Læsetid: 4 min.

Den svære ledelseskunst

28. januar 1998

Markedskræfternes menneskelige fiasko og kapitalismens undergang lurer - derfor må en række af verdens fremmeste og mest visionære personligheder inspirere og skabe eftertanke hos dem, der skal være med til at påtage sig det nødvendige lederskab til fornyelsen af det kapitalistiske samfundssystem.
Sådan lyder i sammentrængt form opråbet til de cirka 380 danske virksomhedsledere, der i dag mødes i Falkonércentret på Frederiksberg for at tale om kapitalismens fremtid. Der er stærkt delte meninger om, hvor alvorlig og kritisk situationen er for det kapitalistiske samfundssystem, men erhvervsledernes frygt for et
socialt og politisk tilbageslag er ikke til at tage fejl af.
I gårsdagens Information kunne De læse, hvordan nogle af de mere visionære danske erhvervsledere åbent efterlyser helt andre - og mere sociale og menneskelige - værdier end den kolde og kortsigtede profitjagt. Ja, og der er virksomheder som Grundfos i Bjerringbro, der konkret forsøger at omsætte værdierne til praksis, f.eks. ved at tage et socialt ansvar og lave skånejobs i virksomhedsværksteder til "udstødte" medborgere fra lokalsamfundet.
Men et større socialt og politisk nybrud kan have lange udsigter. Sagen er nemlig, at det ved afslutningen på det 20. århundrede er blevet forbandet vanskeligt at enes om større politiske reformer - f.eks. imod den sociale marginalisering og den fortsat høje reelle arbejdsløshed, som er blevet grundvilkår i mange europæiske samfund. Det er måske derfor, at de bekymrede virksomhedsledere nøjes med - i al beskedenhed - ydmygt at tale om inspirere de, der skal påtage sig et lederskab.

Afslører ordene ikke, hvordan systemkrisen kan løses, så er de dog et ekko af gamle tiders røst: Længslen efter det nødvendige lederskab.
Men hvor er de ledere, som har visdom, kraft og vilje til skabe den såkaldt nødvendige fornyelse af det kapitalistiske system eller bare det danske velfærdssamfund for den sags skyld?
Er det præsidenten for verdens fortsat mest magtfulde nation, Bill Clinton, som ikke kan få lov at være leder, og hvis autoritet er degenereret til en tragikomisk farce på evig flugt fra en konkurrencegal og sensationslysten presse, der ikke længere kan skelne mellem privatlivets fred og sexlyst på den ene side og mandens offentlige embede og præsidentielle ledelsesopgaver på den anden side?
Er det det danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der aldrig har kunnet få sin personlighed, det grå administrator-jakkesæt, medierådgivningen og et mindstemål af statministeriel handlekraft til at gå op i en højere enhed?
Er det Norges tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland, der opgav at styre sit land for i en pause at hellige sig omsorgen for sine nærmeste, men som i går trådte tilbage som magtens reinkarnation og ny international leder i og af verdens sundhedsorganisation, WHO?
Er det håndboldpigernes højtråbende landstræner
Ulrik Wilbek, der nok var en dynamisk og entuastisk leder, men dog tabte det kølige overblik i pressede situationer under det seneste håndbold-VM?
Er det den kølige og flegmatiske bankmand, Peter Straarup, der sætter bankens økonomiske interesser og omdømme højest, men som har smidt følelserne ud og, som vores egen Karen Syberg beskrev forleden, kun har en banken tilbage i kroppen, Banken?
Godt lederskab forbindes i hvert fald ikke længere til den stærke karismatiske personlighed, der i flammende vendinger opildner hin masse i 1930'ernes gennemindustrialiserede Europa. Den ledelsesdrøm er forlængst grundstødt.

I dag er massen blevet mangfoldig - individuelle livsstile og værdibegreber skaber kaos og uorden i samfundets hverdagsliv - mens de politiske lederskaber på paradoksal vis er ved at blive til en masse af grå jakkesæt, administratoren/bogholderens inkarnation, der forsigtigt og godt dækket ind af en horde af DJØF'ere, medieeksperter og andre selvophøjede eksperter søger de konforme og forsigtige finjusteringer af den bureaukratiske og økonomiske maskine. I længden er den maskinelle forståelse af lederskabets rolle dog utilstrækkelig. Det fornemmer i hvert fald de føromtalte bekymrede danske erhvervsledere. Og det er de ikke alene om. Der tjenes faktisk rigtig mange penge på at skabe alternativer til den grå og kedelige magtadministrator. En flok fremstormende konsulentfirmaer forsøger i disse år at pådutte de tvivlrådige lederskaber i private og offentlige virksomheder (institutioner er forlængst blevet et fyord) nogle nye koncepter, som de kan iklæde sig. Kvalitetsledelse, dynamisk ledelse, situationsbestemt ledelse, strategisk ledelse og værdibaseret ledelse. Der er ingen grænser for kreativiteten i den vildtvoksende management-business.
Trænermodellen - lederen som coach - var et af de helt store samtaleemner på en konference tirsdag i sidste uge, som blev afholdt af ugebrevet Mandag Morgen sammen med High Performance Institute.
I informations- og videnssamfundet kan lederne hente inspiration i sportsverdenen, og MM's leder Erik Rasmussen sagde, at "det handler om at skabe mulighed for en forløsning af 'verdensmesteren' i den enkelte." Ex-tennisspilleren Jan Leschly, der er rykket op i erhvervslivets absolutte elitedivision og er ved at gøre sig til leder for verdens største medicinalkoncern kunne være et eksempel på den tendens. Men det er ikke bare størrelsen, der gør det.
Musisk og kunstnerisk ledelse er de seneste hotte kodeord i managementverdenen - men de kan ikke stå alene. For uden værdier, visioner og evnen til at skabe stærke og levende fællesskaber - en holdånd - kan ledelsesklicheerne nemt ende i tomhed, æstetiserende overflade og dyrkelse af magtens altid fristende symboler.bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her