Læsetid: 4 min.

Den svære skole

31. oktober 2002

DET VAR i den periode, hvor han var skatteminister og den indlysende kronprins i Venstre, at Anders Fogh Rasmussen fremsatte tesen om, at man godt kan være i både regering og opposition på samme tid. Det var en strategi, han havde lært af sin formand, udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, men det var ikke en adfærd, der faldt i god jord hos den daværende konservative statsminister, Poul Schlüter. Men noget egentligt valg havde Schlüter ikke. Han var bundet til samarbejdet med Venstre.
Ganske som Venstre i dag – indtil videre – er bundet til samarbejdet med et konservativt parti, der nu forsøger at gøre Anders Fogh Rasmussens gamle tese til sin egen. På partiets landsråd i weekenden blev det gjort klart, at det insisterer på, at der skal gennemføres egentlige lettelser i indkomstbeskatningen senest i 2004. Og der blev brugt drabelige ord om de krav, partiet stiller til et nyt forlig om den fremtidige folkeskole.
Forhandlingerne om det forlig har nu stået på i mere end et halvt år. De omfatter samtlige partier med undtagelse af Kristeligt Folkeparti og Enhedslisten. Undervisningsminister Ulla Tørnæs arbejder ud fra det mandat, statsministeren har givet hende om at skabe en bred funderet aftale. Dels er der tradition for, at forlig om folkeskolen omfatter hovedparten af Folketingets partier. Dels er det et område, hvor statsministeren ikke ønsker at blive udsat for beskyldninger om at føre blokpolitik.

MANGLEN PÅ resultater har skadet undervisningsministerens omdømme, i hvert fald i mediernes vurdering. Ulla Tørnæs bliver ofte nævnt som en af dem, der står til afskedigelse, når Anders Fogh Rasmussen engang til næste år forventes at foretage sin første ministerrokade. Men spørgsmålet er, om der ikke i denne sag er tale om at rette smed for bager. Når undervisningsministeren ikke har kunnet præstere et forlig, skyldes det først og fremmest den blokering, de Konservative har lagt ind i forhandlingerne.
Hvad den består i, blev gjort lysende klart på partiets landsråd i weekenden. Både partiformand Bendt Bendtsen og den konservative forhandler, Helle Sjelle, slog fast, at de hellere ser et »godt« forlig end et bredt forlig. Og med et godt forlig mener de en aftale, der sikrer en central styring af folkeskolen. Denne idé har partiet udmøntet i et krav om, at læseplanerne skal være ens overalt i landet. Det kommunale selvstyre skal afskaffes til fordel for en national folkeskole.

I KRAVET OM centralt fastlagte læseplaner kan De Konservative kun hente støtte fra Dansk Folkeparti. Venstres holdning er til gengæld præget af partiets traditionelle forkærlighed for det lokale selvstyre.
Problemet for Ulla Tørnæs består i, at hun længe har haft flertallet hjemme, hvis hun ville lade sig nøje med at indgå forlig med Dansk Folkeparti. Og det har dette parti naturligvis udnyttet til det yderste. Et yderligere problem for ministeren er, at De Konservative rent faktisk kan henvise til det fælles regeringsgrundlag, når det gælder de fælles læseplaner. Åbenbart har Anders Fogh Rasmussen under forhandlingerne, der skulle bane vejen for VK-regeringen, ikke forestillet sig, at denne sag senere skulle blive et væsentligt konfliktpunkt. Men det er det blevet i en sådan grad, at finansminister Thor Pedersen tirsdag måtte meddele, at forhandlingerne om næste års finanslov må føres til ende, uden at folkeskolens fremtid er afklaret. Det indebærer, at der ikke kan sættes præcise tal på de udgifter, staten skal afholde.

NU HAR finansministeren ikke selv gjort sagen lettere for undervisningsministeren. Da han i juni indgik den årlige aftale med kommunerne om rammerne for det kommende års udgifter, bevægede han sig dybt ind på de rent skolepolitiske områder. Det har skabt en binding, der har gjort det vanskeligere for Ulla Tørnæs at nå frem til det brede forlig, som både hun selv og hendes regeringschef vil foretrække.
Hvis der i Statsministeriet er utilfredshed med det, der foregår i Undervisningsministeriet, er den derfor ikke nødvendigvis rettet imod ministeren selv. Langt mere nærliggende vil det i hvert fald være, hvis Fogh Rasmussen er ved at blive godt og grundigt træt af den konservative trang til at markere sig. De Konservative har traditionelt foretrukket at stå uden for de brede forlig om folkeskolen, men det er naturligvis umuligt, så længe de er med i regeringen.
Og derfor kan spørgsmålet også være, hvor længe Venstres leder synes, det er en god idé. Stod han i spidsen for en ren Venstre-regering, ville statsministeren have større bevægelsesfrihed, og hans parlamentariske grundlag i bredere forstand ville ikke blive svækket. Bliver De Konservative for kontrære, kunne han fristes til at udskrive et hurtigt valg, der kunne bane vejen for en mandatfordeling, der gav ham større muligheder for at spille for forskellige flertal. Det ved De Konservative selvfølgelig godt. Og derfor ender det vel også med, at forhandlingerne hos Ulla Tørnæs lander i et bredt forlig. Men det kræver, at Bendt Bendtsen lærer den kunst, der består i at gå på yndefuld retrætte.

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her