Læsetid: 13 min.

Det sværeste er at forsone sig med sig selv

For Klaus Lynggaard fik 1980'ernes lysende bohemeliv en kulsort bagside. Det tog ham mange år at komme ud af mørket
27. juni 2006

Forfatteren og rockanmelderen Klaus Lynggaard har ikke rørt alkohol i næsten 17 år siden 13. juli 1989. Han kan ikke tage på ferie eller eje fast ejendom. Altsammen fordi han blev berømt som 1980'ernes unge forfattergud med romanerne Martin og Victoria og Victorias år, tjente kassen og drak pengene op. I perioder et par flasker vodka om dagen plus det løse.

Men bitter er han ikke. Faktisk var han langt mere bitter og vred i de år, han drak mest.

"Jeg røg ind i skyld og skam og vrede og bitterhed, som jeg kunne rette mod andre. Jeg kunne spekulere i timevis over én kritisk linje i en anmeldelse og i en brandert hengive mig til voldsfantasier om, hvordan anmelderen skulle torteres langsomt ihjel."

Derfor ved han noget om forsoning. Med andre og med sig selv. Det sidste er det sværeste.

"Det er ikke nok at smadre nogens lejlighed og tilgive sig selv på trappen ned. Man må helt inde i sin sorte sjæl erkende, at det var fandeme noget lort og undgå samme adfærd i fremtiden. Men det er enormt svært at tilgive sig selv og oven i det give folk sin uforbeholdne undskyldning."

Da han blev afgiftet, var en vigtig del af processen at gå den tunge gang rundt til familie og venner og bede om forladelse. For alkoholikerens faste repertoire - tillidsbrud, løgne, bersærkergang og ødelæggelse.

Det værste

"Jeg kan godt pege på, hvad der var det værste, jeg gjorde, men det vil jeg helst ikke," nøjes Klaus Lynggaard med at sige. Lidt mere presset kommer det:

"Jeg havde bersærkergange, hvor jeg ødelagde en masse ting. Mine egne og andres. Mødte fuld op til fødselsdage, optrådte fuld og dum på tv. Og jeg løj systematisk; alkoholikere bullshitter meget, jeg løj om både vigtige ting og bagateller, manipulerede og lånte penge uden at betale dem tilbage og brød igen og igen tilliden til de mennesker, hvis tillid grundlæggende er alle pengene værd."

"Jeg drak så meget, at jeg ikke kan huske det hele. Tit gik alt i sort. Men jeg mistede nogle venner i den periode, sårede min familie dybt og nogen tænkte vel: Ham der gider jeg ikke mere. Især dem, som allerede havde det svært med mit private satyricon."

Fem-seks nære venner takkede nej til at tilgive. Nogle mente ikke, at undskyldningen kunne modsvare det, der var foregået. Andre kunne ikke håndtere, at den gamle drukkammerat pludselig var holdt op.

"Dem der måske havde gemt deres eget misbrug bag min brede ryg. Jeg var jo the blackout king."

De vilde 1980'ere

"Jeg tror, jeg overskred samtlige de grænser, jeg som ung havde sat for menneskelig adfærd," fortæller Klaus Lynggaard med et langsomt sug på cigaretten. Øjnene vandrer indad i kraniet. Tilbage til 1980'erne. Han ligner de 50, han fylder til september. Tøjet hænger løst om kroppen, sygekassebrillerne sidder ikonagtigt midt i ansigtet og rammes ind af gråsprængt skæg og hår. Det lysende, drengede smil er det samme som i de vilde dage i 1980'erne, da håret stod højt, hagen bar og nærsynet var camoufleret med kontaktlinser.

Ambitionen hed rockstjerne - som forfatter.

"Jeg drømte om Nobelprisen, evig hæder og ære, folkets hyldest, masser af penge og jorden rundt i 80 dage," kommenterer Klaus Lynggaard ironisk.

De personlige idealer var lige så høje som ambitionerne. Prægtigt skulle livet være. I 1980'erne rykkede utopien inden for og skulle leves ud på egen krop. Fjenden var politikerne, samfundet, verden: Klaus Lynggaards egne forældre i det nordsjællandske Kokkedal, der svigtede ved at blive skilt, da han var 19 år (og de ti år det tog dem at nå dertil). Borgerdyrene. Den tomme forbrugerisme. Hippierne der svigtede drømmen og blev lamme betonmarxister.

'68'erne svarede igen med det let vrængende 'Nå-generationen' - for de unge, der tog livet mere alvorligt end politik.

Punk

Punkmusikken var den sorte generations ekstreme udtryk.

"Jeg møder punken i Daddy's Dance Hall i København med Iggy Pop i september '77, følte mig meget forbundet med især vreden i miljøet, men trak aldrig i uniform som punker."

Men også punken stivnede til ideologi. Det, der var subversivt og linedanseragtigt, gav status. Bistand var cool. At gå på universitetet og få job i A.P. Møller var ikke. Parforhold var ok, ikke kernefamilie. Togkort og cykel var cool, bil eller motorcykel ikke. Og der blev festet igennem. Klaus Lynggaard havde røget hash, fra han var 12-13 år og gled ubesværet ind i den totale laissez-faire-holdning over for især hash og speed. Omkring 1980 kom drukken til i tråd med den digterrolle, han var ved at bygge op efter debuten med digtsamlingen Vinterkrig i 1981. Han levede sig ind i rollen som eksklusivt rusmenneske, der turde gå til kanten. De indre himmelstjerner hed Baudelaire, Charles Bukowski, Jim Morrison, Hemingway, Janis Joplin, Billie Holiday, Jack Kerouac, og Jackson Pollock.

"Listen over alkoholiserede kunstnere er endeløs, og Dylan skrev sine bedste ting på speed," siger Klaus Lynggaard.

'Kæferter er digte, der ikke kan få form' hed det på '30'erdansk i Tom Kristensens sammenbrudsroman Hærværk.

"Hærværk var en bibel. Selvfølgelig, jeg var total Tom Kristensen-fanatiker," siger Klaus Lynggaard, der med et forbavset fnis genkender sin egen skæbne i idolets. Også Tom Kristensen gik fra succesrig, fordrukken forfatter til succesrig, ædru anmelder.

Masser af succes

Kun pengemangel tvang Klaus Lynggaard til nødtvungne pauser i drikkeriet.

Men i 1985 bragede han igennem med ungdomsroman-bestselleren Martin og Victoria. 1980'ernes drømmere fik en generationsroman - og Klaus Lynggaard tjente penge. Mange penge.

"Ikke direkte på bogen, men primært på foredrag og legater. Jeg blev ekspert i firserlitteratur og -ungdom og det væltede ind med foredrag fire-fem gange om måneden til 4-6000 kroner per gang."

Lejligheden i Nansensgade var billig, de faste udgifter små, han ejede en cykel, men for eksempel intet fjernsyn. Drikkeriet gik i frit fald.

"Jeg vænnede mig til at skrive i en bagbrandert, en vidunderlig vægtløs tilstand uden hæmninger. En dag virker det bare ikke mere, man vågner om morgenen og er bange for abstinenserne. Offentligt havde jeg styr på det hele, men cirka i 1987 er jeg så fordrukken, at det kniber med at skille tingene ad."

Roman nummer to, Victorias år, blev skrevet i moderens kælder i Brønshøj. Det holdt hårdt. "Som at få taget mandler, hvor Martin og Victoria mere var som at smutte mandler."

Men opgaverne strømmede ind, og Klaus Lynggaard sagde ikke nej.

"Jeg skrev for honoraret, uanset om jeg havde noget at bidrage med. At være forfatter blev især et middel til at drikke. Teksterne levede ikke længere op til min egen standard, men jeg fik dem mærkeligt nok aldrig i hovedet igen. Nu står de der til evig tid og bringer skam over slægten."

Rutsjeturen ramte også standarderne i forhold til mennesker og sprut. Mod slutningen drak han dagligt en til to flasker vodka om dagen, 15 til 20 elefantbajere plus det løse.

"Tit var jeg for fuld til at gennemføre et foredrag. Jeg kunne nogle dage højst køre tre timer, så faldt jeg om. Jeg drak til jeg styrtede, det holdt op med at være sjovt, det blev en langsom dødsdrift."

1988 blev Klaus Lynggaards annus miserabilis. På det tidspunkt har han 'våd hjerne'. Bare han ryster på hovedet, er der sprut i kroppen.

"Det sidste års tid drak jeg alene, liggende i min seng og jeg begyndte at indse, at sprutten havde vundet, og at jeg havde tabt. I november-december 1988 siger jeg til Anne Marie: 'Nu vil jeg ikke drikke mere, du skal bare flytte hjem'. Og så begyndte jeg på antabussen, der hvad folk end siger grundlæggende er en narresut. Jeg holdt bare op med at tage den fra den ene dag til den anden."

Anne Marie er en historie for sig. I dag er de gift, de har kendt hinanden i 21 år, og hun har holdt til det meste. Men ud flyttede hun, når det blev for grelt. For reelt var han ikke ædru, han 'tørdrak' bare:

"Det er, når hele systemet er parat, kun dit overjeg holder det i skak et par dage. Jeg blev pirrelig og rastløs, og den mindste årsag var nok som undskyldning for en ny tur på karussellen."

Du er ikke speciel

Anne Marie flyttede. Men en dag kom Klaus Lynggaards yngste lillesøster op i lejligheden sammen med en fyr, der genert fortalte om sit eget alkoholproblem.

"Han var AA (Anonym Alkoholiker, red.). Men hvad fanden skulle jeg med hans historie og en alkoholiker i mit hjem? Det var jeg jo ikke. Jeg havde det sjovt!"

Episoden lå dog klar på hjerne-båndspilleren den dag i foråret '89, da krop og psyke endelig var ved at sige stop.

"Jeg var holdt op med at spise. Men det svære er at trappe ned uden delirium, som jeg har prøvet to-tre gange. Det vil en dranker gå til yderligheder for at undgå.

Jeg ringede til Anne Marie: 'Nu vil jeg gerne til Von Veritas'. Hun kom hjem og tog over.

De kom næsten med det samme, og så blev jeg kørt til Lolland."

Resten er fortid. Klaus Lynggaard gik på afvænning.

"Det første, der sker i behandlingen, er, at du bliver ydmyget. Du får en pyjamas på, og den går du så rundt i. Man er enormt vred over, at man er alkoholiker og hverken værre eller bedre end en vaskekone eller direktør. Og så er alkoholikere rigtig gode til at fremrationalisere en masse specielle grunde: ens store følsomhed og særlige lidelseshistorie. Det er en bet at blive frataget den, kan du tro."

Den slags imponerede nemlig ikke Minnesota-modellens behandlere; alle eks-alkoholikere.

"De gider ikke høre om, hvor original du er. Du er pissealmindelig og skal holde op med at drikke. Så kan du kigge på din barndom! At blive ædru er en sindstilstand, og først skal du igennem de 12 trin (AA's grundlag, red.)."

Hjemme igen regnede Klaus Lynggaard med, at han havde styr på det. Og røg i igen.

"Min sidste druktur varede kun 10-12 dage, men var frygtindgydende. Uden glæde, som at læse varedeklarationen på teleprompter, mens man sidder og spiser. Historien slog mig som så banal og forudsigelig. Jeg måtte forbi intellektualiseringen og erkende helt ud i min genmasse, at jeg var nødt til at tage det så alvorligt."

Intet 'vorherre-enzym'

Helt slut blev det 13. juli '89.

"Jeg forstod det til sidst, i al ydmyghed: At alkoholen altid vil være større end jeg. Alkohol er for mig en dødelig sygdom, og jeg er simpelthen ikke i stand til at drikke med måde. Det tog mig flere år at blive seriøst clean, hvor jeg kæmpede med de samme dæmoner dag ud og dag ind."

AA-modellen opererer med 'en højere magt'. Temaet med tilgivelse og forsoning er kristent arvegods, som i Fadervor: 'Forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere', påpeger Klaus Lynggaard. Selv måtte han klare opgaven uden tro.

"Jeg prøvede med Gud, men havde end ikke en barnetro at mobilisere. Man har vist lokaliseret et vorherre-enzym, men det har jeg så heller ikke."

I stedet gjorde han AA-fællesskabet til sin højere magt og blev en overgang ulideligt from: model Axel Strøbye i slutningen af Matador. Men så begyndte virkeligheden langsomt at ankomme på hans adresse.

"Mange af de ting, jeg kunne lide ved mig selv var der jo, uden at jeg drak. Min syge humor og udmærkede fantasi, mine sociale behov, menneskelige nysgerrighed og trang til at omgås, føle og grine med andre. Og så min glæde ved kunst og evnen til at få stådreng af en god film eller et godt stykke musik."

I 1991 begyndte Klaus Lynggaard at skrive igen. Nu som rockanmelder på Information.

"Ikke skønlitteratur, det var jeg slet ikke klar til. Det hvilede på en fejlagtig opfattelse af både hvad kunst er, og hvad jeg selv var."

Skattefar kalder

Desværre ringede skattevæsenet på samtidig med virkeligheden. Klaus Lynggaard skyldte en million i ubetalt forskudsskat fra 1980'erne.

"Brevene bliver grovere og grovere, og i starten af '90'erne strammer de grebet og lænser jævnligt kontoen."

Først i 1995 fandt han en god revisor og fik lagt en langtidsplan.

I dag skylder han 'kun' 300.000, men skattevæsenet holder ham stadig i et jerngreb.

"Jeg har en lige-til-øllet-eksistens. Vi er altid 30-40.000 i underskud, jeg kan ikke eje noget og har ikke råd til at rejse på ferie til hverken Møn, Italien eller USA."

I dag bor Klaus Lynggaard og Anne Marie idyllisk til leje i Brøndby, i en halv længe til en gulmalet gård. Der er langt til alt, men storslået udsigt til golfbane og marker. Inden for er alt hyggeligt, men enkelt, brunt og firserstudenteragtigt, som om 20 års velstandsstigning er kørt forbi ude på motorvejen.

"Vi bor ikke med chikke ting, men jævnt og beskedent, det må du godt skrive. Jeg fortryder da, at jeg var så tankeløs med mine penge, for jeg kunne have haft mere kontrol over mit liv og dermed mere handlefrihed. Men det holder ikke, at jeg lader fortvivlelsen få overhånd eller falder i staver over, at mine jævnaldrende har huse og sidder på den grønne gren. Jeg under dem alt, hvad de har. Selv mangler jeg ingenting, tigger ikke på gaden, men kan fra dag til dag opretholde en ret høj livskvalitet. Jeg har fået evnen til at glæde mig over, at hægen blomstrer, og jeg elsker det danske vejr."

Børn har de ikke fået, men to kælne, smukke slædehunde fra Alaska. Og Anne Marie?

"Hun holdt ikke op at elske mig og jeg ikke hende. Heldigvis falder hun ikke for pæne mænd."

Negative følelser prøver han at undgå, også når det gælder de mennesker, han sårede.

"Der er utilgivelige ting, jeg kan hobe skyld op over. Men heldigvis har jeg ikke slået nogen ihjel, og det handler netop om ikke at bruge kræfter på ting, man ikke kan lave om, om man så blev 1000 år."

Professionel ikke-bitter

Han lever også med, at nogen ikke lod sig forsone med ham.

"Selvhjælpen ligger i at sige undskyld. Om de andre tager imod det er grundlæggende deres problem. Det må jeg leve med og har ikke råd til at blive bitter og vred over."

Alternativet til forsoning kunne meget vel være en ny misbrugsspiral:

"Så ryger man tilbage i sine gamle handle- og tankemønstre med selvbebrejdelser og anklager mod omverdenen og kan hamre sig selv til blods uden at få løst op for noget. I den fase samler man på mørke, og jo mørkere det bliver, jo mere sprut hælder man på. Folk der ikke drikker hælder vel bare bitterhed på. Nag og nid."

"Jeg kan ikke komme i tanker om én god ting, bitterhed medfører. Det er nemt og enormt bekvemt og trygt, hvis konen har fundet en ny, for så kan manden hænge hele sin identitet op på det: 'Det er også det dumme svins skyld det hele.' Han behøver aldrig mere tage stilling til noget eller tænke: 'Måske var du selv grunden til at hun skred fra dig'".

"Det er det, jeg kalder Ekstra Blads-mentalitet. Dén holdning har vi et helt parti, der repræsenterer, som mener, at det er perkernes skyld, folk ikke kan klare sig i en globaliseret verden."

Altid forfatter

Det er 20 år siden, Klaus Lynggaard sidst skrev en skønlitterær bog. Men hvornår der mon kommer endnu en bog om Martin Larsen har bekymret andre mere end ham selv. Skrevet har han jo næsten hele tiden. Nu bare rock-anmeldelser i et dagblad, som for ham er lige så fint som skønlitteratur.

"Jeg er ingen genreknepper, og litteraturhistorien interesserer mig ikke."

Også for hans tekster spiller forsoning en rolle. Det handler om at være i kontakt med sig selv og finde en ægte indre stemme.

"Det jeg tror, jeg kan, og i hvert fald har lyst til, er sædeskildringer á la Jane Austen, eller Woody Allen, hvis hovedpersoner ofte ligger tæt på ham selv. Jeg kan kun skrive ud fra min egen tid, land, alder og køn, men jeg har skrevet mig tættere og tættere på en stemme, der korresponderer med den, jeg er nu. Men nok lidt mere aggressiv, udfordrende og fremme på beatet, end jeg egentlig er selv."

Småborgerligt røvhul

Hele forsoningen med fortiden ville have kvalmet den unge Lynggaard.

"Jeg ville have opfattet mig selv som et småborgerligt røvhul, der har mistet proportionssansen og burde skydes som en hund. Men også misundelig, for det var jeg på alle, der hvilede i sig selv. Jeg levede konsekvent på de yderste nervespidser."

"Den store forkromede konklusion er, at den eneste der kan tage ansvar for mit liv, er mig. Og den eneste, der kan sætte punktum for alt det, er en selv. Men det skader aldrig at få hjælp af gode mennesker, og jeg misunder ikke den junkie, der lukkes clean ud i det lort, han selv kommer fra."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu