Læsetid: 4 min.

Svært at bevare roen

Ukuelighed og stoisk ro prægede London efter de første bomber, men samtidig med, at specialpoliti skød og dræbte en mistænkt midt i morgentrafikken, begynder londonerne efterhånden at spørge sig selv, om de seneste bomber er begyndelsen eller enden på angrebene
23. juli 2005

LONDON - Efter torsdagens fejlslåede nye bombeforsøg mod tre undergrundstog og en dobbeltdækkerbus i London lød opfordringen fra politi og politikere hurtigt, at londonerne skulle gå ud og fortsætte deres almindelige dagligdag. Nyhederne viste dækbilleder af folk på udendørscafé, og en talsmand for Transport for London opfordrede folk til at tage en øl på pubben på vej hjem fra arbejde i håb om, at sprede myldretidstrafikken såvel som ideen om, at London var en by under kontrol. Hvis nogen syntes, at en anden runde af bombeangreb mod London var højst ubelejlig, så holdt de tankerne for sig selv.

Men for mange blev den almindelige dagligdag forstyrret igen allerede fredag morgen, da civilklædt specialpoliti i skudsikre veste indhentede og overmandede en mand i undergrundstoget på Stockwell-stationen i Sydlondon.

"Jeg sad der og læste min avis i fred og ro, da jeg så politiet dræbe en mand fem meter foran mig," fortalte Mark Whitby til BBC.

Andre talte om kaos og panik, og efterhånden som nyheden om, at politiet - som et led i den største sikkerhedsmæssige operation nogensinde - havde omringet og foretaget et raid på et hus i West Kilburn i den anden ende af London, spredte sig i byen, skiftede stemningen mærkbart fra de seneste ugers ukuelighed og trods til forsigtig frygt.

På radioen blev lytterne opfordret til at ringe ind og bidrage til diskussion om, hvorvidt det nu endelig var ok at indrømme, at man var bange, mens manden bag websitet www.we'renotafraid.com blev bebrejdet for at være med til at skabe en 'holde facaden'-følelse hos almindelige mennesker af ikke at måtte give efter for frygten - og dermed for terroristerne.

Politi alle vegne

Politi i skudsikre veste har efter bombeangrebene den 7. juli stået vagt ved alle undergrundsstationer. De er der, ifølge betjente foran Fulham Broadway-stationen, ikke for at gennemsøge rygsække, men 'for at genskabe en følelse af sikkerhed'. Alligevel sniger følelsen af usikkerhed sig ind hos nogle passagerer:

"Jeg tager med tuben, fordi jeg er nødt til at komme til og fra arbejde, men jeg føler mig overhovedet ikke sikker. Der er politi alle vegne, og vi har set på tv, at de har bombehunde, der snuser folks tasker igennem på perronerne. Men det hjalp jo ikke noget i går, gjorde det," sagde en kvinde, før hun hastede videre væk fra stationen og følelsen af fare.

Fra de kommunale familie-assistance-centre var der i går sendt professionelle 'rejse-kammerater' i form af psykoterapeuter ud i byen for at hjælpe forskræmte passagerer med at overvinde frygten og komme tilbage på togene. Èn af dem, der gerne havde taget imod sådan et tilbud var Bridget Leslie:

"Det er lidt skræmmende at tage med tuben efterhånden," indrømmede hun.

"For to uger siden, troede vi alle sammen, at det var en one-off. Men når det så skete igen, kan det ske igen og igen. Og så er det vel kun en naturlig reaktion at være bange. Selv om jeg fornuftsmæssigt godt ved, at det selvfølgelig ikke nytter noget."

Bombealarm på Fulham

På Fulham Broadway - som på alle andre undergrundsstationer - var de sædvanlige plakater, med opfordringer til omgående at rapportere glemte tasker, natten over blevet suppleret med nye, hvor politiet appellerer til folks civile pligt til at hjælpe med at finde og identificere de fire mænd, der flygtede fra torsdagens bombeforsøg.

"Send os mobil-fotos, hvis du tror, du har noget, der kan hjælpe," lyder opfordringen. Tidligere på dagen var linjen ud af byen fra Fulham lukket på grund af en bombealarm, og folk kom tilbage op fra perronen.

"Det er svært at sige, om passagererne stod af toget, fordi de var bange, eller fordi de ville forsøge at finde andre transportmuligheder til Wimbledon," sagde en fra personalet på stationen, men indrømmede samtidig, at der var lidt mere stille end på en normal fredag.

Omkring Shepherds Bush-stationen var gaderne stadig lukket af efter torsdagens bombe, mens polititeknikere i hvide overtræksdragter ledte efter bevismateriale. En af linjerne kørte dog, og Theepan Nahan var én af de passagerer, der tog med toget som altid.

"Nej, jeg er overhovedet ikke bange for at tage med tuben," forklarede han kort.

Andre - som f.eks. Paul Carroll, en tidligere deltids-politibetjent og militærmand - sagde, at de ikke havde rejst med offentlig transport med et let sind.

"Jeg er normalt ikke nem at skræmme, men mentalt havde det været nemmere ikke at tage med tuben i dag. Det var ikke nogen afslappet tur," sagde han.

Forhindringsløb

Paul Carroll og med ham flere og flere almindelige londonere såvel som undergrundspersonalets fagforbund efterlyser nu yderligere sikkerhedsinitiativer på stationer og tog.

"Det er svært at se, hvad der kan gøres, uden at det forstyrrer folks rejse til og fra arbejde alt for meget, men det må kunne lade sig gøre at indføre mere sikkerhed a la tilfældig taskecheck og kropsvisitering - om ikke andet så for at genoprette folks tillid til tuben," sagde Paul Carroll og tilføjede:

"Alternativet for mange, er jeg bange for, er efterhånden en effektiv stopper for deres sociale liv og et forhindringsløb for at komme så sikkert som muligt til og fra arbejde."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her