Læsetid: 4 min.

Den svære opposition

8. juni 2002

MeningsmÅlingerne peger i den rigtige retning, set ud fra en socialdemokratisk optik. Nok står partiet selv ikke til nogen bemærkelsesværdig fremgang i forhold til det katastrofale valg for et halvt år siden. Men tilslutningen til Venstre, til regeringen i det hele taget og til dens parlamentariske basis er klart for nedadgående. Noget kunne altså tyde på, at den hidtidige oppositionspolitik er ved at give resultater.
Det må i sig selv være opmuntrende for den socialdemokratiske ledelse. Og helt naturligt må det lede videre til spørgsmålet om, hvad det er, deres parti har gjort rigtigt. Det mest nærliggende svar er – desværre for partiet – at det først og fremmest har udmærket sig ved at være fraværende. Det har kritiseret, det har protesteret, men uden på noget tidspunkt at føre en politik, der efterlader et overbevisende indtryk af, at her vi et indlysende alternativ til den siddende regering.

En fristende strategi for Socialdemokratiet ville derfor være at lade det hele køre videre, som det hidtil er blevet kørt. Hvad der ville indebære, at det fortsat koncentrerede sig om at finde ud af, hvad det egentlig vil sige at være et oppositionsparti. Den skarpe protest kunne man så overlade til Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti. For selv om de begge – i modsætning til Socialdemokratiet – har vist sig i stand til at lave forlig med regeringen, så har de også bevaret evnen til at markere en klar opposition.
Da det kom til grundlovsdag, forsøgte Poul Nyrup Rasmussen sig så i den samme genre. På en ene side appellerede han kraftigt til regeringen om at opgive den hidtidige blokpolitik. Socialdemokratiet er rede til at samarbejde om finansloven for 2003. På den anden side fandt Nyrup det belejligt at hudflette regeringen for dens hidtidige politik. Han sagde, at vi har fået en regering, der går efter den laveste fællesnævner: »En regering, sætter bondesamfundets jantelov øverst og over den ægte demokratiske dialog og samtale«.
Citatet afspejler de problemer, den tidligere statsminister har med rollen som oppositionsleder. Han bruger stærke ord, men de er uden addresse. Nok er den socialdemokratiske målgruppe blandt de danske bønder til at overskue, og derfor er det vel nærmest gratis for ham at fornærme de primære fødevareproducenter. Men hvorfor kæder han dem sammen med janteloven, der var Aksel Sandemoses bidende sarkastiske sammenfatning af dansk snæversyn og småtskårenhed?

Meget kan socialdemokraterne med god grund kritisere den siddende regering for. Men at bringe janteloven ind i den aktuelle politisk debat er så afgjort ikke den mest indlysende indfaldsvinkel. Tværtimod har Anders Fogh Rasmussen vel netop på det retoriske niveau forsøgt at overbevise os om, at vi har god grund til virkelig at tro »at vi er noget« – med mindre vi skulle befinde os blandt ildestedte mindretal så som eksperter, smagsdommere eller udlændinge.
Fejlskud af denne art er ikke noget nyt fænomen i
Nyrups forsøg på at tegne sit partis profil. Ikke desto mindre har socialdemokraterne lagt effektivt låg på spekulationerne om, at han i nærmere fremtid skulle stå til at blive udskiftet. Det skyldes ikke mindst, at det stort set er umuligt at få øje på et brugbart alternativ i den yngre generation.
I respekt for realiteterne er det givetvis fornuftigt af socialdemokraterne, at de har skudt spørgsmålet om et lederskifte – endsige et generationsskifte – ud til den anden side af det næste folketingsvalg. Skulle Nyrup af den ene eller anden grund forlade sin post, står
Mogens Lykketoft med bred accept rede til at overtage funktionen. Hvad der iøvrigt kan være forklaringen på, at Venstre på det senere har udset netop ham til at være den vigtigste socialdemokratiske skydeskive.

MeningsmÅlinger ændrer imidlertid ikke folketingsflertal. Og Anders Fogh Rasmussen udskriver kun valg i såkaldt utide, hvis han er overbevist om, at det kan styrke hans position. Derfor må det ud fra en nøgtern vurdering konstateres, at Socialdemokratiets rolle som det største oppositionsparti kan blive ganske langvarig.
Spørgsmålet er så, om dette at være det største oppositionsparti også er ensbetydende med at være det ledende. I sin grundlovstale fremhævede Nyrup det glimrende samarbejde, hans parti har med de radikale, Socialistisk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti. Men
ingen af disse mindre partier har indtil nu ført deres oppositionspolitik på en måde, der peger i retning af, at de opfatter Socialdemokratiet som vigtigere end dem selv, når det gælder om at sejle op imod den politik, som VK-regeringen fører med støtte fra DF
Socialdemokratiet har nok engang måttet konstatere, at dette at være i opposition er en vanskelig opgave. Regeringen med statsministeren i spidsen forsøger
naturligvis kun at gøre den endnu sværere. Men nok så alvorligt er det, at ingen af de mindre partier, som
Nyrup så gerne vil samarbejde med, øjensynlig har i sinde at hjælpe ham med at lette byrden som oppositionsleder.

tok

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu