fledelius)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu