Læsetid: 7 min.

Det er svært at danse 'Sylfiden' uden Sylfiden

Dramatisk borer 'Sylfiden 2006' sig ikke ind i hjertet på tilskueren. Men derfor kan den visuelle hiphop-forestilling på Aveny-T sagtens give højt hår. Dem får man til gengæld ikke på Det Kgl. Teater
3. oktober 2006

Det er svært at spille Romeo og Julie uden Julie. Men selvfølgelig kan det lade sig gøre, hvis man absolut vil nytolke historien til en fortælling om en kærlighed, der var umulig.

Det er også svært at danse Sylfiden uden Sylfiden. Men selvfølgelig kan det lade sig gøre, hvis man absolut vil nytolke historien til en fortælling om en kærlighed, der slet ikke eksisterer.

På besynderlig vis er det dette valg, som begge de to nyopsætninger af Sylfiden har foretaget, bevidst eller utilsigtet. Både repremieren på Nikolaj Hübbes psykologiske iscenesættelse hos Den Kgl. Ballet og den med længsel ventede urpremiere på Steen Koernes hiphipfortolkning på Aveny-T. Begge tolkninger forrykker historien, så den kommer til at handle om manden James og hans fantasier. Men altså meget lidt om Sylfiden.

På Det Kgl. Teater er Kristoffer Sakurai som James så optaget af sin egen, indre smerte, at han knap nok ser Silja Schandorffs Sylfide. Og på Aveny-T er der slet ikke én Sylfiden, men derimod en fire-fem sylfider, der ikke er til at skelne fra hinanden: David Boyds James kan derfor her bare stirre fornøjet fra den ene til den anden i skovberuset liderlighed.

Hvad der så sker ved det? Ikke andet end at alle de øvrige relationer braser sammen. I Bournonvilles oprindelige Sylfiden fra 1836 er historien et eksistentielt trekantsdrama mellem James, Sylfiden og Heksen: James der fatalt narres til at tro, at han kan gøre sin elskede Sylfiden jordisk ved at vikle hende ind i Heksens slør. Men den er tilføjet et borgerligt trekantsdrama mellem James, Effy og Gurn: James der er lykkelig over at skulle giftes med Effy, lige indtil han altså møder Sylfiden. Og Gurn, som er forelsket i Effy og ønsker at score hende fra James. Derfor går dramaturgien i knæ, når James ikke har overbevisende øje for Sylfiden.

Rapstøv

Og det er ærgerligt. For det er jo ellers vidunderligt, at AvenyT er blevet inspireret af Bournonvilles gamle ballet til en Sylfiden 2006. Det er opløftende, at koreografen Steen Koerner har villet fusionere sin opfindsomme og evigt nysgerrige hiphopæstetik med romantikkens tåspidsunivers. Og det er fortræffeligt, at en kostumedesigner som Henrik Vibskov har villet digte med - ikke mindst på Heksens ondskabskostume, som Xenia Lach Nielsen fylder med subtil ondskab, som var hendes tunge formet som en spiddende tåspidssko.

Men hvorfor i alverden har Koerner valgt at klistre ord på denne ballet, der ellers klarede sig så glimrende uden? Clemens rapdigte lyder rystende uinspirerede - det ene klichéfyldte byrdehyrdedigt ryger over rampen efter det andet med 'beseglevoresfølelser'-mærkværdigheder.

Det er ikke teenagekinky, det er ikke klassikersatirisk, det er bare støvet. I modsætning til Nøddeknækkersuccesen virker virker denne hiphopmodernisering faktisk endnu mere gammeldags end originalen.

Desuden har Koerner og Clemens digtet en præst ind i historien - en præst! Hvad han så skal dér er uklart, udover altså at gøre historien både passé og katolsk. Men Morten Staugaard lægger imponerende korpus og Waitsvrængen til denne sadistpræst, der voldtager messedrenge med fryd under de runde kinder. Flot spil med internationalt format, men hvorfor?

ControlEffy

Den egentlige hovedrolle i Sylfiden 2006 er imidlertid gået til Effy, altså James' forlovede. På Aveny-T har Effy dog svært ved at vælge mellem James og Gurn, for de ser helt ens ud: Hyperpagehår og grå kedeldragt. Men hun vælger så David Boyds James med de røde fartstriber - en mand med naive øjne og roboticsspring, der hægter ham op i luften med hovedet nedad i evigheder. Et sejt valg. Altså indtil hun nupper Osama Nasrallahs Gurn, der har et mere jordnært blik, og som kan snurre vildere på ryggen end Gurn. Ja, undskyld, men det er, hvad tilskuerne nogensinde finder ud af om de to mænd: Ånden er lynet inde i de kedeldragter.

Den komiske Mille Hoffmeyer Lehfeldt spiller Effy som en anorektisk kontrolfreak med grå pufærmer og planlægningskalender. Hun får hele historien forærende: Det er hende, der skal ud i skoven og opleve træerne suse. Det er hende, der skal have hævn. Derfor skal hun spille både James og heks og sig selv. Og så bliver det noget rod.

Dramatisk borer Sylfiden 2006 sig altså ikke ind i hjertet på tilskueren. Men derfor kan den sagtens give højt hår. For de kan skabe visuelt teater på Aveny-T, så udenlandske hajer burde stå i kø. Steven Scott har skabt sit hidtil mest avancerede lysscenografi. Hans farvede, assymmetriske lysvægge kan både være spejle og vinduer, og derfor kan tilskuerne skiftevis opleve James bag glasset med sit sylfidetrip - og James, der knalder panden mod muren.

Lydligt er det også en fornøjelse, som Aveny-T-kunstnerne kan nykomponere musik, så lyduniverset umiskendeligt bliver fra 2006. Yo Akim Hjejle har i hvert fald spændt lyden ud over både violinsolo og raprytmer, så det hele koger med musicalens smilende dynamik. Men lyden af kærlighed, den overdøver ikke.

MaskeJames

Hvordan ser så orinalen ud på Det Kgl. Teater? Jo, i tirsdags debuterede Kristoffer Sakurai på Kgs. Nytorv med en pirrende romantikertolkning ved at lægge hele Jamesfiguren ned i sin krop. Hans ryg fortolkede James' længsel, og hans fødder symboliserede hans iver og angst. Han hoppede, og han strakte tæer. Men hans ansigt var dødt. Det var malet så hvidt og uvirkeligt, at det var blevet til en maske, næsten som hos den tragiske klovn. Kun de alt for mørkt malede læber fortrak sig, når han forhastet mimede mod ingen.

Han så knap Diana Cunis bekymrede og stolte Effy. Selv når han omfavnede hende, var han fjern i blikket. Han var allerede af en anden verden, da tæppet gik op.

Desværre fik han heller aldrig rigtig øje på Sylfiden. Jo, han betoges af hendes skønhed og hendes kraft, men egentlig var det kraftens effekt på ham selv, der fascinerede ham, ikke hende. Derfor blev Silja Schandorffs Sylfiden udsat for at gennemføre hele forestillingen på sit vilde stjerneniveau, alene uden tilbeder. Hun stod ekstralænge i sine overlegne balancer og stirrede forgæves efter beundring og hjerteblod, mens hendes fødder trippede mikroperfekt af sted for at hente fuglereder til manden. Godt at der ikke også er løft i den ballet!

Schandorff var ikke den eneste, der savnede det modspil, som Nikolaj Hübbe åbenbart ikke har kunnet fremmane hos Sakurai. Mette Bødtcher har ellers kreeret en flot, original heksetolkning, hvor hendes Madge trækker den ene fod dødt efter sig - som et flot billede på en skønhed, der er blevet forvandlet til krøbling. Men over for Sakurais James visnede også hendes ondskab: Da hun til sidst løftede armene, var der ikke en dråbe hævnblod tilbage i hende. Og selv James' mor Anna, den garvede Eva Kloborg, valgte tilsyneladende at gøre sig gennemsigtig, for hvordan skulle hun reagere på en søn, som hun aldrig havde set i øjnene?

Smerteknæ

Til gengæld udnyttede Alexander Stæger tomheden på scenen og skabte et flot bud på en drenget rival, charmerende og begavet eftertænksom. Da heksen hvisker, at han skal sige til Effy, at han ikke har set noget til James, bliver Stægers Gurn i tvivl. For han har jo netop lige fundet James' hue... Og man kan se på ham, at han tænker på, om han nogensinde kan blive lykkelig med Effy, hvis han indleder deres forhold med at lyve for hende. Men heksen lokker. Så til sidst siger Stæger alligevel: 'Nej, jeg har ikke set James'. Og så er det, at han scorer hende...

På Aveny-T er det japaneren Koichiro Mori, der suger blikkene. Pludselig danser han en hjulogstejlehævnhiphop, så alle hans led drejer i forkerte retninger, mens hans knæ falder sammen under ham i brutale knæk. Han danser bare en hvilken som helst landsbyknægt. Men hans krop græder med ham. Og her dukker sylfidesmerten så endelig op i forestillingen, chokerende og uden varsel. Men ak, så er det forbi. Tænk, hvis Koerner havde koreograferet hele forestillingen med den inderlighed!

Sylfiderne selv har flået de hvide tylskørter af på Aveny-T. I stedet er de hoppet ned i rødgrønplettede pyjamaser, som en slags farveglade leoparder. Uvirkelige er de. De kan alle sammen vandre på hænder og dreje på én arm - uanstrengte, selv i højeste gear. Men de hvirvler ingen sorg med sig rundt i deres fabelagtige headspins, de lokker ingen sørgmodige bagtanker frem med deres hænder. De fremdanser kun ubekymret kropsglæde, der glider i ét med de blanke spejle. Garanteret fri for tårepletter.

Så hvad kan man sige? At det er farligt at danse Sylfiden uden Sylfiden.

*Sylfiden. Koreografi: August Bournonville. Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe. Musik: H.S. Løvenskiold. Scenografi (klumpet opstillet): Mikael Melbye. RadioUnderholdningsorkestret. Dirigent (lyrisk og i perfekt tempo): Peter Ernst Lassen. Det Kgl. Teater, 7, 9, 11 og 14. nov., 19. og 28. feb. samt 2. mar.

www.kglteater.dk

*Sylfiden 2006. Koreografi: Steen Koerner. Coinstruktør (dansepræcision helt i top): Djamila Hansen. Tekst: Clemens. Musik: Yo Akim Hjejle. Scenografi og lys: Steven Scott. Kostumer: Henrik Vibskov. AvenyT til 1. dec.

www.avenyt.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her